Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Brøchner

Oprindelige forfattere Blegv og SVRa
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Hans Brøchner, 30.5.1820-17.12.1875, filosof. Født i Fredericia, død i Kbh. (Johs.), begravet sst. (Ass.). B. gik nogle år i latinskolen i Fredericia og fik derefter privat undervisning af skolens rektor, E. P. Rosendahl, hvis venskab han bevarede livet igennem. 1836 blev han student og påbegyndte det teologiske studium. Påvirket af Strauss' og Feuerbachs bibelkritiske skrifter kom han imidlertid i tvivl om teologiens videnskabelige karakter og om gyldigheden af de kristne dogmer, en tvivl han vedkendte sig i sit eksamenspetitum 1841 hvilket medførte at han nægtedes adgang til eksamen. Sit standpunkt markerede han dels ved at oversætte Strauss' Die christliche Glaubenslehre. Fremstilling af den christelige Troeslære etc. I-II, 1842-43 og dels ved at udsende pjecen Nogle Bemærkninger om Daaben, 1843, i hvilken han med Martensens "Den christelige Daab" som anledning rettede angreb på teologien og den kirkelige praksis og udtalte sin overbevisning om at "den frie videnskab" til sidst ville sejre selv om den "i vore dage på alle ikke-videnskabelige måder trykkes og trænges". 1844-45 oversatte han de fire sidste bind af K. W. Bottigers Weltgeschichte in Biographien I-VIII, Den nyere Historie i Levnetsbeskrivelser I-11, og Den nyeste Historie i Levnetsbeskrivelser I-II. Politisk og æstetisk interesseret tog han livligt del i tidens studenterliv i og uden for Studenterforeningen. Sammen med Carl Ploug hjalp han Chr. K. F. Molbech med at affatte komedien Johan Ludvig Heiberg efter Døden, og ved førsteopførelsen af Hostrups Gjenboerne (1844) udførte han Søren Kirks (senere Søren Torps) rolle. Som stud. teol. havde han beskæftiget sig meget med sprog og med filosofi, og efter 1841 fortsatte han disse studier og blev 1845 magister i semitiske sprog med græsk, latin og filosofi som bifag. Magisterafhandlingen handlede Om det jødiske Folks Tilstand i den persiske Periode. Skuffet over at universitetet ikke ville ansætte ham (som lærer i Det gamle testamente) besluttede han med henblik på en akademisk karriere i udlandet at anvende en del af sin fædrenearv til en lang studierejse bl.a. til Grækenland. Da han efter ét år i Berlin (april 1846- marts 1847) sluttede sig til vennen Chr. K. F. Molbech i Rom lærte han der en italiensk familie, Testa, at kende og forelskede sig i den 19-årige datter Costanza. Han afbrød derfor i oktober 1847 rejsen og vendte hjem for at skaffe sig en stilling at gifte sig på. Skønt han under et nyt besøg i Rom 1852-53 fik forældrenes samtykke blev det dog aldrig til ægteskab - det var hans religiøse standpunkt der hindrede det - og efter at forlovelsen marts 1854 blev hævet var brevforbindelsen med Costanza sporadisk. Da hun 1860 bad om økonomisk hjælp for at kunne gifte sig, lånte B. pengene og sendte hende dem. Nedtrykthed over usikkerheden og nederlaget i dette forhold samt over tabet af resten af formuen der stod i broderens forretning i Fredericia som brændte under bombardementet i maj 1849, hæmmede i nogle år B.s filosofiske arbejde. Han begyndte dog 1849 som privatdocerit at forelæse over græsk filosofi og ved hjælp af universitetsstipendier og timer på Borgerdydskolen opretholdt han en beskeden eksistens. 1856 fik han endelig et arbejde færdiggjort Benedict Spinoza. En Monographie, 1857, en fyldig og omhyggeligt udarbejdet fremstilling af Spinozas filosofi der kvalificerede ham til i febr. 1857 at blive ekstraordinær docent i filosofi. 1860 fik han titel af professor, og ved F. Sibberns afgang 1870 efterfulgte han denne som ordinær professor. En kort periode (dec. 1854-april 1855) var B. folketingsmand, valgt som nationalliberal i sin fødeby (Vejle amts 1. kreds). Sorgen over hustruens død, der lod ham ene med to små børn, kastede tillige med tuberkulosen som han længe havde lidt af skygge over den sidste del af hans liv.

