Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

K. Kroman

Oprindelig forfatter SVRa
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

K. Kroman, Kristian Frederik Vilhelm Kroman, 29.3.1846-26.7.1925, filosof. Født i Maribo, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). K. gik i Maribo borgerskole til sit 15. år, var en kort tid i købmandslære og blev herefter forberedt til optagelse på Jonstrup seminarium hvor han 1865 tog lærereksamen. Efter et års huslærervirksomhed på Lolland rejste han til Kbh. hvor han på egen hånd læste til artium som han bestod 1869. Det var særlig naturvidenskaberne der interesserede ham, og han var oprindelig bestemt på at søge sit fagstudium her; men Søren Kierkegaards skrifter og den hjemlige filosofiske debat i forbindelse med den omstændighed, at han var kommet i personlig berøring med Hans Brøchner førte ham ind på det filosofiske studium, og 1874 tog han magisterkonferens i filosofi med psykologi som hovedfag. 1877 disputerede han for den filosofiske doktorgrad med afhandlingen Den exakle Videnskabs Indlæg i Problemet om Sjælens Existens. En kritisk Undersøgelse. Han kommer her til det resultat at problemet ikke kan løses videnskabeligt, hverken positivt eller negativt. Personlig mente han at hypotesen om eksistensen af en sjælesubstans havde størst sandsynlighed for sig, en tanke han fastholdt livet igennem. 1882 fik han Videnskabernes selskabs guldmedalje for den filosofiske prisafhandling Vor Naturerkjendelse, Bidrag til en Mathematikens og Fysikens Theori (trykt n.å.; overs, til tysk s.å.) der er hans filosofiske hovedværk og som skabte ham et anset navn også i udlandet. 1883 blev han, der lige fra sit rusår havde manuduceret i filosofi og efterhånden havde oparbejdet en betydelig manuduktionsvirksomhed, docent i filosofi og efter Sophus Heegaards død 1884 professor, i hvilken stilling han virkede til 1922. 1884 blev han tillige medlem af Videnskabernes selskab. Foruden filosofi docerede han pædagogik, og 1886–99 var han kultusministeriets pædagogiske konsulent.

K.s litterære arbejder omfatter foruden de ovennævnte bl.a. følgende. Sammen med toldkontrollør, senere toldforvalter A. Nyholm oversatte han (under mærket N. K.) nogle af H. Taines forelæsninger: Kunstens Filosofi, 1873, Den italienske Kunsts Filosofi, s.å. og Om Idealet i Kunsten, 1874. I Industriforeningens Maanedskrift skrev han nogle populærvidenskabelige afhandlinger: La Cours Fonotelegraf, 1877, Den mechaniske Varmetheori, 1880, Om Tidens Udmaaling og Inddeling, 1882, Isak Newton og hans Betydning for Videnskaben, 1884 og Perpetuummobile-Tanken og den nyere Fysik, s.å. 1882 udgav han Kortfattet Tænke- og Sjælelære, hvis 2., stærkt udvidede udgave 1888 (overs, til tysk 1890) blev lagt til grund for hans universitetsundervisning, mens udgaven Grundtræk af Sjælelæren med et Omrids af Tænkelæren, 1889, er blevet meget benyttet på seminarierne. En afhandling Om Filosofiens Væsen og Betydning blevtrykt i Vor Ungdom, 1883 (overs, til tysk i Vierteljahrsschr. f. wissensch. Philosophie IX, 1885). 1886 udkom Om Maal og Midler for den høiere Skoleundervisning og om Muligheden af dens organiske Sammenknytning med den lavere. En pædagogisk Undersøgelse. I en klar og livlig form tager han her ordet for en nyordning der er bestemt ud fra fysiologiske, psykologiske og til dels etiske hensyn. Han fremhæver betydningen af, at eleverne gennem en naturlig og helst livlig undervisning opdrages til selvvirksomhed, og mener at vægten må lægges på de legemlige fag (særlig gymnastik), matematik, naturfag, de nyere sprog og kulturhistorie, mens undervisningen i de klassiske sprog bør indskrænkes. Han vil, at drenge og piger skal have samme alsidige undervisning, men ikke fællesundervisning, og han er en ivrig talsmand for tanken om en enhedsskole. K.s reformtanker der i begyndelsen vakte stærkt røre, fik i årenes løb øget tilslutning, og en del af dem er blevet virkeliggjort. 1887 fik han sæde i en kommission der havde til opgave at fremkomme med forslag til en nyordning af landets gymnastikundervisning samt til oprettelse af en gymnastiklæreanstalt. K. var stærkt interesseret i den Lingske gymnastik, og den af kommissionen udarbejdede Haandbog i Gymnastik, 1899 (3. udg. I-II, 1915) der væsentlig er forfattet af ham, indeholder et modificeret svensk system som hurtigt blev indført i landets skoler, på folkehøjskolerne o.a.st. Gang på gang talte K. lærerstandens sag, og det lykkedes ham at få ministeriet til at oprette feriekurser og senere tillige årskurser i pædagogik, hvori han selv overtog undervisningen.

