Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

F.C. Sibbern

Oprindelig forfatter SVRa

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

F.C. Sibbern, Frederik (Friedrich) Christian Sibbern, 18.7.1785-16.12.1872, filosof. Født i Kbh. (Fred.ty.), død på Frbg. (Holmens), begravet i Kbh. (Holmens). S. voksede op på Christianshavn hvor faderen var kirurg ved Børne- og opfostringshuset. Da forældrene begge var fra Holsten var omgangssproget i hjemmet overvejende tysk, og drengen blev tidligt fortrolig med tysk litteratur, særlig af religiøs art da moderen var "bibelstærk" og gerne førte samtalen ind på religiøse emner.

Af danske forfattere var det især Ludvig Holberg der fangede den livlige og begavede drengs opmærksomhed, og Peder Paars blev hurtigt en af hans yndlingsbøger. I hjemmet blev der holdt dansk huslærer, og fra sit sjette år deltog S. i undervisningen der en tid lededes af den senere stiftsprovst og biskop J. Paludan-Müller som efter faderens død drog omsorg for at drengen blev indskrevet til en friplads på Herlufsholms skole hvor han fandt optagelse 1798. På Herlufsholm tilbragte han fire lykkelige år og gjorde sig almindeligt afholdt både af kammerater og lærere.

I efteråret 1802 bestod S. artium, og efter at have taget anden eksamen valgte han jura til fagstudium. Ved siden af dette drev han matematiske og naturvidenskabelige studier, og et par gange forsøgte han, men uden held, at besvare prisspørgsmål inden for disse videnskaber. Det var da heller ikke her, men i filosofien han skulle høste sine akademiske laurbær.

Annonce

Hans interesse for filosofi er muligvis blevet vakt af Niels Treschow der 1803 havde overtaget det ved B. Riisbrighs afgang ledigblevne professorat og som ved sin livfulde fremtræden forstod at vække ungdommens interesse for filosofiske spørgsmål. Der er dog også en del der kunne tyde på at S. er blevet ført ind på filosofien gennem sit fagstudium. Inden for de studerendes kreds var det netop juristerne der omkring århundredskiftet ivrigst beskæftigede sig med filosofiske problemer.

1806 opnåede S. guldmedalje for besvarelsen af en prisopgave om sanddruhedspligten, og dette var medvirkende til at han fik kommunitetet og en alumneplads på Valkendorfs kollegium. Endnu to gange vandt han medaljen ved at besvare filosofiske prisspørgsmål, 1807 om sprogets filosofiske betydning og 1810 om filosofiens principper. Kollegietiden gav S. en række indholdsrige år, delt mellem flittigt studium, omfattende manuduktionsvirksomhed, begejstret fordybelse i digtekunsten og fortroligt og muntert samliv med kammeraterne.

Under belejringen 1807 var han som de fleste af alumnerne medlem af studenterkorpset Kronprinsens livkorps hvor han avancerede til underbefalingsmand. Blandt alumnerne i S.s tid var foruden nordmanden S. B. Hersleb der blev hans nære ven også St. St. Blicher og N. F. S. Grundtvig. Til denne stod han en tid i et fortroligt forhold, og de påtænkte sammen at udgive et tidsskrift for filosofi, poesi og historie. En subskriptionsindbydelse blev også udsendt (febr. 1810), men planen mislykkedes. Til ungdomsvennerne hørte også brødrene Ørsted.

Anders Sandøe arbejdede S. en tid sammen med som manuduktør, og Hans Christian vejledede ham i hans fysiske studier. Han blev en hyppig gæst i A. S. Ørsteds hjem hvor en heftig forelskelse i husets frue, Adam Oehlenschlägers smukke og begavede søster Sophie, førte ham ind i en fortvivlet kamp der til tider truede med at tage livsmodet fra ham. Mange år efter krisens ophør og adskillige år efter Sophie Ørsteds død gav han i de fingerede Efterladte Breve af Gabrielis, 1826, offentligheden indblik i sin kærlighedssorg hvad Ørsted'erne skal have taget ham meget ilde op (jf. A. F. Kriegers dagbøger IV, 1921 13).

Efter henved otte års studietid tog S. 1810 juridisk embedseksamen, og n.å. disputerede han for den filosofiske doktorgrad med afhandlingen De principiis philosophicis disciplina juris (Om retslærens filosofiske principper). Kort efter opnåede han et rejsestipendium til studiet af filosofi. Antagelig har Treschow her gjort sin indflydelse gældende da han allerede længe havde betragtet S. som sin efterfølger.

