Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

A.S. Ørsted

Oprindelig forfatter Tamm

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

A.S. Ørsted, Anders Sandøe Ørsted, 21.12.1778-1.5.1860, jurist, premierminister. A.S. Ørsted er født i Rudkøbing hvor faderen var apoteker. Sin første skoleundervisning fik han sammen med broderen Hans Christian hos en lokal parykmager, suppleret med selvstudier og undervisning i fransk og engelsk hos byfogeden. 1793 rejste de to brødre til København, 1794 tog begge studentereksamen privat. A.S. Ørsted blev juridisk kandidat 1799, men først 1801 fik han stilling som assessor i hof- og stadsretten. Fra 1809 var han tillige meddirektør og lærer i kirkeret ved Pastoralseminariet i København. 1810 blev A.S. Ørsted dommer i højesteret, men allerede 1813 forlod han retten for at indtræde i danske kancelli som deputeret, fra 1825 tillige som generalprokurør. 1835-46 var han kongelig kommissarius ved de to kongerigske stænderforsamlinger, 1842 blev han medlem af gehejmestatsrådet (statsminister). I 1848 mistede han alle sine embeder. 1848-49 var han medlem af den grundlovgivende rigsforsamling og 1850-53 af landstinget. 1853 blev han premierminister samt indenrigs- og kultusminister, 1854 tillige justitsminister, men samme år trådte han tilbage fra samtlige ministerposter.

Det var som juridisk forfatter og embedsmand i enevældens sidste år A.S. Ørsted gjorde sin væsentligste indsats, mens hans betydning som politiker i dag synes mindre. Det hører også med i billedet af Ørsted at han var sin tids førende moralfilosof.

A.S. Ørsteds første større skrift var besvarelsen af universitetets prisspørgsmål Over Sammenhængen mellem Dydelærens og Retslærens Princip I-II, der udkom 1798. Opgaven blev besvaret med udgangspunkt i Immanuel Kants filosofi som J.F.W. Schlegel havde introduceret ved det juridiske studium på Københavns universitet, og som A.S. Ørsted i det væsentlige havde tilsluttet sig på det tidspunkt. Senere forlod han vel i nogen grad dette udgangspunkt, en kort overgang var han især tiltrukket af J.G. Fichte, men hovedprincipperne i Kants morallære synes dog livet igennem at have været fundamentet for hans etiske holdning.

Annonce

A.S. Ørsteds engagement i samtidens filosofiske rørelser kom tillige frem i hans diskussion med Otto Horrebows "Religionens moralske Grundlov", der følger kantianismens og fornuftsreligionens baner. Også trykkefrihedsspørgsmålet interesserede A.S. Ørsted levende i de år, og han udgav dele af en omfattende undersøgelse af trykkefrihedsordningen af 1799 (1801), der dog forblev ufuldendt. Hertil kom en lang række anmeldelser af filosofisk og anden litteratur.

Efter at A.S. Ørsted 1801 var blevet dommer i hof- og stadsretten fik forfatterskabet en mere udtalt juridisk retning inspireret af den udenlandske, særlig tyske, retslitteratur han læste i de år, og af de praktiske retstilfælde som han nu stiftede bekendtskab med. I 1799 havde han sammen med fem jævnaldrende juridiske kandidater deltaget i en konkurrence ved universitetet om et ledigt adjunktur ved det retsvidenskabelige fakultet, men en anden af ansøgerne M.H. Bornemann der var ældre, blev foretrukket. På grundlag af de præstationer som de to senere kom til at yde kan bedømmelsen for en efterfølgende betragtning virke besynderlig. A.S. Ørsted blev indstillet som nr. fem – men for datiden stod Bornemann som den tyveårige Ørsted overlegen i forelæsningsteknik og "skarpsindighed". For retsvidenskaben var det formentlig et held at A.S. Ørsted på denne måde blev tvunget ind på en praktisk-juridisk løbebane der gav ham stof til hans teoretiske overvejelser over en meget stor del af retsvidenskabens hovedproblemer. Der er næppe det principielle juridiske spørgsmål som A.S. Ørsted ikke har behandlet. Det begyndte med at han 1802 sammen med nogle kolleger indledte udgivelsen af tidsskriftet Juridisk Maanedstidende. 1804 overtog han redaktionen af Juridisk Arkiv (1804-12), Nyt juridisk Arkiv (1812-30) og Juridisk Tidsskrift (som han redigerede indtil 1830). I disse tidsskrifter udsendte A.S. Ørsted en lang række af sine vigtigste afhandlinger. Noget nyt var det at der i tidsskrifterne tillige regelmæssigt bragtes domme afsagt af hof- og stadsretten således at kendskabet til retspraksis blev bedre udbredt end før. Mange af A.S. Ørsteds afhandlinger var inspireret af domme, andre tog udgangspunkt i et juridisk værk, ofte et samtidigt tysk værk, mens atter andre fremtrådte som mere systematiske undersøgelser af bestemte emner. Han hentede sit stof fra alle dele af juraen. Mest omfattende er hans strafferetlige og procesretlige forfatterskab, men mange afhandlinger behandler emner fra privatretten og retsfilosofien, kirkeretten eller andre discipliner.

