Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Harald Høffding

Oprindelig forfatter Blegv

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Harald Høffding, 11.3.1843-2.7.1931, filosof. Harald Høffding var tredjeældste søn af den ansete og ganske velstående grundlægger af handelsfirmaet N.F. Høffding og forlod først hjemmet i Nørregade da han 27 år gammel stiftede eget hjem. Han gik i den nærliggende Metropolitanskole hvorfra han 1861 blev student med udmærkelse. I de sidste skoleår fulgte han desuden forelæsninger ved universitetet, dels Carsten Hauchs over æstetik, dels B.J. Fogs over teologi som han valgte som studiefag, motiveret af en religiøs interesse der mindre skyldtes påvirkninger fra forældrene end konfirmationsforberedelsen hos J.H. Paulli, men som først og fremmest udsprang af en indre trang til afklaring af livsanskuelsesspørgsmål der bl.a. var blevet næret ved beskæftigelsen i skolen med Platons filosofi. Ved siden af den teologiske undervisning fulgte Harald Høffding derfor forelæsninger hos de filosofiske professorer F.C. Sibbern og Rasmus Nielsen, også efter at han havde aflagt den alm. filosofiske prøve.

I studietiden kom Harald Høffding ud i en religiøs krise; han fordybede sig i Søren Kierkegaards skrifter og blev overbevist om at denne havde ret i at de krav den oprindelige og egentlige kristendom stiller til den enkelte er uforenelige med deltagelse i det liv der udfolder sig i familie og stat, kunst og videnskab, og at kirken havde forrådt kristendommen. Den harmoni mellem videnskab og tro, mellem verdslighed og religion som han i overensstemmelse med den Martensenske forening af Hegelianisme og kristen dogmatik havde troet på afsløredes af Kierkegaards bidende kritik som en illusion. Han drog foreløbigt den konsekvens at gøre den indrømmelse denne havde forlangt af ethvert ærligt menneske: indrømmelsen af ikke at kunne leve op til urkristendommens etik. Og han opgav at blive præst. Alligevel fortsatte han det teologiske studium og blev kandidat 1865.

Kriseårene var, skriver han i sine Erindringer, "de tungeste og mørkeste af mit Liv". Han levede asketisk, var ofte nedtrykt og indesluttet, til sorg og bekymring for familien. Med lettelsen over at have gjort 'indrømmelsen' og taget beslutningen om ikke at blive præst og tilfredsstillelsen ved gennem eksamenslæsningen at beherske et intellektuelt stof indtrådte i løbet af 1865 en lysning, og i oktober tog han et skridt han senere erklærede for "det mest afgørende Vendepunkt i mit Liv"; han forlovede sig med en jævnaldrende proprietærdatter fra Vendsyssel, Emma Pape, som han havde kendt siden 1861, og som nu besøgte en søster på Frederiksberg. "Den naturlige, menneskelige Trang sejrede og dermed blev i Virkeligheden Grunden lagt til hele min senere Maade at tage Livet paa. Som jeg tidligere havde slængt de teologiske Kommentarer hen ad Gulvet, saaledes slængte jeg nu Kierkegaards 'Øjeblikke'" skriver han i selvbiografien.

Annonce

Sin plads i 'det verdslige liv' fandt Harald Høffding nu som lærer, navnlig ved Mariboes skole, først i dansk og historie, senere i græsk og latin, et arbejde han beholdt i 17 år. I den første tid omgikkes han især de kolleger, der samlede sig om Kristian Arentzen, som han selv havde haft som en inspirerende dansklærer. Han anvendte i stigende grad sin fritid til filosofiske studier. Navnlig arbejdede han med græsk filosofi, og 1870 erhvervede han den filosofiske doktorgrad på en afhandling om Den antike Opfattelse af Menneskets Villie. Viljesbegrebet havde han allerede beskæftiget sig med to år før da han besvarede universitetets prisspørgsmål: Hvorvidt kan den i vor Litteratur i sin Tid førte Strid om den frie menneskelige Villies Realitet siges at have ført til et blivende og udtømmende videnskabeligt Resultat? I erindringerne erklærer Harald Høffding sig for utilfreds med sin besvarelse der dog belønnedes med guldmedalje. Efter bedømmernes mening bestod dens væsentlige værdi i den indgående karakteristik af de standpunkter der var fremført i den såkaldte Howitz-fejde i 1820'erne.