Af K.s arbejder må fremdeles nævnes afhandlingen Sur le syslerne de nos sensations des couleurs (Vidensk. Selsk. Forhandl., 1890; på dansk i udvidet og ændret form som Farvernes Verden (Naturen og Mennesket III, s.å.)); Kapsejladsens Logik, Bidrag til Løsning af Maaleproblemet m.m., 1893; Livsanskuelse og Videnskab. Tale ved Kbh.s Universitets Reformationsfest, 1900; Nogle Bemærkninger om Bronzelurerne i Nationalmusæet i Kbh. (Aarbøger f. nordisk Oldkyndighed og Hist., 1902; opr. på fransk i Vidensk. Selsk. Forhandl., s.å.) og Et Par afsluttende Bemærkninger om Bronzelurerne (sst., 1904); Fircifrede Logaritmer og Antilogaritmer, 1902; Den nye danske Skotegymnastik, s.å.; Begrebet "Det Etiske". Undersøgelser angaaende Muligheden af en videnskabelig Etik (Univ. Progr., 1903), udg. n.å. som Etik. I. Den almindelige Etik (overs. til tysk s.å.); Some Remarks regarding the Measuring and the Time-Allowance Questions for Rating Yachts, 1905; Den aposterioriske Sandsynlighed (Vidensk. Selsk. Forhandl., 1908); Skrueskibet og de gængse Skrueteorier (Ingeniøren, jan.-marts 1912); Organisk Mekanik (Gymnastisk Selsk.s Aarsskr., s.å.); Relativitetsprincipet (Fysisk Tidsskr. 1915); Laws of Muscular Action (Vidensk. Selsk. Biol. Medd., 1917; på dansk i Gymnastisk Tidsskr., s.å.); Matematikken og Erkendelseslæren. Til Belysning af den "ikke-euklidiske" Geometris Oprindelse, 1920 (på eng. i Vidensk. Selsk. Medd., s.å.); Fr. Macody Lund og Genrejsningen af Trondhjems Domkirke (s.å.); Plantrigonometri, 1921; De store Forbogstaver, 1922; Genrejsningen af Trondhjems Domkirke (III. Tid. 1923); Musik og Matematik (Ingeniøren, s.å.); Det menneskelige Øjes Bevægelser, udgivet af Gymnastisk Selskab, s.å. (på eng. lidt ændret form i Acta ophthalmologica, 1924). Til hans forfatterskab hører endvidere det selvbiografiske Fra Studietiden.

Annonce

K.s første filosofiske arbejder betegner en kursændring inden for dansk filosofi ved deres bestemte afvisning af metafysiske ("lyriske") spekulationer og stærke fremhævelse af, hvor nødvendigt det er for den filosofi der vil bære navnet videnskab, at tilegne sig den naturvidenskabelige forsknings eksakthed og besindighed. Vel orienteret i de filosofiske problemer (blandt filosofferne nævner han med forkærlighed I. Kant, R. H. Lotze og John Stuart Mill) og med betydelig indsigt i matematik og fysik tog han en række fundamentale erkendelsesteoretiske spørgsmål op til en indgående undersøgelse der i lige grad vidner om hans klare og skarpe tænkning og hans fortræffelige fremstillingsevne. Som erkendelsesteoretiker skelner han mellem formale videnskaber der er aprioriske og angår objekter vi selv har skabt ved definition (fx de matematiske begreber), og reale videnskaber der er empiriske og angår forefundne objekter (ɔ: erfaringsgenstande). Mens formalvidenskaberne giver os en nøjagtig og sikker erkendelse, kommer den realvidenskabelige erkendelse aldrig ud over tilnærmelser og sandsynligheder. De formale videnskabers sikkerhed beror på, at der sluttes logisk ud fra de definerede objekter, og den logiske slutnings sikkerhed er at søge deri, at vi ikke er i stand til at forestille os nogen anden mulighed end den, slutningen udtrykker. "Al Tankenødvendighed beror til syvende og sidst paa Anskuelsesnødvendighed". Det er denne grundforudsætning for hans erkendelsesteori der fører ham til at indtage en polemisk holdning over for de ikke-euklidiske geometrier og Einsteins relativitetslære. Hvad de forefundne objekter, erfaringsgenstandene, angår, lærer han, at da det er en absolut betingelse for at vi praktisk kan beherske dem og videnskabeligt forstå dem, at de optræder konstant, "saa fatte vi med Selvopholdelsens Styrke det Haab, at Betingelsen er opfyldt". Betingelsen er formuleret i årsagssætningen, og denne bliver således "et Postulat, en Begyndelsespaastand, hvormed vi gaa til al vor Forskning".