A.S. Ørsteds styrke som juridisk forfatter kom frem allerede i de første år af 1800-tallet. Han modtog her foruden fra praksis en afgørende påvirkning fra samtidig tysk retsvidenskab og erhvervede sig et omfattende kendskab til tysk og fransk lovgivning der skulle blive ham til nytte senere. Senere tog han også mange andre emner op, men ofte er hans senere værker bearbejdelser eller ny behandling af emner som interessen var vakt for i de tidlige år, og som han allerede tidligt havde givet en første grundlæggende behandling. 1804 udsendte A.S. Ørsted første bind af sin kommentar til professor Lauritz Nørregaards forelæsninger over dansk ret (Supplement til afdøde Generalauditør Nørregaards Forelæsninger over den Danske og Norske private Ret), der efterfulgtes af yderligere to bind 1806 og 1812. Hertil kom foruden en stadig strøm af afhandlinger og domskommentarer en strafferetlig monografi Systematisk Udvikling af Begrebet om Tyverie og denne Forbrydelses juridiske Følger, 1809. Selv om A.S. Ørsted som universitetslærer ikke havde direkte indflydelse på den juridiske undervisning fik han som en meget benyttet juridisk manuduktør kontakt med mange studenter, og for den senere generation af jurister var det i højere grad Ørsted end universitetslærerne der stod som læremesteren. Yderligere en række juridiske værker fra hans hånd var med til at underbygge denne stilling.

I årene 1815-22 udsendte A.S. Ørsted under titlen Eunomia en række grundlæggende afhandlinger, især med emner fra strafferetten og bevislæren der her fik et helt nyt grundlag. 1822 begyndte han udsendelsen af sin fremstilling af privatretten med den sigende titel Haandbog over den danske og norske Lovkyndighed, med stadigt Hensyn til Hr. Etatsraad og Professor Hurtigkarls Lærebog. Ligesom den ældre fremstilling fra 1804-12 tog også dette værk udgangspunkt i en universitetslærebog, nu forfattet af F.T. Hurtigkarl, men A.S. Ørsteds undersøgelser er langt mere dybtgående og omfattende end forlægget. Den udkom i årene 1822-35 i seks store bind. Noget større systematisk værk om dansk ret bortset fra de her nævnte lykkedes det ikke A.S. Ørsted at fuldende. Det kan skyldes at han uden tilknytning til universitetet som praktisk embedsmand ikke havde den fornødne tid til at udvikle et passende system, men måtte holde sig til de juridiske enkeltspørgsmål uden at sætte dem ind i en afrundet helhed. Formentlig har det dog også været den form der lå bedst for hans arbejdsmåde, og han stod da også tvivlende over for værdien af og muligheden for at skabe en overbevisende systematik.

1813 havde A.S. Ørsted forladt domstolene for at indtræde som deputeret i danske kancelli. Allerede i slutningen af 1812 var der lagt beslag på ham i forbindelse med gennemførelsen af en pengereform, den såkaldte "statsbankerot" 1813. Reformen, der indebar en nedskrivning af kreditorernes fordringer, gav anledning til en lang række juridiske problemer som A.S. Ørsted tog stilling til i nye afhandlinger, først og fremmest afhandlingen om Danmarks pengevæsen (Eunomia, 1815). Som embedsmand fik A.S. Ørsted væsentlig indflydelse på kancelliets virksomhed, herunder udformning af lovgivningen i årene frem til 1848. Næppe noget betydningsfuldt spørgsmål blev afgjort uden at A.S. Ørsted havde været hørt, og han var koncipisten af den vigtigste lovgivning i de år. Ørsted opnåede ikke posten som kancelliets præsident. 1825 blev han generalprokurør og dermed den embedsmand der havde afgørelsen af de retslige tvivlsspørgsmål der opstod i statsadministrationen i forbindelse med lovgivning eller afgørelser af konkrete sager.

