Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J.F.W. Schlegel

Oprindelige forfattere Tamm og SIuul
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

J.F.W. Schlegel, Johan Frederik (Friderich) Wilhelm Schlegel, 4.10.1765-19.7.1836, jurist. Født i Kbh. (Slotsk.), død på Søllerødgård, begravet i Søllerød. Efter 1782 at være blevet privat dimitteret til universitetet bestod S. n.å. den filosofiske eksamen og 1784 den store filologiske eksamen. 1785 absolverede han med fremragende resultat den juridiske eksamen og opnåede 1786 en understøttelse af Fonden ad usus publicos til en længere udenlandsrejse. Hans formål med denne var at erhverve både teoretisk og praktisk indsigt i statsvidenskaberne. Under sit ophold ved forskellige tyske universiteter var han en flittig tilhører hos de mest kendte af datidens statsretslærere og opnåede 1787 i Göttingen accessit for afhandlingen De eo, quod justum est circa emigrationem civium. Efter nogle måneders ophold i England vendte han 1788 hjem til at deltage i konkurrencen om et ledigt juridisk professorat. C. M. T. Cold sejrede i konkurrencen, men i foråret 1789 opnåede S. ansættelse ved universitetet som adjunkt ved det juridiske fakultet, og allerede s.å. forfremmedes han til professor juris extraordinarius. Året efter erhvervede han den juridiske doktorgrad på en afhandling om forskellen mellem besiddelse i god og i ond tro efter romersk ret, og 1791 beskikkedes han som ekstraordinær assessor i højesteret. 1800 blev han professor Ordinarius og assessor i konsistorium og udnævntes samtidig til at beklæde den nyoprettede stilling som referendarius consistorii. S.s ønsker havde oprindelig gået i retning af en administrativ løbebane, og n.å. syntes han at skulle komme til at forlade universitetet, idet han udnævntes til deputeret i danske kancelli og til chef for sammes første departement. Imidlertid kom han aldrig til at tiltræde disse stillinger, idet navnlig universitetspatronen ønskede at beholde ham ved universitetet, og 1803 opgav han efter kronprinsens opfordring sin stilling i kollegiet. Han virkede herefter som professor til sin død, idet han dog fra 1833 som universitetets senior efter ansøgning var fritaget for at holde forelæsninger. Han var universitetets rektor 1803–04, 1812–13 og 1828–29. S. var medlem af kriminallovskommissionen af 1800. Fra 1812 ejede han Søllerødgård.

Som universitetslærer øvede S. navnlig i sine yngre år en meget værdifuld indsats og samlede en betydelig tilhørerskare. S. introducerede principperne i Kants filosofi i sine naturretsforelæsninger allerede inden Immanuel Kant selv havde udsendt sin fremstilling af retslæren. A. S. Ørsted fremhæver, at hans foredrag over naturretten var præget af en begejstring som de, der ikke havde kendt ham fra denne tid, næppe ville have tiltroet ham, og der er næppe tvivl om at disse forelæsninger for Ørsted og andre fik afgørende betydning for valget af filosofisk ståsted. I sine senere år synes han derimod at have mistet interessen for sit arbejde, men da han ansøgte om forelæsningsfrihed kunne han henvise til, at han i hvert semester i 45 år havde holdt de lovbefalede offentlige og private forelæsninger og i samme tidsrum efterhånden havde læst over alle dele af statslæren. Fra 1793 indførte han skriftlige øvelsesopgaver på latin og dansk som led i undervisningen og fortsatte hermed i hvert semester. En overgang var han endog den eneste juridiske professor som holdt forelæsninger, og han veg ikke tilbage for at læse over fag som henhørte under andre fakulteter. Således læste han efter Frederik Sneedorffs død i to år over statistikken.