Som forfatter debuterede Harald Høffding allerede 1866 med Philosophie og Theologie, et indlæg i den 'strid om tro og viden' som brød ud i 1864 i forbindelse med fremkomsten af første del af Rasmus Nielsens hovedværk Grundideernes Logik. I dette udvikledes det synspunkt at videnskab og kristen tro er så væsensforskellige at de ikke kan modsige hinanden, men hver repræsenterer sin art sandhed. Det var den løsning Rasmus Nielsen for sit vedkommende var kommet til ved at acceptere Kierkegaards kritik af den teologiske ortodoksi, og som Harald Høffding i sit lille skrift forsvarede. Allerede i november 1867 skrev han imidlertid til sin kæreste at han "ikke længere kan stemme med Rasmus Nielsen". Det var ikke mindst den kritik den tredje filosofilærer Hans Brøchner rettede mod den Nielsenske dualisme der havde gjort indtryk.

I samme brev skrev Harald Høffding at "Kristendommen vil – det er jeg fuldt og helt overbevist om – altid være mig den højeste Sandhed", men faktisk varede det ikke længe før han for stedse opgav den kristne tro. Han bevarede livet igennem stor interesse for religiøse spørgsmål, men foreløbig gik hans arbejde i andre retninger. Brøchner fik i årene til sin død 1875 en ikke ringe betydning for Harald Høffding der kom til at stå ham nær og senere udgav dels hans erindringer om Søren Kierkegaard, dels hans brevveksling med Chr. K.F. Molbech. Det var Brøchner der i 1868 tilrådede Harald Høffding at søge udenlands hvad der førte til et længere Parisophold 1868–69 hvor han "lærte andre Tankeretninger at kende end dem, der stammede fra Tyskland, og som hidtil havde haft størst Indflydelse paa dem, der herhjemme gav sig af med Filosofi". Han hørte H. Taine forelæse, læste A. Comte og H. Spencer og modtog afgørende påvirkninger i positivistisk retning som han senere formidlede til det danske miljø, i første omgang ved en fremstilling af Den engelske Philosophi i vor Tid, 1874 der fulgte efter en tilsvarende af Philosophien i Tydskland efter Hegel, 1872. Han holdt foredrag om Darwin og Spencer og oversatte sidstnævntes Om Opdragelse, 1876 og Mindre Afhandlinger, 1878.

Doktorgraden skaffede Harald Høffding det Smithske stipendium som gjorde det økonomisk muligt for ham at gifte sig i oktober 1870. Den gav ham også ret til at forelæse som privatdocent, en ret han benyttede sig af fra foråret 1871. Der udkrystalliserede sig hos ham i disse år en forestilling om strukturen i en filosofi som på én gang kunne tilfredsstille hans personlige trang til klarhed og udfylde sin plads i åndslivet i forhold til videnskab, kunst og religion. I en forelæsning i 1874 redegjorde han for disse tanker i form af en oversigt over de filosofiske hovedproblemer og deres indbyrdes sammenhæng. Han erklærede senere at i den forelæsning lå spirerne til alt hvad han udviklede i sine efterfølgende filosofiske værker.

Det er karakteristisk for Harald Høffding, at en sådan "Indledning til Filosofien" måtte tage udgangspunkt i problemerne; det var for ham dem og ikke principper eller systemer der konstituerer filosofien. Han skelnede mellem fire hovedproblemer (hvis rækkefølge han dog i tidens løb varierede): I. bevidsthedsproblemet (det psykologiske problem), 2. erkendelsesproblemet (det logiske problem), 3. tilværelsesproblemet (det kosmologiske eller metafysiske problem), 4. vurderingsproblemet (det etisk-religiøse problem). Fra først af var denne firdeling et resultat af filosofihistoriske studier; de spørgsmål filosofferne i tidernes løb havde behandlet kunne bedst grupperes således fandt Harald Høffding. Men nærmere eftertanke viste ham at de fire hovedproblemer kan opfattes som udtryk for et og samme grundproblem: forholdet mellem enhed og mangfoldighed, sammenhæng og selvstændighed eller – som han helst sagde – mellem kontinuitet og diskontinuitet.