A.S. Ørsteds forhold til F.J. Kaas synes at have været anstrengt. "Knægten vil herske over os alle i Collegio" skrev Kaas engang til en anden der var Ørsted mindre venligt stemt, J.S. v. Møsting, og da A.S. Ørsted i 1826 kom i vanskeligheder synes Kaas i højere grad at have pustet til ilden end at have søgt - som han over for Ørsted foregav - at have hjulpet ham. Anledningen var at A.S. Ørsted med en afhandling Behøver den danske Kirkeforfatning en omgribende Forandring? (Juridisk Tidsskr. 1826) vakte regeringens mishag. A.S. Ørsted kom i denne afhandling, der var foranlediget af et skrift af Chr. Paulsen, ind på spørgsmålet om betydningen af præsteløftet og symbolforpligtelsen på en sådan måde at det kunne opfattes som et indlæg i kirkekampen i de år som havde foranlediget en injurieproces mellem N.F.S. Grundtvig og H.N. Clausen. Kaas, og kongen, fandt det ubekvemt at en ledende embedsmand udtalte sig om spørgsmål der var genstand for en proces.

Også tidligere havde A.S. Ørsted deltaget i tidens debat. 1824 var det en strid med lægen F.G. Howitz om afsindighed og tilregnelighed hvor Ørsted forsvarede viljens frihed over for Howitz' deterministiske synspunkter, og 1823 havde han på tysk udsendt en skarp kritik af et udkast til en straffelov i kongeriget Bayern og dermed fremkaldt et heftigt modangreb fra lovens hovedkoncipist, den tyske N.Th. v. Gönner, jfr. Ørsteds Abhandlungen aus dem Gebiete der Moralund Gesetzgebungs-Philosophie II, 1823 og III, 1826. A.S. Ørsted var tidligere kommet i modsætningsforhold til sine overordnede i kancelliet da han i forbindelse med tugthusoprøret på Christianshavn 1817 havde voteret imod et forslag om afstraffelse af fangerne ved henrettelse af hver 10. uden forudgående rettergang. Nu i 1826 fik A.S. Ørsted af kongen valget mellem at trække sig tilbage fra sine administrative poster eller at ophøre med sin litterære virksomhed. A.S. Ørsted valgte det sidste, og et kongeligt reskript af 21.9.1826 pålagde ham herefter at indstille sin forfattervirksomhed, dog at han fik lov til at bringe en række igangværende undersøgelser til afslutning. Han fortsatte således som redaktør af og skribent i Juridisk Tidsskrift indtil 1830, og sin Haandbog over den Danske og Norske Lovkyndighed indtil 1835, således at hele privatretten var dækket. En række ældre afhandlinger udsendtes i revideret form i Arkiv for Retsvidenskaben og dens Anvendelse (1824-31).

Som dommer havde A.S. Ørsted gjort sin største indsats i sine skrevne domme, og han havde i så henseende erhvervet en ledende stilling inden for under- og overretten. Som kancellideputeret og generalprokurør kunne han omsider krone sit forfatterarbejde, der altid havde sigtet på at gøre normerne tjenlige for livet, med et arbejde for ny lovgivning gennem det enevældige organ, til dels suppleret med stændernes medvirken. En lang række af nye love på privatrettens, retsplejens og strafferettens område havde alene eller for en væsentlig del ham til forfatter. Særlig må nævnes de fire systematiske straffelove, anordninger af 4.10.1833, 11. og 15.4.1840 og 26.3.1841 om legems- og frihedsforbrydelser, tyveri, bedrageri, falsk vidnedsbyrd og anden mened samt brandstiftelse. Herved var en meget omfattende strafferetsreform gennemført der blev grundstammen i straffeloven af 1866.