I aug. 1811 forlod S. Kbh. Efter et besøg i Halle tilbragte han vinteren i Berlin, traf J. G. Fichte, Fr. Schleiermacher, gjorde bekendtskab med C. Niebuhr og hørte forelæsninger af Fr. Aug. Wolf over Homer og C. S. Weiss over krystallografi.

I Karlsbad opsøgte han n.å. Goethe hvis digtning han var fortrolig med. I Breslau besøgte han derefter Henrik Steffens som han nu kom til at synes meget bedre om end da han hørte hans forelæsninger i Kbh. Under opholdet her kom han den tyske frihedsbevægelse på nært hold, og for bedre at kunne følge de politiske begivenheder rejste han i begyndelsen af 1813 til Berlin hvor forholdene nødte ham til at blive længere end beregnet.

Da det endelig lykkedes ham at komme videre drog han om foråret over Nürnberg til München hvor bekendtskabet med Fr. Schelling blev den store oplevelse. "Næst efter Steffens har Ingen været mig saa Meget, og med Ingen har jeg i kort Tid levet saa meget som med Schelling". Det havde oprindelig været S.s hensigt også at besøge Italien, og i febr. 1813 havde han ansøgt om endnu et års rejseunderstøttelse, men universitetsdirektionen agtede at tilbyde ham stillingen efter Treschow der var blevet professor ved det 1811 oprettede universitet i Kristiania, og det blev betydet ham at man ønskede at han snarest muligt vendte hjem for at overtage det filosofiske professorat.

I okt. var S. atter i Kbh., og kort efter overtog han det embede som han beklædte i over et halvt århundrede, fra 1829 som professor Ordinarius. 1816 blev han medlem af Videnskabernes selskab, og 1845 var han universitetets rektor. 1870 tog han sin afsked. Det var med en vis ængstelse S. begyndte sin universitetsvirksomhed. Han syntes han vidste for lidt og samtidig med at han underviste de studerende hørte han selv forelæsninger over fysik, fysiologi og zoologi.

Selv læste han over logik og empirisk psykologi og var flittigt optaget af at udarbejde lærebøger i disse fag. 1819 udsendte han 1. del af Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et Udkast til en Psychologie (et udtog til brug for gymnasier udkom på svensk ved L. Hammersköld, 1827), som 1828 efterfulgtes af 2. del med undertitlen Psychologisk Pathologie.

Dette sidste skrift, vistnok S.s betydeligste, blev under titlen Læren om de menneskelige Følelser og Lidenskaber genoptrykt 1885 ved sønnen Gabriel S. i anledning af 100 året for S.s fødsel.

1843 udkom en ny, stærkt omarbejdet, sammentrængt fremstilling af psykologien, "indledet ved almindelig Biologie" (4. udg. 1862). Af andre psykologiske arbejder af S. kan nævnes Om Elskov eller Kjerlighed imellem Mand og Qvinde, 1819 (3. udg. 1858), Bidrag til Opklaring af de menneskelige Drivters Natur og Væsen (Phil. Archiv og Repert., 1830), det psykologisk-filosofiske Om Forholdet imellem Sjæl og Legeme, saavel i Almindelighed som i phrenologisk, pathognomonisk, physiognomonisk og ethisk Henseende i Særdeleshed, 1849, og – set fra et praktisk psykologisk synspunkt – de ovennævnte "Efterladte Breve af Gabrielis", 1826 (6. udg. 1927, sidste opl. 1968) og fortsættelsen Ud af Gabrielis's Breve til og fra Hjemmet, 1850 (sidste opl. 1968).

Til brug for de studerende udgav han 1822 Logikens Elementer (trykt som manus., ny udg. 1827) der afløstes af Logik som Tænkelære fra en intelligent Iagttagelses Standpunct og i analytisk-genetisk Fremstilling, 1835 og senere Tænkelære eller Logik. I Udtog til Brug ved Forelæsninger, 1849 (3. udg. 1866).

1815 havde S. forelæst over poetikkens filosofiske elementer, og 1819 offentliggjorde han i "Iris" en afhandling Om Poesiens Indflydelse paa Dannelsen og paa Sindets Oplivelse. Fragmenter af en Poetik. En samlet fremstilling af hans æstetiske opfattelse, Om Poesie og Konst i Almindelighed I-III udkom i årene 1834–69.