Spinozabogen var tænkt som den første af 11 monografier om de vigtigste filosofiske systemer som tilsammen skulle give det væsentlige af filosofihistorien, men inden han fik flere bind færdig opslugtes han dels af universitetslærergerningen, dels af sin deltagelse i den "strid om tro og viden" der brød ud efter udgivelsen af Rasmus Nielsens "Grundidéernes Logik", 1864. B. kunne, trods sin respekt for Kierkegaard som han havde stået temmelig nær, ikke godtage den 'dualisme' Nielsen mente at kunne støtte på Kierkegaards tanker. Men han kunne heller ikke anerkende den martensenske teologi som videnskab. Kritikken af disse standpunkter udviklede han i forelæsninger i efteråret 1867 og i bogen Problemet om Tro og Viden. 1868, mens hans egen opfattelse fremstilledes i "et positivt Supplement" Om det Religiøse i dets Enhed med det Humane, 1869. Når, som B. mente at have påvist, "troen i den positive religions betydning ɔ: troen som "åbenbaringstro" er uforenelig med "viden", så de ikke kan "bevare deres gyldighed for samme personlighed", og det nødvendige valg må falde på viden "der, ved at være udtryk for menneskets universalitet, har evnen til at udfolde sig som en i sig hvilende totalitet med indre uendelighed", bliver spørgsmålet hvorledes "en forsonende løsning af problemet om troens og videns forhold bliver mulig". B. finder denne i at en religiøs tro med "det absolutte" som genstand ikke blot er forenelig med filosofisk og fagvidenskabelig erkendelse men endog ligger i forlængelse af denne. En forudsætning er her at den sande erkendelse og den sande, dvs. den etiske handlen udgør en enhed; det kan da vises at "det i sand og evig betydning religiøses væsentlige kendemærker: troen og hengivelsen, er uadskillelige fra den sande erkendelse og den sande handlen". Dette skrift indeholder foruden en behandling af problemerne om viljesfriheden og det onde også det klareste udtryk for B.s metafysik der bæres af tanken om harmoni mellem tilværelsens to modstående grundfaktorer: "ånd" og "natur". Naturen kan da ikke opfattes som rent mekanisk bestemt materie men som organisk opbygget med integration af de mange virkende årsager under en grundårsag der både er "causa sui" og "causa finalis" - formål. Ånden må på sin side ikke identificeres med bevidsthed; også det ubevidste med dets affinitet til det vitale må med. Det absolutte, grundprincippet eller grundårsagen, er såvel det reales grund som noget ideelt - et "idealt-reelt princip". B. kaldte derfor sin lære idealrealismen. Den er stærkt afhængig af Hegelianismen, ikke mindst derved at han trods den principielle ligestilling af det ideelle og det reale tilslutter sig Hegels tanke om det reale som det "andet" som det ideelle frembringer ud af sig.

Kritikken af R. Nielsen affødte en polemik med denne. Nielsens "Hr. Prof. Brøchners philosophiske Kritik gjennemset", 1868 fremkaldte B.s skarpe "Et Svar til Professor R. Nielsen. 1868 (2. oplag s.å.). Om Kierkegaard skrev B. efter dennes død under mærket "-r", på opfordring af J. G. Giødeved, i Fædrelandet (1.12.1855) en redegørelse Om Søren Kierkegaards Virksomhed som religieus Forfatter som viste en for samtiden sjælden forståelse af sigtet med forfatterskabet. En anmeldelse i samme blad 20.12.1856 med samme mærke af J. C. M. Ørums pjece "Sandhedsvidnestriden" skyldes sikkert også B.