Den alsidighed som prægede S.s undervisning fandt også udtryk i hans forfatterskab. Hans Juridisk Encyclopædie, 1825 – en kendt genre i samtidig tysk retsvidenskab – der giver et overblik over det juridiske studium og dets hjælpemidler og hjælpediscipliner, viser hvor vidt han spændte. Hans fremstilling af Danmarks og Hertugdommenes Statsret med stadigt Hensyn til deres ældre Forfatning I, 1827, af hvilken han kun nåede at fuldføre første del, indeholdende kongerigets statsret, er den første fremstilling af statsretten i det enevældige monarki. Som retshistoriker gjorde han i overensstemmelse med erkendelsen i samtiden af sædvanens betydning som retskilde den opfattelse gældende, at den skånske og de sjællandske love ikke er kongegivne love, men private retsbøger (Om de gamle Danske Retssædvaner og Autonomie, 1827). Som stats- og folkeretslærd nød han international anseelse. Endog til Amerika nåede hans ry, og hans Frimodig Prøvelse af den Engelske Admiralitets-Rets Dom, afsagt den 11. Juni 1799 i den bekiendte Svenske Convoy-Sag, 1800, fremkaldte i England en række modskrifter, deriblandt et af Lord Granville. Hans Natur-Rettens eller den almindelige Retslæres Grundsætninger I-II, 1798 (2. udg. 1805) byggede på Kants filosofi. Værket fremkaldte to kritiske anmeldelser fra Ørsteds side, der atter resulterede i en bitter polemik mellem forfatter og anmelder. – Af S.s udgiverarbejder kan fremhæves udgaven med kommentarer af Peder Kofod Anchers skrifter (I-III, 1807–11, sammen med Rasmus Nyerup) og hans indledning og kommentar til den arnamagnæanske kommissions udgave af den islandske lovbog Grágás I-II, 1829 samt det af ham redigerede juridiske tidsskrift Astræa I-V, 1797–1805. – Medlem af Videnskabernes selskab 1806, af Danske selskab s.å. Formand i Skandinavisk literaturselskab 1820–36, i oldskriftselskabet 1831–36. - Virkelig etatsråd 1803. Konferensråd 1812.

Annonce

Familie

Forældre: professor J. H. S. (1726–80) og Augusta A. v. Jessen (1747–1821). Gift 17.5.1793 i Kbh. (Nie.) med Marie Elisabeth Hellfried, født 7.5.1773 i Kbh. (Petri), død 20.1.1851 på Søllerødgård, d. af kammerråd, senere stiftamtmand og generalpostdirektør Johan Carl Frederik H. (1739–1810) og Frederikke Vilhelmine v. Jessen (1749–1817).

Udnævnelser

R. 1810. K. 1828.

Ikonografi

Mal. af D. Monies, tegn. af samme litograferet af samme 1833. Min. (Fr.borg). Tegn. formentlig forestillende S.

Bibliografi

Neuer Nekrolog der Deutschen XIV 1836 II, Weimar 1838 936–43. [Fr. Thaarup] i Geneal. og biogr. archiv 1840–49 273–91. A. S. Ørsted: Af mit livs og min tids hist. I, 1851 20f 48 o.fl.st. Orla Lehmann: Efterl. skr. I, 1872 27–29. Yngvar Nielsen: Bidrag til Norges hist. i 1814 I, Kria. 1882 231–38. Johs. Steenstrup: Historie-skrivn. i Danm. i det 19. årh., 1889 381f. Fr. Dahl: Hovedpunkter af den da. retsvidensk.s hist., 1937 (særtryk af Festskr. i anledn. af 200 års dagen for indførelsen af jur. eksamen ved Kbh.s univ., red. E. Reitzel-Nielsen og C. Popp-Madsen, 1936) 38–42. Troels G. Jørgensen: Strejflys over enevældens retsliv, 1949 91. Ditlev Tamm i Juristen LX, 1978 509–22.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ditlev Tamm, Stig Iuul: J.F.W. Schlegel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297061