Foruden de nævnte lærebøger i logik publicerede S. talrige filosofiske skrifter og afhandlinger, til dels i det af ham 1829–30 udgivne Philosophiskt Archiv og Repertorium I-IV, således bl.a. Om Erkjendelse og Granskning. Til Indledning i det academiske Studium, 1822, Ueber das Verhältniss des christlichen Glaubens zum philosophischen Erkennen (Theol. Zeitschr., hrsg. von Schleiermacher etc. III, s.å.), De præexistentia, genesi et immortalitate animæ (Univ. progr. nov. 1823). Over Professor Howitz' Afhandling: Om Afsindighed og Tilregnelse (Jurid. Tidsskr. IX, n.å.), Om den menneskelige Sjæls Subsistents i Liv og Oørf (Phil. Arch., 1829), Bidrag til Bestemmelsen af Philosophiens Forhold til Theologien (sst, s.å.), Om den intellectuelle Anskuelse (sst., 1829–30), Bidrag til Besvarelsen af det Spørgsmaal: Hvad er Dogmatik (sst., 1830), Hvad det har at betyde, at komme til Universitetet, 1836, Bemærkninger og Undersøgelser, formentlig betræffende Hegels Philosophie, betragtet i Forhold til vor Tids, 1838 (opr. i Maanedsskr. f. Lit. XIX, s.å.), Om Philosophiens Begreb, Natur og Væsen. En Fremstilling af Philosophiens Propædeutik, 1843, Speculativ Kosmologie med Grundlag til en speculativ Theologie, 1846, Om den christelige Yttringsfrihed i kirkelig Henseende (Univ. progr. sept, s.å.), Bidrag til at oplyse nogle ontologiske Udtryk i Aristoteles' Metaphysik (Univ. progr. okt. 1848). Et efterladt skrift, Moralphilosophie som Retsindigheds- og Tilbørlighedslære, blev udgivet af sønnen Gabriel S. 1878. Af andre arbejder kan nævnes Patriotiske Intelligentsblade (1.-2. hft. 1835–36), Dikaiosyne eller Bidrag til Politik og politisk Jurisprudents for Danske (1. hft., 1843), Nogle Betragtninger over Stat og Kirke (Univ. progr. okt. 1849), de samfunds- og religionsfilosofiske refleksioner: Meddelelser af Indholdet af et Skrift fra Aaret 2135 I-II (uafsluttet), 1858–62, Samfundsbetragtninger 1.-2. hft., 1865–70) og Mindeskrifter over H. B. Melchior, 1834, A. W. Brorson, 1836 og C. J. Heise (i Platons Philebos, oversat af Heise, 1859); endvidere redigerede han de to hæfter Udvalgte Psalmer som Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug udgav 1835 og 1837. Hertil kom talrige bladartikler. En samling Breve til og fra F. C. S. I-II udgaves 1866 af C. L. N.Mynster.

Som skribent viser S. særlig i skrifterne fra de yngre år en umiskendelig evne til at forme sine tanker i et friskt og levende sprog mens hans senere arbejder ikke sjældent er præget af en tørhed og vidtløftighed der virker trættende.

I årenes løb dannede han, med større eller mindre held, en række nye danske udtryk til afløsning af fremmedordene. – S.s filosofiske forfatterskab indtil 1840erne hviler på den antagelse at ortodoks kristendom indeholder den absolutte sandhed, og at filosofien er i stand til at gøre dette indlysende. Da den filosofiske grundstræben er rettet mod en enhedsopfattelse hvorefter alt det endelige føres tilbage til "det Alconstitutives, det Uendeliges og Eviges Rige" har filosofien retning mod det centrale i tilværelsen, nemlig guddommen, og må følgelig søge "et sidste Grundlag i en speculativ Theologie" og blive "en Eenhed af speculativ Theologie og speculativ Kosmologie".

S. fandt da også at det var en væsentlig mangel ved den hegelske filosofi at den ikke havde plads for den kristelige Treenighedslære, ja at systemet slet ikke havde nogen teologi. H. L. Martensen der er påvirket af S. og bl.a. har optaget hans "filosofiske Kristologi" betragtede da også S.s "Kristendomsfilosofi" som han havde hørt "med største Interesse", som "i Grunden en speculativ Theologie".

Også i nyeste tid har man fra teologisk side betegnet S. som teolog. – Som det fremgår af følgende udtalelse har S. en tid følt sig foruroliget ved spørgsmålet om den filosofiske stræbens berettigelse indtil han fandt hvile i tanken om at også denne stræben hører med i verdensindretningen. "Jeg (kan) umuligen antage, at hele den philosophiske Drivt skulde hvile paa et Grundbedrag, og ... jeg (maa) derfor troe paa, at der i Guds Huusholdning ogsaa er gjort Regning paa den. Her søger jeg da som Troende at retfærdiggjøre min hele philosophiske Stræben ... Jeg beroliger mig da forsaavidt med Hensyn til den philosophiske Stræbens Realitet paa en Maade, lig den, paa hvilken Cartesius beroligede sig med Hensyn til Sandsningens reale Gyldighed og Sandseverdenens Realitet".

