Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J. Nellemann

Oprindelig forfatter Tamm
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

J. Nellemann, Johannes Magnus Valdemar Nellemann, 1.11.1831-26.8.1906, jurist, justitsminister. Født i Kbh. (Frue), død sst., begravet sst. (Ass.). N. blev student 1849 fra Slagelse og juridisk kandidat 1855. Med støtte fra det Stampeske rejsestipendium foretog han 1856-58 en rejse til bl.a. München, Paris og London. Allerede inden sin afrejse var han af flere professorer blevet opfordret til at lægge sig efter professor J. E. Larsens fag, retshistorie og civilret, da denne -hvilket også skete – forventedes udpeget til justitiarius i højesteret. Ved hjemkomsten 1858 overtog han ved universitetet fagene retshistorie og proces først som lektor og fra 1859 som professor.

Som videnskabsmand faldt N.s betydeligste indsats inden for rammerne af faget proces. Hans hovedværker er Forelæsninger over den ordinaire civile Procesmaade, 1864 (4. udg. 1892) hvori reglerne om domstolenes funktion fremstilledes, og Civilprocessens almindelige Deel, 1868 (3. udg. 1887). Hertil sluttede sig mindre værker om eksekution og auktion (1871 med senere udg.) og om konkurslovens fjerde kapitel om afkræftelse (1874-1875). Det danske processystem hvilede dengang på et andet grundlag end nu idet der ikke fandtes en samlet lov, som idag retsplejeloven, der indeholdt de processuelle regler. Disse måtte derimod udledes af Danske lov, senere lovgivning og retspraksis. Før N. havde A. S. Ørsted i en række afhandlinger fremstillet de vigtigste dele af processen, og på dette grundlag havde P. G. Bang og J. E. Larsen givet en systematisk fremstilling af den danske proces. Der henstod imidlertid endnu meget at gøre. N., hvis historiske sans her kom ham til gode, gav i sine grundlæggende fremstillinger den autoritative videnskabelige fremstilling af processens lovbestemte og ulovbestemte grundsætninger der var nødvendig så længe en proceslov savnedes. Selvom ny lovgivning har betaget N.s værk om procesmåden dets umiddelbare anvendelighed kan det stadig i kraft af den grundige og klare fremstillingsform der er karakteristisk for N. betragtes som et af dansk retsvidenskabs dogmatiske hovedværker. Den indsats som N. ydede i disse værker og i det legislative arbejde for en reform af civilprocessen vil blive stående som særlig fremragende i dansk retsvidenskabs historie. 1868 blev N. medlem af den proceskommission der med A. F. Krieger som formand nedsattes samme år med henblik på at overveje en samlet reform af den danske retspleje. Samtidig udsendte N. en kort afhandling i Ugeskrift for Retsvæsen hvori han redegjorde for betydningen af et af de principper der var et bærende led i reformtankerne, nemlig indførelse af den mundtlige rettergang. Disse tanker uddybede han senere i skriftet Om mundtlig Rettergang i civile Sager, 1874, og også på det 1. nordiske juristmøde i København 1872, som N. var en af initiativtagerne til, gik han varmt ind for retsplejens reform. Som led i arbejdet i proceskommissionen udarbejdede N. et udkast til regler om de væsentligste dele af civilprocesloven. Som det var skik i samtiden foretog N. indgående retssammenlignende studier, og hans udkast og ideer viser indflydelse fra fremmed ret. N.s udkast kom i senere proceskommissioner til at undergå væsentlige forandringer, men hans oprindelige udkast og den iver, hvormed han i øvrigt gjorde sig til talsmand for en gennemgribende reform af retsplejen der byggede på principperne om offentlighed og mundtlighed, bevisumiddelbarhed og lægmænds deltagelse i retsplejen, var af væsentlig betydning for reformens gennemførelse selvom omstændighederne medførte at arbejdet kom til at trække meget længe ud. Først 1916 forelå således en ny retsplejelov.