Et vigtigt element i A.S. Ørsteds videre udvikling af dansk ret, og dermed overvindelse af retsvidenskabens krise, var retssammenligningen. A.S. Ørsteds omfattende læsning af retslitteratur og lovbøger fra udlandet blev en uudtømmelig kilde til fornyelse og videreudvikling af dansk ret. Han sagde selv at fremmed ret ligefrem kunne være en autoritet når der – hvad der ofte var tilfældet – var usikkerhed om retstilstanden. Inden for privatretten fik fremmed ret afgørende betydning for udformningen af grundprincipperne inden for arvelovgivningen, de blev et argument for nye myndighedsregler, i obligationsretten blev væsentlige principper inden for kontraktsretten og skyldprincippet – culpalæren – som grundlag for erstatningsretten udformet under inspiration fra fremmed ret. Panteretten, læren om ejendomsrettens overgang, spørgsmålet om vindikation og ekstinktion, læren om quasikontraktsforholdene, negotiorum gestio og condictio indebiti, veksel- og søretten, er emner som A.S. Ørsted ikke ville have behandlet på samme måde uden kendskab til fremmed ret. Inden for strafferetten stod han hvad angik hele den grundlæggende behandling af strafferettens almindelige del i gæld til P.J.A. v. Feuerbach og andre tyske jurister selv om han når det gjaldt udviklingen af "de mere practiske Grundbegreber og Grundsætninger, der udgjøre Mellemleed mellem Straffelovens øverste Princip og dettes Anvendelse paa de enkelte Forbrydelsers Afstraffelse" i vidt omfang havde en selvstændig opfattelse. Det samme gælder processen. Grundlæggende tyske værker, bl.a. en stor håndbog i proces af den bayerske jurist N.Th. v. Gönner hvis opfattelse inden for strafferetten A.S. Ørsted var modstander af, og en lang række andre værker var med til at bestemme og forme de problemstillinger som A.S. Ørsted tog stilling til. Fortegnelsen over A.S. Ørsteds bibliotek og hans egne recensioner af fremmed litteratur og litteraturhenvisninger og lovhenvisninger antyder påvirkningsvejene.

Da A.S. Ørsted 1835 opgav sin juridiske forfattervirksomhed var dansk retsvidenskab en anden. Han havde udviklet faste grundsætninger for lovfortolkning og ved behandling af en lang række enkelte retsspørgsmål havde man nu et helt anderledes fast grundlag end tidligere. Retssætningerne var ikke uden videre udviklet af danske lov og den senere supplerende lovgivning. Meget var hentet fra fremmed ret uden særlig hensyntagen til om en sætning fandtes i en lovbog eller var udviklet i retsvidenskaben. Nyt i forhold til megen udenlandsk litteratur var det imidlertid at retspraksis havde fået en plads i de retsvidenskabelige fremstillinger. Nødvendigheden af et samvirke mellem teori og praksis hørte ganske vist til de faste formler i den samtidige juridiske litteratur, men kun få realiserede målet i samme omfang som A.S. Ørsted. Han medvirkede herved til at skabe en fast tradition i Danmark for et samvirke mellem retsvidenskab og retspraksis. Hans tanker gik tilsyneladende videre end til blot at etablere en forbindelse mellem teori og retspraksis. Flere af hans betragtninger i de dogmatiske afhandlinger har en klar retspolitisk karakter, og han søgte da også selv som embedsmand at fremme nogle af de legislative mål han havde foresat sig. Den iver hvormed A.S. Ørsted indlod sig i debat om straffelovgivning i hertugdømmerne og Bayern viser også hvilken vigtighed han tillagde den praktiske gennemførelse af nye landvindinger i den retsvidenskabelige erkendelse. Set i et europæisk perspektiv ligger A.S. Ørsted ikke uden videre i spidsen når det gælder udviklingen af nye retslæresætninger eller om at finde den rette balance mellem retsvidenskab, retspraksis og lovgivning. Mange liberaliseringstendenser i samtiden stod han afvisende over for. Han var ikke grundlægger af en ny metode eller et nyt system inden for retsvidenskaben, men hans påpegning af sammenhængen mellem teori og praksis og betydningen af kendskabet til det praktiske retsliv gav dansk retsvidenskab en praktisk retning der siden har været karakteristisk. Det er vel først og fremmest dette sammen med den udførlige retlige argumentation og den dybtgående analytiske behandling af de enkelte retsspørgsmål der gør A.S. Ørsteds værker læselige i dag for den der evner at se bort fra den ofte noget omstændelige udvikling der var så karakteristisk for hans stil. A.S. Ørsteds indsats for dansk retsvidenskab lader sig ikke udtrykke med en enkelt formel eller ved at pege på elementer der kunne udgøre hvad man kunne kalde det Ørstedske "paradigma".