Hans eget system der viser påvirkning bl.a. fra Schelling, Steffens, Leibniz, Malebranche, Spinoza og Platon er en ejendommelig blanding af spekulative og empiriske betragtninger. Gående ud fra den kendsgerning at der i den indre og ydre verden gives tilfælde af fornuftsammenhæng slutter han at tilværelsen skyldes en "alintelligent", ideel-reel magt, en personlig guddom der leder og styrer alt, og som ved en "harmonia præstabilita" gør det muligt for mennesket at erkende tingene.

Fra den empiriske forskning optager han tanken om tilværelsens udviklingshistoriske karakter og mener at udviklingen der foregår ud fra forskellige udgangspunkter ("sporadisk") og endnu kun er i sine første stadier, sigter mod en altomfattende harmoni. Han accepterer Kant-Laplaces urtågeteori og antager at det første menneskes forældre var et dyrepar, og at "den allerførste Planteleven, det vil sige, den aller første individuelt-organiske Virken paa Jorden maa ... være gaaet frem af en kemisk Proces".

Ved disse sidste fra ortodoks kirkelære stærkt afvigende anskuelser markeredes den ændring der var foregået i S.s holdning over for kirkelig kristendom, og som fik direkte udtryk i et par universitetsprogrammer fra 1840'erne og i "Meddelelser af Indholdet af et Skrift fra Aaret 2135". Han følte sig frastødt af kirkens snæversyn og dømmesyge, og dette i forbindelse med selvstændige studier og personlige erfaringer førte ham over i et friere religiøst livssyn, hvor der også var plads for den andagtsfulde naturbetragtning der var et væsentligt element i hans Gudsdyrkelse. S.s reaktion over for det kirkelige system må ses som udtryk for noget centralt i hans personlighed både som filosof og som psykolog.

Trods det rationalistiske element hans tænkning indeholdt krævede han enhver forklaring af empiriske fænomener ført tilbage til et erfaringsgrundlag. Et sådant grundlag savnede han når man fra filosofisk side uden at tage hensyn til tilværelsens uendelighed og uafsluttede karakter havde dristighed nok til at opstille et tilværelsessystem. Og den samme manglende hensyntagen til erfaringen mødte ham når man fra kirkens side fordrede en ganske bestemt sjælelig indstilling af alle.

Som den livets elsker han var, og ud fra sin dybe sympati med alt menneskeligt krævede han respekt for de individuelle livsytringer og betragtede enhver bestræbelse der gik ud på at kue og hæmme det sjælelige til gunst for et eller andet dogme, det være sig kirkeligt eller filosofisk, som en krænkelse af livet og som et forsøg på at gøre livet fattigere.

Det er da også i hans virksomhed som psykolog, teoretisk som praktisk at man først og fremmest må søge hans betydning. Hans teoretiske arbejder frembyder vel for nutidslæsere iøjnefaldende svagheder, især af principiel natur, da de psykologiske beskrivelser udbygges med metafysisk-religiøs-etiske betragtninger; men alle mangler til trods indeholder hans skrifter synspunkter og beskrivelser der fortsat har værdi, og som bl.a. er at søge i den helhedsopfattelse han anlægger på sjælelivet, og i hans fremstilling af følelseslivet hvor han først af alle har gjort opmærksom på de såkaldte blandede følelser.

Det var i første række gemytsiden der interesserede ham. Af personlig erfaring vidste han hvilken betydning følelses- og viljeslivet har for karakterdannelsen, og med den for ham karakteristiske psykologisk-etiske indstilling omfattede han stedse studiet af de herhenhørende sjælelige processer med en ganske særlig interesse. Livet igennem så han i psykologien ikke blot en videnskabelig disciplin, men tillige en praktisk hjælp til forståelse af sig selv og andre.

Det var i det hele hans opfattelse at vi "overhovedet ikke (maae) glemme at tage Videnskaben med ind i Livet". Ved sin sans for det individuelle og sin varme interesse for andres ve og vel fik S. ikke ringe betydning særlig for de unge af hvilke adskillige ved at samtale med ham hentede nyt mod til at leve livet. Af natur, og vel også af forsæt, så han helst de lyse sider af tilværelsen, og den optimisme han selv var besjælet af søgte han at bibringe andre.