N. var indtrådt i politik 1870 da han indvalgtes i landstinget på den plads der blev ledig ved Orla Lehmanns død. Det må antages at det netop var interessen for gennemførelsen af retsplejelovsreformen der medvirkede til at N. tog dette skridt der kunne give ham mulighed for at tage del i den politiske debat om reformen. På samlingen 1871-72 fik han lejlighed til at deltage i debatten om det af ham selv i proceskommissionen udarbejdede forslag til en konkurslov der trådte i kraft 1872. Året efter drøftedes lovene om skifte og om udpantning der også var frugter af proceskommissionens arbejde. Da den politiske situation mere og mere tilspidsedes i retning af den "storpolitiske" kamp om folketingsparlamentarismen mellem højre og venstre blev N. gradvis inddraget i politisk mere betydningsfulde opgaver. 1873 foreslog han på otte medlemmers vegne i landstinget en modadresse mod folketingets adresse af 31.3.1873 der gav udtryk for misfornøjelse med regeringens manglende evne til samarbejde og krævede en regering i overensstemmelse med folketingets sammensætning. I landstingets modadresse pegedes udtrykkeligt på at kongen ikke ifølge forfatningen kunne være forpligtet til at udpege en regering der kunne hente støtte hos folketingets flertal. N. havde oprindelig nærmest hørt til centrum, men lod sig i juni 1875 overtale af J. B. S. Estrup til at indtræde som justitsminister i dennes højreministerium. Han forbeholdt sig dog herved retten til inden et års frist at kunne træde tilbage i sit professorat, men begivenhederne udviklede sig således at hans justitsministertid kom til at strække sig over 21 år indtil 1896.

Annonce

N.s indtræden i politik betød ikke en fuldstændig afsked med retsvidenskaben. I 1872 havde han udsendt et skrift Om Valløe Stifts og Wemmetofte Klosters Retsforhold til Staten, i forbindelse med rigsdagens drøftelse af disse stiftelsers retlige stilling hvori han påviste at disse stiftelsers ejendom ikke tilhørte staten. Fra en roligere periode i hans ministertid foreligger desuden de to værdifulde retshistoriske undersøgelser om kirkelig vielse som betingelse for lovligt ægteskab (i Historisk Tidsskrift 1879, jfr. 1881-82) og om Ægteskabsskilsmisse ved kongelig Bevilling, 1882. En større fremstilling af den danske retshistorie nåede N. ikke at udarbejde, men forelæsningsmanuskripter er bevaret på Det kongelige bibliotek. Til N.s retshistoriske forfatterskab hører også indledningen til og afsnittet om processen i værket om Anders Sandøe Ørsteds Betydning for den danske og norske Retsvidenskabs Udvikling, 1885 hvor N. i højere grad end værkets øvrige forfattere viser sans for sammenhængen mellem Ørsteds værk og de samtidige strømninger i udenlandsk retsvidenskab og lovgivning. 1877 blev N. æresdoktor i Uppsala, og 1883 optoges han i Videnskabernes selskab.

Som minister faldt N.s virke under provisorieårenes kampe hvor han kom til at stå som "Kabinettets statsretlige Tank- og politiske Pen" (N. P. Friis) og derfor, som Estrup skal have udtrykt det, var "Ministeriets juridiske Samvittighed". Personligt hørte N. til på den mere moderate fløj der i det omfang det var muligt ønskede forhandling med venstre, og da der omsider viste sig en vej ud af den politiske konfrontation var N. at finde blandt dem der gik ind for forligspolitikken. På den anden side var hans almindelige indstilling en sådan, at han måtte tage afstand fra ideerne om folketingsparlamentarisme og venstres deltagelse i regeringsmagten, en indstilling der klart kom til udtryk når han talte om at "Bønder og Degne og Folke- og Friskolelærere og andre incompetente Personer vover på Veje og Stræder at prædike den provisoriske Finanslovs Grundlovsstridighed som en given Ting" som han udtrykte det under mærket "en gammel Jurist" i et dagblad 1877. Han drog også konsekvenserne af denne indstilling når det gjaldt anvendelsen af de politiske magtmidler over for venstres visnepolitik. Det synes således at have været N. der formulerede forestillingen til kongen med den statsretlige begrundelse for det første finanslovsprovisorium af 12.4.1877 hvorved han blev "Garant for Ministeriet Estrups foreløbige Lovfortolkning" idet han her accepterede den begrundelse som H. Matzen havde givet for lovligheden af at udstede finansloven som foreløbig. Det turde være tvivlsomt om han inderst inde ganske billigede den hårde kurs der blev ført, og som yderligere skærpedes ved udstedelsen af den foreløbige bevillingslov af 1.4.1885 hvorefter regeringen snart indlod sig på afholdelsen af ikke blot løbende udgifter, men også på finansieringen af nye opgaver som man vidste at folketinget ville sætte sig imod. N. bar også ansvaret for den upopulære foreløbige lovgivning der indledtes med riffelloven (1885), vendt mod venstres riffelforeninger, og som fortsattes med loven om oprettelse af et gendarmerikorps og straffelovsprovisoriet vendt mod politisk agitation fra oppositionens side samt den foreløbige lov om ændring af ansvaret for dagblade hvorved man søgte at komme stråmandssystemet til livs. Også ved flere administrative forholdsregler viste N. vilje til at hævde regeringens politik over for oppositionen. Som justitsminister lykkedes det N. trods det ugunstige politiske klima at få gennemført flere vigtige love. Den sagligt set vigtigste opgave var retsplejereformen. 1892 kunne N. nedsætte den sidste proces-lovskommission med C. S. Klein som formand.