Dette det centrale punkt i hele Harald Høffdings filosofi kan forstås ud fra hans personlige erfaringer, ungdomstidens kamp for at skabe harmoni mellem stridende tendenser. I "Erindringer" siger han at studiet af Kierkegaard havde "ledet mig til en Tanke, mit senere filosofiske Studium førte til at uddybe og anvende i det Enkelte, den Tanke nemlig, at det aandelige Livs formale Ejendommelighed ligger i den Enhed, den Koncentration, hvormed Livsindholdet sammenfattes, og at Maalestokken for et Aandslivs Værdi ligger i Forholdet mellem Indholdets Fylde og Koncentrationens Energi". Andetsteds henviser han til Spencers udviklingsformel som en kilde til denne tanke som indebærer at bevidsthedslivets væsen er stræben efter syntese, erkendelsens væsen stræben efter at sammenfatte flere og mere forskelligartede fænomener under samme princip eller teori, og den etiske opgave udviklingen af en rig og fast personlighed i harmoni med de krav den fælles velfærd stiller.

Det af hovedproblemerne Harald Høffding først tog fat på var det psykologiske. Fra 1875 til 1882 arbejdede han på en samlet fremstilling af psykologien, der udkom sidstnævnte år under titlen Psykologi i Omrids paa Grundlag af Erfaring, og som senere kom i mange udgaver og på mange sprog. Dette værk gjorde ham kendt både herhjemme og i udlandet og banede vejen for hans senere karriere. Harald Høffding havde sat sig grundigt ind i tidens psykologiske viden og teorier, men alt blev sigtet og fortolket ud fra de ledende tanker han havde fundet frem til selv. Mens metafysiske spørgsmål om sjælesubstansens eksistens o.l. behandles kortfattet – i kap. 2 går han ind for en Spinozisk identitetsopfattelse af forholdet sjæl-legeme – ligger – i overensstemmelse med undertitlen – hovedvægten på analyse af bevidsthedslivet som vi erfarer det hos os selv og andre.

Harald Høffding er kritisk mod anvendelsen af eksperimentelle metoder i psykologien. Han fremhæver ligeledes begrænsningerne i den associationspsykologiske opfattelse; den er for atomistisk og underkender dermed den sammenfattende virken som under påvirkning fra Immanuel Kant kaldte syntese og anså for "Bevidsthedslivets Grundlov". Harald Høffding følger også Kants tredeling i erkendelse, følelse og vilje, men erklærer "Villien i Ordets videste Betydning" for det primære ("Voluntarisme"). Han støtter sig til Pierre Janets fremhævelse af tendenser til bevidsthedslivets opløsning som væsentlig for sjælelig sygdom og til egne analyser af fx overgangen fra ubevidst til bevidst, hukommelsen (i "Om Erindring" 1878), sammenligning og beslutning. Som følge af syntesen præges hvert bevidsthedselement af den sammenhæng hvori det optræder ('Forholdsloven'). Diskussionen af associationspsykologien fortsatte Harald Høffding i Psykologiske Undersøgelser, 1899 og et par mindre artikler i tyske tidsskrifter (Über Wiedererkennen, Assoziation und psychische Aktivität, 1889, Zur Theorie der Wiedererkennen, 1892). Han polemiserer mod alle forsøg på at reducere lighedsassociationer til berøringsassociationer og hævder eksistensen af en umiddelbar bekendthedskvalitet. Begge disse punkter har gestaltpsykologer som W. Kohler senere fremdraget som væsentlige fremskridt.