Annonce

Arbejdet med filosofihistorien som B. nu vendte tilbage til affødte først hans Bidrag til Opfattelsen af Philosophiens historiske Udvikling, 1869 og derefter Philosophiens Historie i Grundrids I -II 1873-74. I det første udvikles B.s af Hegel stærkt påvirkede syn på filosofihistorien som allerede var skitseret i forordet til Spinozabogen, og som derefter lægges til grund for struktur og fremstilling i lærebogen. Filosofien følger i sin udvikling et af tankens selvudvikling bestemt mønster idet de enkelte faser er karakteriseret ved den herskende opfattelse af forholdet mellem ånd og natur. I første fase, den græske filosofi, opfattes ånden i umiddelbar enhed med naturen idet tilværelsen betragtes som et besjælet kunstværk. Under tiltagende refleksion opløses denne anskuelse, og oldtidens filosofi ender i en dualisme der danner forudsætningen for den kristne middelalder med dens skarpe adskillelse af ånd og natur og dens nedvurdering af sidstnævnte. I den nyere tid, den anden fase, tilstræbes en overvindelse af dualismen idet man enten lægger naturen til grundsom det ekstremt sker i oplysningstiden (Système de la nature), eller opfatter ånden som det fundamentale, som i idealismen der kulminerer med Hegel. En tredje fase, som tilhører fremtiden, skal afklare forholdet mellem ånd og natur som en enhed af modsætninger. Under den historiske udvikling er individerne i deres bevidste stræben efter erkendelse ubevidst påvirket af de forhold de lever under, og i disse forholds indflydelse finder mange vilkårligheder og tilfældigheder deres forklaring. Af langt mere indgribende betydning er den indflydelse der udgår fra det universelle princip som ubevidst for individerne, snart hæmmende, snart fremmende, bestemmer det bevidste tankearbejdes udvikling. I kraft af disse forhold gælder fire udviklingslove der siger at en periodes grundtanke kan gøre sig gældende længe før den kommer til fuld udfoldelse; at et tidsrums principielle synsmåde ubevidst kan virke som en hæmmende og begrænsende magt over for den individuelle tankes stræben hen imod et mere fremskredent udviklingsstadium, men tillige i sin hæmmende virken ubevidst blive incitament for en dyberegående og mere alsidig tankeudvikling, og endelig at to samtidige og sideordnede udviklingsrækkers grundtanker ubevidst for tænkerne kan indvirke på hinanden hvor meget de så end for bevidstheden står i modsætning til hinanden.

Af andre skrifter fra B.s senere år kan nævnes Det Kristelige og det Humane som Modsætninger i vor Tids Bevidsthed i Nyt dansk Maanedsskrift II, 1871 der indeholder kritik af Martensens Den christlige Ethik hvis første del lige var udkommet, og Det ubevidste og det bevidste menneskelige Sjæleliv samme tidsskrift III, 1872. Endvidere nedskrev han 1871-72 nogle Erindringer om Søren Kierkegaard, som 1877 offentliggjordes af Harald Høffding i "Det nittende Aarhundrede" (i bogform v. Steen Johansen 1953) og i samme tidsskrift publiceredes 1875 hans afhandling om Giordano Bruno, en tænker der som Spinoza måtte have B.s særlige sympati. - B. er en overgangsskikkelse i dansk filosofi. Med rod i den tyske idealisme og fastholdende dennes spekulative metode søgte han at udvikle ét standpunkt og en livsanskuelse der i højere grad lader "det reale", det naturlige menneskeliv og den fagvidenskabelige viden komme til sin ret. Han fik derved større mulighed end kollegerne Nielsen og Sibbern for at påvirke den følgende generation der forlod idealismen til fordel for mere eller mindre positivistiske standpunkter. En særlig betydning fik han for Harald Høffding og Georg Brandes. Han var den første der havde øje for Brandes' begavelse, og han støttede ham til sin død på flere måder. En væsentlig kilde til forståelse af B.s personlighed og tænkning er den af Høffding 1902 udgivne brevveksling med Chr. K.F. Molbech, der strakte sig over 30 år.