Hvor meget K. end anerkender årsagsprincippets nødvendighed for realvidenskaberne, tager han dog et forbehold hvor det drejer sig om menneskets viljesliv. Her kan princippet kun anvendes i "modereret" form, idet han med "den relative Determinisme (eller Indeterminisme)" antager, "at Individets Villen vel i højere eller ringere Grad er éntydigt bestemt ved dets Tilstand og Beskaffenhed, men at et vist Spillerum dog bestandig maa blive tilbage". Vigtige etiske begreber som anger, skyld og ansvar taber efter hans mening deres sædvanlige betydning, hvis viljen ikke antages at være fri. – I sin "etik" bestemmer han den etiske opførsel som "den med Menneskets inderste blivende Væsen overensstemmende, den til syvende og sidst modsigelsesfri" og finder den etiske drivkraft i modsigelsens smerte eller selvoverensstemmelsens glæde. Jo dybere den enkeltes selvforståelse bliver, des klarere vil han indse at hans eget tarv ikke er vel forstået, før det omfatter samtlige følende væseners tarv.

I sine sidste år var K. stærkt optaget af spørgsmålet om en ny kirkelig reformation. Han mente, at en sådan var nødvendig, "hvis Religionen i Landet ikke skal udsættes for at uddø af Mangel paa Sundhed og Sandhed", og i tale og skrift slog han til lyd for en unitarisk kristendom. Det var karakteristisk for hans pragmatisk farvede filosofi med den skarpe adskillelse mellem tro og viden, at trosproblemet ikke blev gjort til genstand for en mere indgående drøftelse, hvad der er blevet opfattet som en tilkendegivelse af, at han ønskede at værne om visse overleverede religiøse synspunkter. – K. besad som få de særlige betingelser der er nødvendige for at kunne bidrage til udviklingen af en videnskabelig filosofi. Når hans bidrag her alligevel blev forholdsvis få, og hans filosofiske produktion temmelig tidligt standsede, må grunden hertil søges dels deri, at hans mange pædagogiske gøremål kun levnede ham ringe tid til videnskabeligt arbejde, og dels måske navnlig deri, at hans interesse for en viderebehandling af de filosofiske problemer ligesom svækkedes med årene. Det var matematik og fysik der havde hans store interesse. Som universitetslærer fik han betydning for mange ved den klarhed og rationalitet der prægede hans undervisning. De der lærte ham personlig at kende fik indtrykket af en sjældent nobel og retlinet karakter.

Familie

Forældre: skibsfører Levin Christian K. (1810–98) og Elisabeth Christiane Richardine Krøyer (1810–84). Gift 1.9.1877 i Kbh. (Johs.) med Marie Louise Bruun, født 19.3.1852 på Frbg., død 2.10.1926 i Kbh., d. af cand.polit., senere justermester Ernst Martinus Calvinus Luther B. (1817–94) og Katrine Amalie Steenberg (1819–1901).

Udnævnelser

R. 1893. DM. 1909.

Ikonografi

Afbildet på mal. af P. S. Krøyer af møde i Vidensk. selskab, 1897 (Vidensk. selskab). Foto.

Bibliografi

Kilder. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1878 95f. K. K.: Fra studietiden i Minder fra studenterdagene, red. E. Rindom, 1924 90–104.

Lit. J. W. Krøyer i Arkiv for genealogi og heraldik, 1908–19 162. H. Høffding i Nord. t. för vetenskap, konst och industri, Sth. 1878 292–95. Edv. Lehmann sst. 1886 482–87. P. Tannery i Revue philosophique XVII, Paris 1884 432–48. J. L. Heiberg i Vor ungdom, 1886 194–214. Edv. Lehmann i Gads da. mag., 1921 213–19. Samme sst. 1925 430–38. Joakim Larsen: Bidrag til den da. folkeskoles hist. 1818–98, 1899. M. C. Mott-Smith: Metageometrische Raumtheorien, Halle 1907. Émile Meyerson: Identité et réalité, Paris 1908 (5. udg. 1951; eng. overs.: Identity and reality, N.Y. 1930). Samme: De l'explication dans les sciences II, Paris 1921. Samme: Du cheminement de la pensée, Paris 1931. Jørgen Jørgensen i Spectator I, 1916 384–87. Samme: A treatise of formal logic III, 1931. A. Sneum i Folkeskolen, 1916 150–52. Vald. Hansen i Ugens tilskuer, 1917 215–18. Samme: K. K., 1955. Anathon Aall: Filosofien i Norden, Kria. 1919. Otto Holder: Die mathematische Methode, Berlin 1924. V. Brücker i Politiken 18.7.1925. C. N. Stareke i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1925 85–90. P. J. M. Vinther i Dansk seminariebl. s.å. nr. 7 6–10. Th. K[ierkegaard] i Protestantisk tid. s.å. 188f. Stig Bredstrup i Højskolebl. s.å. 1073–80. H. Høffding i Oversigt over vidensk. selsk.s forhandl. 1925–26 53–56. Samme: Erindr., 1928 120 163 191 202. A. F. Krieger: Dagbøger VI, 1925 235 259 276f. V. Kuhr i Kantstudien, Berlin 1926 125f. Søren Holm: Filosofien i Norden for 1900, 1967 149–52. Carl Henrik Koch i Danish year-book of philosophy XIII, 1976 147–66.

Papirer iKgl. bibl. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
S. V. Rasmussen: K. Kroman i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293068