Under arbejdet med psykologien havde Harald Høffding den store sorg at miste sin hustru. En perniciøs anæmi rev i juni 1877 Emma Høffding bort fra mand og to små sønner. En opmuntring var tildelingen af to års støtte fra det nyoprettede Carlsbergfond (1878–80), og i 1880 opnåede Harald Høffding ansættelse som docent ved universitetet og kunne opgive de fleste skoletimer. Samme år var han med til at stifte foreningen Bogstaveligheden der blev samlingssted for tidens betydeligste kunstnere og digtere, og 1882 talte han på det første møde i det nye Studentersamfund Om Realisme i Videnskab og Tro. Dette foredrag – trykt i samlingen Mindre Arbejder (I), 1899 – giver et godt indtryk af Harald Høffdings holdning til tidens filosofiske strømninger: en udogmatisk realisme der kun hævder "de naturlige Aarsagers Princip" som arbejdshypotese og ikke identificerer den sande erkendelse med "ophobede Erfaringer" kan acceptere idealismens krav om, at vi skal søge "Sammenhæng og Enhed", men må afvise dens krav på spekulativ adgang til tilværelsens inderste. En sådan realisme er "vel forenelig med en Bestræbelse for at hævde det aandelige Livs Værdi" og dermed med det centrale i idealismen. "Realisme i Tro" kan da fastholde "Troen paa Verdensudviklingens ideale Værdi, men samtidigt (være) overbevist om, at denne ideale Værdi realiseres gennem de naturlige Aarsagers Virken".

Også i det politiske liv kom Harald Høffding i disse år til at deltage; oprørt over J.B.S. Estrups provisoriepolitik gik han ind i det samarbejde mellem venstremænd, socialdemokrater og liberale højremænd der organiseredes i Den liberale vælgerforening på Frederiksberg som Harald Høffding blev formand for 1884. Hans optræden en aften i Studentersamfundet hvor han og Kristian Erslev talte for C. Berg, Peder Noes og Nielsen der var dømt for at have fjernet en politimester fra tribunen ved et politisk møde i Holstebro, havde nær ført til afskedigelse fra det professorat i filosofi han 1883 havde overtaget efter Rasmus Nielsen, men han og Erslev slap med en irettesættelse.

Den interesse for samfundsspørgsmål som i disse år udvikledes hos Harald Høffding i takt med at hans stemme fik forøget vægt i den offentlige debat viser sig foruden i en mængde foredrag og mindre skrifter navnlig i hans andet hovedværk Etik med den talende undertitel En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse paa de vigtigste Livsforhold som udkom 1887. Med opgivelsen af kristendommen stillede der sig for Harald Høffding den opgave at udvikle en etik uden religiøst grundlag, og i overensstemmelse med den realisme han i 1882 proklamerede søgte han grundlaget for en sådan human etik i menneskenaturen således som psykologien viser den. Jævnsides med arbejdet på psykologibogen beskæftigede Harald Høffding sig da også med 'det etiske problem'. 1876 udsendte han et lille skrift Om Grundlaget for den humane Etik, to år senere anmeldte han H. Martensens "kristelige Ethik" og etiske værker af Sibbern og Sofus Heegaard udførligt.

Først i januar 1886 nåede han imidlertid til klarhed på et væsentligt punkt. Ved at stille "Spørgsmaalet om Etikens Forudsætninger paa kritisk Maade" kom han gennem "Tankearbejde, der flere Dage igennem holdt mig næsten uafbrudt ved min Pult" til det resultat "at der, naar man stiller tilbørligt strenge Fordringer til Begrundelse, ikke gives en Etik, der rationelt kan paatvinges Alle". Der er flere mulige standpunkter fra det enkelte øjebliks til hele menneskehedens ud fra hvilke etiske domme kan fældes. Det er ikke muligt at vise at det sidstnævnte som Harald Høffding lægger til grund for sin etik er rigtigere end de andre; højst kan det vises ad hvilke veje man psykologisk kan komme til at acceptere det, og, hvad der ikke er det samme, handle ud fra det. I et foredrag i Videnskabernes selskab, som Harald Høffding i 1884 var blevet medlem af, redegjorde han i februar 1886 for dette synspunkt på etikkens grundlag. Foredraget indgår som kap. 3 i "Etik". Vægten i dette værk ligger dog mere på en udvikling af en sådan 'velfærdsetiks' konsekvenser på en række livsområder end på en konsekvent gennemtænkning af dens principielle grundlag og forhold til andre etiske systemer. Af senere etiske værker kan nævnes Etiske Undersøgelser, 1891 og Human Etik, 1901, en kortfattet fremstilling til brug ved folkeuniversitetsforelæsninger som dog udmærker sig ved en ny og klarere ordning af stoffet.

