• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

A.L. Schou

Oprindelig forfatter TrGJ
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

A.L. Schou, August Lauritz Schou, 22.8.1863-3.11.1942, højesteretsdommer. Født i Kbh. (Frue), død i Holte, begravet Sorgenfri kgd. S. blev student 1880 fra Metropolitanskolen og juridisk kandidat 1886, og efter at have arbejdet som fuldmægtig ved nordre birk og ved Præstø amt blev han 1889 assistent i justitsministeriet. Herfra udnævntes han 1897 til assessor i kriminal- og politiretten. 1910 gik han over i landsover- samt hof- og stadsretten og 1915 i højesteret hvorfra han, der ved højesteretspræsident R. S. Grams afgang 1928 ikke havde ønsket at blive hans efterfølger, fik afsked 1933. Under den første del af sin langvarige dommergerning publicerede S. adskillige velskrevne afhandlinger hvori han behandlede aktuelle strafferetlige emner. Af disse kan nævnes en statistisk undersøgelse om alkohol og forbrydelse, en kritik af de lovforslag der gik forud for straffelovstillægget af 1905 og indlæg i drøftelsen af tilregnelighedsreglerne. Han deltog desuden i Dansk kriminalistforenings forhandlinger. Som forhørsdommer havde S. særlige opgaver bl.a. ved behandlingen af Lersøsagen 1900 og den omfattende sag mod fhv. justitsminister P. A. Alberti 1908–10. Ved siden af sin dommergerning, til dels efter sin afgang, varetog S. en række andre hverv, bl.a. som formand for en ekspropriationskommission i forbindelse med vandanlæg 1912–16, for overhuslejenævnet for Kbh. 1918–22, for akkordretten 1925–37 og som medlem af landsoverskatterådet 1912–36.

Familie

Forældre: assistent i indenrigsministeriet, senere departementschef, generaldirektør Johan Lauritz S. (1833–83) og Camilla Augusta Serina Arentzen (1833–1908). -28.5.1890 i Kbh. (Frue) med Elisa Goos, født 8.1.1868 i Kbh. (Johs.), død 23.9.1945 i Søllerød, d. af C. G. (1835–1917) og Amalie H. Irminger (1840–1904).

Udnævnelser

R. 1911. DM. 1920. K.2 1923. K.1 1926. S.K. 1933.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Højesteret 1661–1961 II, 1961.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Troels G. Jørgensen: A.L. Schou i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297136