Familie

Forældre: købmand Thøger B. (1781-1846) og Johanne Kirstine Kjeldsen (1786-1826). -8.6.1862 i Holbæk med Ingeborg Dorothea Emilie Ipsen, født 15.2.1840 i Holbæk, død 19.2.1866 i Kbh. (Johs.), d. af apoteker, senere justitsråd Svend Christen Wessel I. (1812-86) og Sophie Madsen (1816-90).

Ikonografi

Tegn. af Gertner, 1845 (Fr.borg). Tegn. og mal. af L Frølich, 1847. Tegn. af N. C. Kierkegaard, 1849. Tegn. af E. Jerichau Baumann, 1851 (Fr.borg). Tegn. af Hans Tegner. Træsnit 1876 samt af H. P. Hansen, 1886, samme type i træsnit 1877. Foto.

Bibliografi

Kilder. Selvbiogr. i Univ. progr. nov. 1845 56-58. Selvbiogr. i Medd. angående univ. for årene 1857-63 145-49 162. Breve fra og til C. Hostrup, 1897 211 213 218f 223. H. Høffding: H. B. og Chr. K. F. Molbech. En brevvexling, 1902.

Lit. i. C. L. Lengnick: Stamtavler, 1864, I. O. Waage: J. P. Mynster og de philos. bevægelser på hans tid, 1867 152f. Georg Brandes: Saml. skr. II, 1899 426-39; XIII, 1903 115-23; XV, 1905 161-64. Samme: Levned, 1, 1905 110 113 123f 129-32 153 154f 161f 166f 177f 193 238 245f 295 317. Sst. II, 1907 58 60 62 143 165 176 191 193f. H. Høffding i Theorie og praxis, 1870 503-33. Samme i Nyt da. månedsskr. VI, 1874 279-96. Samme i Nær og fjern, 1875-76, nr. 182. Samme: Danske filosoffer, 1909 192 196-206. Samme: Udv. stykker af da. fi-. los. lit., 1910 214-21. Samme: Erindr., 1928 40 45 47 61 67 77-80 92f 95 139. Kr. Arentzen: Fra yngre og ældre dage, 1886 25 124f. S. Schandorph: Oplevelser I, 1889 150 152 207f 268. C. Hostrup: Erindr, fra min barndom og ungdom, 1891 134f 265. H. C. A. Lund: Studenterforen.s hist. I-II, 1896-98. Eduard Blaumüller: Skilderier, 1903 156-79. J. L. Ussing: Af mit levned, 1906 153 157-59. O. C. Molbech: Christian Molbech og hans søn Christian K. F. Molbech. En brevvexling, 1908. M. Rubin: Nogle erindr., 1914 56f. Vilh. Andersen: Tider og typer II, 1916 192 195 197. Anathon Aall: Filosofien i Norden, 1919 73 161 171 f 174 182. Gustav Philipsen: Af min urtegård, 1923 22 52. Troels-Lund: Et liv, 1924. J. Himmelstrup: Søren Kierkegaards opfattelse af Sokrates, 1924 319-21 325 329. Paul V. Rubow: G. Brandes og hans lærere, 1927 5-9 II 15 18 24 29. Samme: Lit. studier, 1928 45 19. Samme: G. Brandes' briller, 1932. Eduard Geismar: Søren Kierkegaard VI, 1928. A. Thorsøe: Erindr., 1929 56-71 78f 81 97. Paul Elsner i Fredericia dagblad 23.12.1931. Skat Arildsen: H. L. Martensen 1, 1932. Sejer Kühle i Pers. hist.t. 9.r.V, 1933 151 206 218. S. V. Rasmussen: Den unge B. 1966. Papirer. Dagbøger, papirer og breve i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Blegvad, S. V. Rasmussen: Hans Brøchner i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287857