Harald Høffding har selv inddelt sit filosofiske virke i perioder, efter hvilke discipliner han mest arbejdede med: 1875–87 psykologi og etik, 1887–95 filosofihistorie, fra 1895 religionsfilosofi og erkendelsesteori. Det filosofihistoriske hovedværk Den nyere Filosofis Historie udkom i 2 bind 1894–95, og en slags fortsættelse, Moderne Filosofer, 1904 (indarbejdet i 3. udg. af hovedværket 1921). Hertil slutter sig dels større og mindre behandlinger af enkelte filosoffer, først og fremmest Baruch Spinoza (1877, 1918, 1921), Kant (1893, 1894, 1896) og Kierkegaard (1892, 1913), dels en fremstilling af og en antologi over dansk filosofihistorie (Danske Filosofer, 1909, Udvalgte Stykker af dansk filosofisk Litteratur, 1910). Om Fr. Nietzsche som Harald Høffding behandlede i Moderne Filosofer og sammen med Kierkegaard i 1911 (se Mindre Arbejder. Tredie Række. 1913) førte han 1889–90 en debat med Georg Georg Brandes hvis artikel i "Tilskueren" om "Aristokratisk Radikalisme" var den første virkelige respons på Nietzsches tænkning overhovedet. Den hævdelse af det store menneske som 'historiens formål', og den foragt for den almene velfærd som Brandes fandt hos Nietzsche og gav tilspidsede udtryk for i artiklen stødte Harald Høffding der reagerede med Demokratisk Radikalisme. En Indsigelse. Intet menneske kan være blot et middel for et andet hævdede Harald Høffding her med henvisning til Kant. Debatten fortsatte i en skarp tone med endnu to indlæg fra hver side. Ingen af dem havde på dette tidlige tidspunkt nogen indtrængende forståelse af Nietzsche, og debatten har mindre interesse for forståelsen af denne end som udtryk for sammenstødet mellem to vidt forskellige temperamenter og livsholdninger der angiver spændvidden i tidens danske naturalisme og positivisme.

Harald Høffdings filosofihistoriske forfatterskab præges af enorm belæsthed og selvstændig tilegnelse og bearbejdelse af det læste. I forhold til tidligere fremstillinger lægges i hovedværket større vægt på de enkelte tænkeres personlige forudsætninger og på filosofiens sammenhæng med andre sider af samfunds- og kulturlivet. Det er oversat til hovedsprogene, og så sent som 1952 kom den engelske oversættelse i nyt optryk. 1898 udsendte Harald Høffding en Kort Oversigt over den nyere Filosofis Historie der er kommet i et stort antal oplag og er anvendt ved filosofikum-undervisningen til i 1950'erne. Også Harald Høffdings Formel Logik, 1884 (og senere) er beregnet til dette formål.