Efter Kaas' død i januar 1827 udrtævntes P.C. Stemann til kancellipræsident. Han og A.S. Ørsted havde netop ved deres naturers forskellighed betingelser for samarbejde, men måtte samtidig komme i en vis modsætning til hinanden. Omkring dem dannede der sig så at sige to partier inden for kancellikollegiet hvortil foruden præsidenten og generalprokurøren hørte fire "deputerede". Af disse fire stod i reglen de to sammen med Stemann, og to andre med A.S. Ørsted. Det sidste parti ønskede i langt højere grad at tage hensyn til alt det der efter 1830 mødte frem som den ny tids krav. Ved forhandlinger om indretningen af de rådgivende stænderforsamlinger 1831-34 havde A.S. Ørsted en meget fremtrædende plads. Han affattede danske kancellis første forslag i sagen og var medlem af den nedsatte firemands komité fra de to kancellier til udformning af de endelige afgørelser. Modsat Stemann havde A.S. Ørsted stor tiltro til den nye institutions betydning og ville i flere henseender have foretrukket en liberalere ordning end den der blev gennemført ved Stemanns og det slesvig-holstenske kancellis indflydelse. Således ønskede A.S. Ørsted én forsamling for kongeriget (i stedet for de to adskilte der indførtes), forelæggelse af et statsbudget for den nye folkerepræsentation og valgret med valgbarhed ikke blot for grundbesiddere, men også for "kapitalister". Med særlig iver kæmpede han for at "intelligensen" skulle være selvstændigt repræsenteret i stænderforsamlingerne, men bl.a. støttet af tronfølgeren (Christian VIII) opnåede han ikke at der blev valgret for præster og andre "beneficiarer", hvorimod der blev kongevalgte repræsentanter for universitet og gejstlighed.

Det var utvivlsomt et almindeligt ønske at A.S. Ørsted i maj 1835 – samtidig med indkaldelsen af den første stænderforsamling for østifterne til at møde i Roskilde samme år – udnævntes til kgl. kommissarius ved forsamlingen, og ved afslutningen af den første stænderforsamling brugte præsidenten, J.F. Schouw, et så stærkt udtryk som at kongen ved at udnævne A.S. Ørsted "for anden gang skænkede institutionen". Ørsted satte al sin arbejdskraft ind på at gøre fyldest i stillingen som regeringens repræsentant over for den rådgivende foikerepræsentation. Stændertidende rummer i gengivelsen af hans taler og indlæg vidnesbyrd om udstrækningen af hans sagkundskab på alle forskellige felter af statsstyreisen, om den sikkerhed hvormed han i enhver debat stod rede med alle oplysninger der kunne tjene til bedre forståelse af enkeltheder i en sag eller dens forudsætninger og forhistorie. A.S. Ørsted undgik ikke konflikter. Han udtrykte ved åbningen af den første stænderforsamling håb om at den aldrig ville komme til at rumme "partier", men måtte dog opleve at et lovudkast angående retsforholdet mellem godsejere og fæstere i denne samling skønt det fik tilslutning af flertallet dog satte lidenskaberne i bevægelse gennem modstand fra bonderepræsentanter og bondevenner. Han tilrådede senere forgæves at udsætte den af hensyn til hoveriets afløsning utvivlsomt tiltrængte og nyttige lovs udstedelse indtil begge parter var blevet overbevist om dens saglige rigtighed. A.S. Ørsted holdt i landbospørgsmålene som i øvrigt stærkt på ejendomsretten og var derfor modstander af visse tendenser inden for 1840ernes bondebevægelse og bondeagitation. Mere end de sociale spørgsmål var det dog de politiske og nationale der bragte ham på afstand af en ny tids mænd og bestræbelser.

Over for stænderforsamlingen 1840 måtte A.S. Ørsted officielt optræde i overensstemmelse med den afvisende holdning, Christian VIII efter sin tronbestigelse 1839 havde vist over for kravene om indførelse af fri forfatning i Danmark. I sine personlige breve til kongen tilrådede han derimod energisk denne at gøre indrømmelser. 30.3.1842 udnævntes A.S. Ørsted til medlem af gehejmestatsrådet, og han søgte nu at få gang i forfatningssagen og fik af kongen godkendt et forslag om fælles udvalg for alle monarkiets fire stænderforsamlinger. Udkast til en sådan ordning blev derefter forelagt forsamlingerne i 1842. Samme år skete det heftige sammenstød i sprogspørgsmålet mellem P. Hiort Lorenzen og det tysktalende flertal i de slesvigske stænder. A.S. Ørsted erkendte straks hvilke muligheder der herigennem forspildtes, og beklagede at den nørrejyske stænderforsamling straks blandede sig i konflikten ved at kræve beskyttelse af den danske nationalitet og statens enhed. Da hans forsøg på at hindre vedtagelsen af dette krav strandede led han sit første store nederlag i kamp mod de nationale lidenskaber som han med sit ståsted i den dansk-tyske delstat ikke forstod.