Selvom reformen ikke blev gennemført i N.s levetid lykkedes det dog at gennemføre en lov om erstatning for uforskyldt varetægtsfængsling 1888 og om tvangsauktion 1891. Et vigtigt skridt på vejen mod en ligestilling af mænd og kvinder i ægteskabet var den såkaldte Bajer-Nellemannske lov 1880 der gav gifte kvinder fri rådighed over deres selverhverv. Andre vigtige love var vekselloven 1880, firmaloven 1889, og søloven 1892 der var led i det netop indledte nordiske lovsamarbejde.

Som person betragtedes N. som beskeden og tilbageholdende, og hans evne til at orientere sig om andres opfattelse og til at udglatte misforståelser skabte personlig sympati om ham også uden for regeringspartiets rækker. For så vidt var det paradoksalt at netop han der i procesarbejdet gik ind for avancerede principper om lægmænds deltagelse i processen blev den juridiske garant for højrepolitikken i de år. N. havde imidlertid ved flere lejligheder vist sin forligs-indstilling, og det var naturligt for ham aktivt at søge at medvirke til et forlig da der fra 1890 viste sig mulighed derfor. N. var også tilhænger af at højre præsenterede et socialpolitisk program. N. havde ved siden af Estrup været regeringens mest fremtrædende medlem, og det er næppe helt retfærdigt når Krieger om N. skriver at han "kun var Sekretær og Ordfører for de viljesstærkere". Han opfordredes ved Estrups afgang 1894 til at danne regering, men veg tilbage herfor. Han fortsatte dog endnu en ministerperiode i ministeriet Reedtz-Thott indtil han – der siden 1873 havde haft formandssæde i Handelsbankens bestyrelse – lod sig udnævne til Nationalbankdirektør 1896. Han bevarede til sin død sit sæde i landstinget. – Ekstraordinær assessor i højesteret 1870. Direktør i Det Classenske fideikommis 1884.

Familie

Forældre: fuldmægtig ved Sjællands stifts verdslige kontor, senere hospitalsforstander i Slagelse, kancelliråd Mogens Georg N. (1794-1847) og Pouline Louise Poulsen (1798-1852). Gift 15.11.1861 i Kbh. (Holmens) med Louise Pouline Poulsen, født 10.2. 1843 i Kbh. (Trin.), død 17.10.1918 sst. (Holmens), d. af waterschout og koffardikaptajn Ludvig Christian P. (1807-68) og Petrine Martine Møller (1813-69).

Udnævnelser

R. 1869. DM. 1872. K.2 1876. KJ 1877. S.K. 1878. R.E. 1893.

Ikonografi

Afbildet på træsnit af ministeriet Frijs 1877, og på mal. af statsråd 1878 af H. Olrik, tegn. af samme. Træsnit af G. Pauli, 1878, og efter dette af C. Hammer, 1884. Karikaturer af K. Gamborg 1885-90 (Fr.borg), afbildet på tegn. af statsråd 1888 af samme. Afbildet på P. S. Krøyers mal. af møde i Videnskabernes selskab, 1897 (Vidensk. selskab). Mal. af Otto Bache, 1897 (Fr.borg) og 1898 (Handelsbanken), malet skitse (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Statsrådets forhandl. 1863-79, udg. Aage Friis, 1936 388. – Th. Hauch-Fausbøll: Slægthåndbogen, 1900 678. H. Wulff: Den danske rigsdag, 1882. N. P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901-03 631-36. Fr. v. Jessen i 111. tid. 29.9.1895. Fr. Dahl sst. 2.9.1906. Erik Henrichsen: Mændene fra forfatningskampen I, 1913 236-76. Niels Lassen: Erindr. I, 1918 223-28. Hans Kaarsberg: Memoirer, 1921 258f. A. F. Krieger: Dagbøger VI-VII, 1925. Sofus Høgsbro:

Brevveksl, og dagbøger, udg. Hans Lund II, 1925 202 287. N. Neergaard: Erindr., 1935 208f 249 274f. Alfr. Bindslev: Konservatismens hist. I, 1936 301f 436f. A. D. Jørgensen: Breve, 1939 435. J. Himmelstrup: Den provisoriske lovgivn. i Danm., 1948. Troels G. Jørgensen: Tre professorer. Goos, Nellemann, Matzen, 1958 (anm. af Stig Iuul i Ugeskr. for retsvæsen, 1959 148-52). De danske ministerier 1848-1901, ved Sv. Thorsen, 1967. -Papirer i Rigsark. Breve i Univ.bibl., Oslo.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ditlev Tamm: J. Nellemann i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294851