Fra 1897 (talen om Det religiøse Problem ved reformationsfesten, se "Mindre Arbejder" 1899) beskæftigede Harald Høffding sig med religionsfilosofi, og 1901 forelå hans fjerde hovedværk Religionsfilosofi, fulgt op af Om nogle religionsfilosofiske Arbejder i den nyeste Tid, 1903 hvori navnlig W. James omtales, Forord og Efterskrift til min Religionsfilosofi, 1905 samt Religion og Videnskab, 1910. Også essaysamlingerne Oplevelse og Tydning, 1919 og Religiøse Tanketyper, 1927 har overvejende religionsfilosofisk indhold. Mens religionen ikke giver erkendelse og dogmatisk religion derfor må opgives kan det væsentlige og værdifulde i den bevares i en udogmatisk 'livspoesi' der indebærer fortrøstning om at de kræfter der styrer tilværelsen ikke er indifferente over for hvad der for os står som værdifuldt. Med bestemmelsen af religion som tro på "Værdiens Bestaaen" er givet berettigelsen af den sammenknytning af etik og religionsfilosofi Harald Høffding allerede foretog i 1874 ved at opstille 'det etisk-religiøse problem' som et af de filosofiske hovedproblemer. Begge discipliner beskæftiger sig med værdier, og værdibegrebet indføjes som en hovedkategori i den kategorilære der udgør et hovedled i Harald Høffdings erkendelsesteori som den er fremstillet i det femte og sidste hovedværk Den menneskelige Tanke, 1910.

I dette værk samles trådene fra de foregående, idet psykologiske emner behandles i første kapitel, og verdensanskuelse, etik og religion i sidste. Hovedkapitlet omhandler tankens former, kategorierne, som inddeles i de fundamentale: syntese, relation, kontinuitet – diskontinuitet, de formelle: identitet, kvalitetsforhold, negation og rationalitet, samt de reale: kausalitet, totalitet, udvikling. Værdierne udgør de ideale kategorier. Erkendelsens opgave er at bearbejde givne emner med formerne og derved at opnå den højest mulige grad af kontinuitet og rationalitet. På visse punkter støder dette arbejde på særlig modstand: "Paa en hel Række Punkter afløses den rationelle Kontinuitet i vor Viden af empiriske Data, der foreløbigt staa som uopløselige". Dette gælder hvor kvalitetsforskelle ikke kan reduceres til kvantitetsforskelle, og succession ikke kan vises at rumme den kontinuitet som kausalitetskategorien kræver. Også modsætningen subjekt-objekt synes uovervindelig. Erkendelsen er derfor principielt uafsluttelig. Sandhed er ikke "Erkendelsens Overensstemmelse med Tilværelsen", men indbyrdes harmoni (kohærens).

"Den menneskelige Tanke" havde forløbere som Filosofiske Problemer, 1902 og fulgtes op af Totalitet som Kategori, 1917, Relation som Kategori, 1921, Begrebet Analogi, 1923 samt Erkendelsesteori og Livsopfattelse, 1925 og Bemærkninger om Erkendelsesteoriens nuværende Stilling, 1930 hvori spores indflydelse af samtaler med Niels Bohr om den moderne fysiks filosofi. Da "Den menneskelige Tanke" udkom var Harald Høffding en højt anerkendt kulturpersonlighed. Han havde været rektor for Københavns universitet 1902–03 og han havde en fremtrædende position i Videnskabernes selskab. Han havde på rejser i udlandet, bl.a. til verdensudstillingen i St. Louis 1904 knyttet forbindelse med tidens førende filosoffer, og hans værker havde fået stor udbredelse også i udenlandske fagkredse. Hjemme dannede han sammen med Chr. Bohr, Chr. Christiansen og Vilhelm Thomsen en kreds der mødtes regelmæssigt. I 1912 blev han formand for universitetskommissionen og såvel ved 60-års- som ved 70-års-dagen hyldedes han stærkt. 1914 valgtes han til som den første at bebo æresboligen på Carlsberg. 1915 forlod han professoratet, men fortsatte usvækket sit filosofiske arbejde, ligesom han var virksom i Dansk røde kors under første verdenskrig og som formand 1917–21.

1915 påbegyndte Harald Høffding sine "Erindringer", der udkom 1928. 1916 udsendte han en af sine mest personlige bøger Den store Humor der sammen med nogle gæsteforelæsninger fra Helsingfors: Personlighetsprincipen i filosofien, 1911 giver det bedste udtryk for hans livsholdning. Det ægteskab han i 1924 indgik med en meget yngre svensk beundrerinde blev ikke lykkeligt; hendes sjælelige uligevægt udviklede sig til sindssyge, og hun døde før ham.