For A.S. Ørsted betød enevældens afskaffelse i 1848 en meget afgørende forandring i personlige og politiske vilkår. Men skønt 70 år gammel gik han med usvækket iver ind i den grundlovgivende rigsforsamling hvor han blev et yderst energisk medlem. Han kom ganske vist ikke til at øve megen reel indflydelse, men over 300 gange tog han ordet, ofte omstændeligt og docerende, som om han endnu var kongelig kommissarius med pligt til udtømmende redegørelse. A.S. Ørsted var modstander af kvindelig valgret, og til sidst stemte han mod grundlovens vedtagelse. Sine meninger om den har han samlet i skriftet: Prøvelse af de Rigsforsamlingen forelagte Udkast til en Grundlov og til en Valglov, 1849. A.S. Ørsted var også i økonomisk tankegang udpræget liberalist og har engang talt om "lyse statsøkonomiske Grundsætninger" hos Adam Smith. Som landstingsmand udgav han 1850 den historisk-statsretlige undersøgelse For den danske Stats Opretholdelse i dens Heelhed der er som et programskrift for den nye helstatspolitik der var blevet nødvendig efter treårskrigen. A.S. Ørsted forstod nu så lidt som før de moderne tyske og danske nationalistiske bevægelser der gjorde det gamle dansk-tyske monarkis opretholdelse umulig. Han blev ledende i rigsdagen ved behandlingen af den nye arvefølgeordning som krævedes indført, men først kunne gennemføres efter A.S. Ørsteds egen udnævnelse til minister 1853. Som premierminister var han genstand for hårde angreb fra nationalliberal side fordi regeringen uden om rigsdagen gennemførte den absolutistiske fællesforfatning af 26.7.1854. Lidenskaberne gik højt, og det dæmpede dem ikke at A.S. Ørsted lod afskedige en række oppositionelle høje embedsmænd som C.G. Andræ og D.G. Monrad. Uoverensstemmelse med kongen der ængstedes for sin folkeyndest medførte ministeriets tilbagetræden 12.12.1854. Der blev efter ministeriets afgang rejst tiltale mod A.S. Ørsted. Han blev her frifundet hvilket gav anledning til kritik af højesterets dommere der havde stemt for frifindelse.

A.S. Ørsted lod også i den følgende tid ved flere lejligheder sin røst høre i offentlige anliggender, således 1856 ved et stort indlæg mod tvangsafløsning af fæstevæsenet, et skrift meget karakteristisk for hans høje praktiske vurdering af den ejendomsret hvis begrænsning af samfundsmæssige hensyn han forfægtede som teoretisk jurist. A.S. Ørsteds hovedværk fra hans gamle dage er det store, som kildeskrift meget værdifulde Af mit Livs og min Tids Historie I-IV, 1851-57. Det er langt mere tidshistorie end selvbiografi og tynges ved en alt for trættende bredde og uoverskuelighed, svagheder der også kan fremtræde i A.S. Ørsteds juridiske og aktuelle forfatterskab. Hvad A.S. Ørsted ville med dette værk var først og fremmest at præstere et forsvar for det nu overvundne og i almindelighed hårdt bedømte enevældige regeringssystem som han blev tro ikke blot til dets forfald, men til sin død.

A.S. Ørsted var ingen stor politiker. Han blev som den udpræget juridiske statsmand i kraft af sit naturel og ved sine evners styrke og begrænsning den værdifulde hjælper for enevælden i dens afsluttende fase da opgaven mindre var at gennemføre nye store reformer end at konsolidere og nøjere udforme retsordningen på allerede gennemførte reformers grund, men han var for liberal til at få virkelig indflydelse. Ved sin virksomhed for og i stænderforsamlingerne var han med til at forberede det moderne parlamentariske liv i Danmark. Til den nye demokratiske og nationale bevægelse kom han som den ældre tids rationalistiske statsmand i naturlig modsætning. Nu var han for konservativ. Med megen mild og meddelsom elskværdighed i personlig optræden forbandt han gennem hele livet en fast klar målbevidsthed hvis retning han ikke lod sig foreskrive ved andres indflydelse så lidt som ved de skiftende tidsomstændigheder.