Efter Harald Høffdings død, der indtraf et par år efter at han på 85-års-dagen havde været genstand for stor hyldest, udgav F. Brandt hans Psykologi og Autobiografi, 1943 og – sammen med sønnen Hans Høffding og J. Adigard des Gautries – hans brevveksling med Emile Meyerson (1939), mens planer om publicering af brevvekslingerne med andre udenlandske filosoffer endnu ikke er realiserede. Den centrale plads i tidens videnskabelige og kulturelle liv i Danmark som Harald Høffding kom til at indtage skyldes hverken blændende skarpsindighed, store evner som skribent eller epokegørende synspunkter. Snarere var det hans omfattende orientering, hans redelighed og besindighed og hans personlige engagement i det filosofiske arbejde der vakte respekt. Hans filosofi tiltalte mange ved sit humanistiske præg og ved – i overensstemmelse med Harald Høffdings ledende tanke: syntesen der består i en stræben efter enhed i mangfoldigheden – at forene og afbalancere synspunkter, der i vesterlandsk tænkning til tider havde stået skarpt over for hinanden. Hans virke bidrog til at styrke filosofiens placering i dansk videnskabeligt liv. Den tilknytning til fagvidenskaberne, deres forudsætninger, metoder og resultater som betingede dette udelukkede ikke for Harald Høffding en fremhævelse af den personlige baggrund for filosofisk arbejde, idet en sådan også efter hans mening gør sig gældende ved videnskabelig forskning, uanset den stræben efter objektivitet som er væsentlig for den.

En yngre bror, Otto Frederik Høffding, født 13.1.1847, død 22.4.1910, blev kandidat fra landbohøjskolen 1869 og virkede som praktisk landmand fra 1874 da han forpagtede Strandegård ved Præstø. Han blev 1896 medlem af, 1907 formand for De samvirkende sjællandske landboforeningers bestyrelse. Fra 1902 var han medlem af landhusholdningsselskabets bestyrelsesråd. R. 1892. DM. 1903.

En ældre bror, Paul Victor Høffding, født 5.6.1836, død 24.6.1910, blev efter læretid i faderens forretning og videreuddannelse i udlandet medindehaver, fra 1873–87 sammen med moderen, ved hvis død han blev eneindehaver. 1897–1908 var han medlem af Grosserersocietetets komité, 1873–97 af Sø- og handelsretten, 1896–1901 af Nationalbankens repræsentantskab, 1902–08 af Privatbankens bankråd. Han var medstifter af, og 1897–1909 medlem af bestyrelsen for ØK. R. 1899. DM. 1904.

Familie

Harald Høffding blev født i Kbh. (Frue), død sst., begravet sst. (Vestre). Forældre: grosserer, major ved Kbh.s borgervæbning, senere oberst Niels Frederik Høffding (1807–73) og Martha Christine Erasmine Gjellerup (1813–96). Gift 1. gang 24.10.1870 i Torslev, Dronninglund hrd., Hjørring amt, med Emmarenzia Lucie Pape, født 19.5.1843 på Hejselt, Torslev sg., Hjørring amt, død 12.6.1877 på Frbg., datter af godsejer Hans Christian Pape (1807–89) og Louise (Lucie) Emmarenzia Høffding (1807–89). Gift 2. gang 3.10.1924 i Kbh. (b.v.) med Greta Sofia Maria Ellstam, født 9.6.1900 i Iron Mountain, Mich., USA, død 17.8.1930 i Roskilde, datter af læge Efraim Ellstam (1864–1901) og Ester Harling (født 1864). – Bror til Theodor Høffding.

Udnævnelser

(Harald Høffding) R. 1894. DM. 1901. K.2 1913. KJ s.å. S.K. 1919.

Ikonografi

Mal. af V. Irminger, 1883. Afbildet på P. S. Krøyers mal. af møde i Vidensk. selskab, 1897 (Vidensk. selskab) og V. Johansens af aftenselskab, 1899 (St.mus.). Træsnit af H.C. Olsen, 1899, og af samme, 1903, efter foto. Buste af L. Brandstrup, 1900 (St.mus.). Tegn. af Magdalene Hammerich, 1904 (Fr.borg). Akvarel af G. Achen, 1907, tegn. af samme 1909. Mal. af V. Johansen 1908, 1909 (Fr.borg) samt 1908–34 (Kbh.s univ.). Tegn. af E. Henningsen, 1909, og afbildet på sammes Bogstaveligheden (Fr.borg). Mal. af H. Vedel, 1909 (Kbh.s univ.). Buste af Thyra Boldsen, 1914 (Kbh. univ.) og V. Bayer Christensen s.å. Afbildet på flere tegn. af Alfred Schmidt 1915–23 (Fr.borg). Mal. af G. Achen, 1915. Linoleumssnit af K. J. Almquist 1919, 1926, 1932 og 1937. Mal. af Knud Larsen, 1919 (Carlsbergs æresbolig), skitse dertil. Silhouet af Kirsten Wiwel, 1922 (Kgl. bibl.). Buste af Kai Nielsen, 1923 (sst.; Studentergården, Kbh.). Afbildet på mal. af Aksel Jørgensen, 1929 (Studentergården, Kbh.). Buste af V. Gustafson. Tegn. af Gerda Ploug Sarp (Kgl.bibl.), K. Sinding-Larsen og af Otto Christensen. H. var model til Edvard Storm på Carl Thomsens mal. af Storm og Oehlenschläger. Foto.

Bibliografi

Kilder. Harald Høffding i Tilskueren, 1923 I 173–91 (optr. i forf.s Religiøse tanketyper, 1927 17–40). Selvbiografi i Die Philosophie der Gegenwart in Selbstdarstellungen IV, Lpz. 1923 75–97. Harald Høffding: Erindr., 1928. Correspondance entre Harald Høffding et Emile Meyerson, 1939. Harald Høffding: Psykologi og autobiografi, 1943 = Vidensk.s selsk. Filos. medd. II,3.

Lit. Slægt ved Th. Hauch-Fausbøll i Berl.tid. 2.7.1931. Erik Rindom: Harald Høffding, 1913. Samme: Samtaler med Høffding, 1918. Edg. Rubin i Salmonsens konversationsleks., 2.udg.XII, 1922 1.10–14. Vald. Hansen: Harald Høffding som religionsfilosof, 1923. Harald Høffding in memoriam. Fire taler ved Frithiof Brandt, Jørgen Jørgensen, Vict. Kuhr og Edg. Rubin, 1932 (m. bibliografi). Vilh. Grønbech i Oversigt over vidensk.s selsk.s virksomhed 1931–32 57–130. Niels Bohr sst. 131–36. Kalle Sandelin i Tilskueren, 1932 II 28–45. G. Cohn sst. 1933 I 103–17. Aug. Bjarnason: Høffdings psykologiske teori, 1933. Hans Høffding i Politiken 11.3.1933. Otto Jespersen: En sprogmands levned, 1938 33f 90 104–08 183. K. Sorainen: Kultur- och bildningsidealet som filos. problem och pedagogisk uppgift hos Harald Høffding, Helsingfors 1941. Søren Holm: Filosofien i Norden før 1900, 1967. David Favrholdt: Bevidsthedsproblemet i Harald Høffdings filosofi, 1969 = Vidensk.s selsk. Hist.-filos. medd. XLIV,4. Mogens Blegvad i Raymond E. Olson og A. M. Paul: Contemporary philosophy in Scandinavia, Baltimore 1972. Samme i Danish yearbook of philosophy XIII, 1976 221–41. Jan Faye og D. Favrholdt sst. 1979 37–78. Frithiof Brandt i Filosofiske studier II, 1979 169–71.

Papirer i Kgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Blegvad: Harald Høffding i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291706