Dr.jur. 1815. Etatsråd 1813. Konferensråd 1828. Gehejmekonferensråd 1841.

Familie

A.S. Ørsted blev født i Rudkøbing, døde i København og er begravet på Frederiksberg.
Forældre: apoteker, senere assessor pharmaciæ Søren Christian Ørsted (1750– 1822, gift 2. gang med Anna Dorothea Borring, ca. 1767-1827) og Karen Hermansen (1745-93). Gift 1. gang 10.7.1802 på Frederiksberg med Sophie Wilhelmine Bertha Oehlenschläger (Sophie Oehlenschläger), født 16.7.1782 på Frbg. slot (Frbg.), død 9.2.1818 i København (Frbg.), d. af organist ved Frbg. kirke, senere slotsforvalter Joachim Conrad Oehlenschläger (1748-1827) og Martha Marie Hansen (1745-1800). Gift 2. gang 27.3.1819 i København (Frue) med Mathilde Elisabeth Rogert, født 25.4.1782 i Viborg, død 26.6.1824 på Frbg., d. af dr.med. Johan Philip Kneyl Rogert (1745-94) og Henriette Benedicte Rosenstand-Goiske (1756-1832). Bror til H.C. Ørsted (1777-1851). Farbror til A.S. Ørsted (1816-72).

Udnævnelser

R. 1810. DM. 1813. K. 1829. S.K. 1826. R.E. 1847.

Ikonografi

Mal. af Hans Hansen, 1806 (Fr.borg). Mal. af C.W. Eckersberg, 1821 (St. mus.), efter dette stik af L. Buchhorn, litografi af I.P. Funch 1826 samt pastel af Massmann (Fr.borg). Mal. af Eckersberg ca. 1821 (Fr.borg). Mal. af C.A. Jensen ca. 1832-33, efter dette litografi af D. Monies, af N.C. Kierkegaard 1839 og træsnit 1860 m.m. Min. af F. C.Camradt (Fr.borg). Buste af H.V. Bissen 1835-36 (St.mus.; i marmor i vestre landsret; i terracotta Fr.borg; i bronze St.mus.). Statue af samme 1836-37 (glyptoteket; Carlsberg mus.; Nasjonalgall. i Oslo), efter denne radering af E. Eckersberg, 1842 og træsnit 1878; kopi i stor størrelse af V. Bissen, 1902 (Ørstedsparken, København). Fremstillet på litografi af stænderforsamlingen 1835 og 1836. Mal. af C.A. Jensen, 1839 (Vedbygård), efter dette litografi af A.M. Petersen, 1839, og flere litografier med ændret orden til elefantorden, bl.a. af P. Gemzøe, talrige træsnit, bl.a. efter tegn. af H. Olrik, samt stik af A. Hansen, 1848. Mal. af C.A. Jensen, 1842 (Fr.borg). Silhouetter af N. Chr. Fausing (Kgl.bibl.) og andre (Fr.borg). Afbildet på S. Schacks mal., 1843, af kroningen 1840 (St.mus.) og på tegnet nøgle dertil (Kgl.bibl.), og på J. V. Gertners mal. af samme begivenhed (Rosenborg). Afbildet s.m. broderen på karikaturtegn. Relief af P. Petersen, 1851 (Fr.borg), medalje af samme, 1852. Mal. af Johannes Jensen ca. 1852 (Fr.borg, depon. i statsmin.). Litografi 1853 efter tegn. af samme. Afbildet på Constantin Hansens mal. 1860-64 af den grundlovgivende rigsforsamling (Fr.borg) og på forarbejder dertil (folketinget). Relief af Th. Stein, 1897 (Vidensk. selskab). Malet og tegnet s.m. broderen af Erik Henningsen. Afbildet i den oehlenschlägerske kreds på tegn. af Carl Thomsen 1900 og 1904. Buste af H. Quistgaard, 1923 (foran landsretten i Viborg). Maske af A. Bundgaard (Chr.borg). Statue af Johs. Bjerg, 1938 (Rudkøbing), hertil udkast 1934 (Fr.borg). Foto (sst.). – Mindestøtte af Chr. Hansen (Ørstedsparken i Rudkøbing). Mindetavle på fødehuset og Kronprinsessegade 28, Kbh.

Bibliografi

Bibliografi. A.S. Ørsted 1778-1978, udg. Ditlev Tamm, 1980 165-91. Axel Rafael: Register til A.S. Ørsteds skrifter, 1917. Henny Glarbo: Person- og sagregister til A.S. Ørsteds skrifter og taler, 1921.

Udg. Skrifter i udvalg, ved Troels G. Jørgensen I–VII, 1930– 36. Arbejder om trykkefriheden, udg. Harald Jørgensen, 1947.

Kilder. Af mit livs og min tids hist. I-IV, 1851-57 (ny forkortet udg. 1951). Danske politiske breve, udg. Povl Bagge m.fl. I-IV, 1945-58. Danske mag. 7.r.V, 1949-53 311-19.

Lit. A. Drachmann Bentzon i Pers. hist. t. 8.r.VI, 1927 195-203 (mødrene slægt). J.N. Høst: Statsråd v. Gönner mod etatsråd Ørsted, 1825. A. Thorsøe: Kong Fr. VII's regering I, 1884. Carl Ussing: A.S. Ørsted som retslærd, 1884 (optr. i Carl Ussing i skrift og tale, 1935 1-112). C. Goos, J. Nellemann og H. Øllgaard: A.S. Ørsteds betydning for den danske og norske retsvidenskabs udvikling I–III, 1885-1906. N. Neergaard: Under junigrundloven I–II, 1892-1916 (reproudg. 1973). Marcus Rubin: Fr. VI's tid, 1895 (reproudg. 1970). L. Koch: A.S. Ørsted, 1896. Harald Høffding i Vort folk i det 19.årh. I, 1897 251-77 (optr. i Gennem 1500 år, 1912 285-302). Samme: Danske filosofer, 1909 73-81. H. Munch-Petersen i Ugeskrift for retsvæsen, 1901 261-72. Ernst Andersen sst. B, 1963 69f. A. Heise i Saml. til jydsk hist. ogtop. 4.r.I, 1911-14 1–4-2 142-93 (heri breve). A.F. Krieger: Dagbøger I-VIII, 1920-43. Fr. Dahl: A.S. Ørsted som retslærd, 1927 (eng. udg. 1932). Samme: A.S. Ørsteds liv og virksomhed, 1936. Samme i Festskrift i anledning af 200års dagen for indførelsen af jur. eksamen ved Københavns universitet, red E. Reitzel-Nielsen og C. Popp-Madsen, 1936 156-70. Samme og Fl. Dahl i Hist. medd. om Kbh. 3.r.III, 1938-39 434-42 (heri brev). Troels G. Jørgensen: A.S. Ørsted som dommer, 1928. Samme: A.S. Ørsted, 1933. Samme i Tilskueren LII, 1936 I 196-207. Samme i Juristen, 1940 1-8; 1942 1-16 (jfr. sst. 33-35); 1943 81-95. Samme: De Ørstedske straffelove, 1948. Samme i Nord. t. för vetenskap, konst och industri, Sth. 1950 384-93. Samme: A.S. Ørsted, 1957. Hans Jensen: De danske stænderforsaml. I–II, 1931-34. Fr. Vinding Kruse i Tidsskr. for rettsvitenskap LXV, Oslo 1952 1-27. O.A. Borum sst. LXXX, 1967 413-21. Sten Gagnér sst. 1980 367-444. Et dansknorsk hjem belyst ved brev fra den Bull-Ørstedske familiekrets, ved Th. Bull, Oslo 1954. Højesteret 1661-1961 I–II, 1961. De danske ministerier 1848-1901, ved Sv. Thorsen, 1967. Ditlev Tamm i Oehlenschläger studier, 1973 117-29. Samme: Fra "lovkyndighed" til "retsvidenskab", 1976. Samme i Juristen og økonomen, 1978 509-22. Ernst Andersen i Ugeskr. for retsvæsen CXI, 1977 93-100. Povl Bagge og Kn. Waaben i Oversigt over videnskabernes selskabs virksomhed 1978-79, 1979 120-60. A.S. Ørsted 1778-1978, udg. Ditlev Tamm, 1980. Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ditlev Tamm: A.S. Ørsted i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 11. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299671