Som den livskunstner han var kunne han finde sjælelige værdier selv i det tilsyneladende mest ringe og uanselige, og det var hans tro at enhver der blot gjorde sig umage med "at vorde stille" ville kunne høre "Livets Musik". En del af denne "Musik" klinger i hans "Gabrielis"- bøger der lige ned til vor tid har tjent en mængde mennesker til opbyggelse. – Inden for etikken er S.s bidrag kun af ringe omfang.

Ganske vist indeholder hans skrifter en del moralske betragtninger og overvejelser; men nogen samlet behandling har han ikke givet. Det efterladte skrift "Moralphilosophie" er nærmest et udkast. I sin utopi Meddelelser af Indholdet af et Skrift fra Aaret 2135 har han gjort sig til talsmand for en række radikale samfundsbetragtninger i kommunistisk retning. – Etatsråd 1845. Konferensråd 1856.

Familie

Forældre: læge Frederik (Friedrich) Gabriel Gottlieb S. (1743–94) og Charlotte Amalia Friderica Lovisa Wilcken (1753–1807). Gift 29.5.1819 i Kbh. (Frue) med Christiana Margaretha Dorothea Clara Louise Ipsen (Ibsen), født 2.7.1799 i Kbh. (Petri), død 2.9.1870 sst. (Holmens), d. af inventarieskriver ved søetaten, senere krigsråd Ludvig Frederik I. (1773–1847) og Anna Margaretha Perbøl (1780–1833). – Far til Gabriel S.

Udnævnelser

R. 1836. DM. 1840. K. 1862.

Ikonografi

Mal. formentlig af Jacob Munch (Fr.borg). Tegn. af C: Købke, 1833 (kobberstiksaml.), litograferet af P. Gemzøe, 1834, angivelig efter et mal.; efter dette litografi samt træsnit af H. P. Hansen, 1886. Tegn. af S. Schack (Fr.borg) forarbejde til mal. 1843 af salvingen 1840 (St.mus.) og nøgle dertil (Kgl. bibl.). Flere silhouetter klippede af N. Chr. Fausing (Kgl.bibl.) og andre (sst., Fr.borg). Litografi fra 1840erne, efter dette træsnit 1854. Relief af C. Christensen, 1845 (Fr.borg). Mal. af Johs. Jensen, 1847 (Studenterforen., Kbh.). Silhouet i træsnit 1853. Mal. af Johs. Jensen, 1860 (Jægerspris), efter dette litografi 1861 samt gruppebillede fra Neu Ruppin. Tegn. af C. Weidemann ca. 1860 (Kgl.bibl.), af Carl Thomsen, 1862 (sst.) og 1865 (Fr.borg). Afbildet på humoristisk litografi af C. Weidemann, 1863. Mal. af J. Roed, 1868 (Århus kunstmus.). Tegn. af J. L. Lund (?) (Fr.borg). Tegnet under forelæsning (Kgl.bibl.). Relief af Johs. Conradsen. Afbildet på E. Henningsens mal., 1896, af naturforskermødet 1847 (Kbh.s univ.; Fr.borg). Foto. – Mindestøtte (præstegårdshaven, Birkerød).

Bibliografi

Kilder. Breve til og fra F. C. S., udg. C. L. N. Mynster I-II, 1866.

Lit. A. S. Ørsted: Af mit livs og min tids hist. III, 1855 323f. [S. Heegaard] i III. tid. 25.10.1863. Samme i Nær og fjern 29.12.1872. [F. L. B.] Zeuthen: Et par år af mit liv, 1869 41–45 58. Ludv. Schrøder i Nord. månedsskr. for folkelig og kristelig oplysn., 1877 II 369–83. Samme i Højskolebl. X, 1885 99–105. Stig Bredstrup sst. LX, 1935 739–42. Otto Borchsenius: Fra fyrrerne I, 1878 309–71; II, 1880 fl.st. H. Martensen: Af mit levnet I, 1882 61–64; II, 1883 4; III, s.å. 167. Fr. Hammerich: Et levnetsløb I, 1882 144f 204 208 230 235 249. Hans Dahl: F. C. S. og modersmålet, 1884. Harald Høffding i Tilskueren, 1885 747–73 840–59 (også i forf.s Mindre arbejder, 1899 61–112). Samme: Danske filosofer, 1909 97–117. Samme: Erindr., 1928 39f 59 61 95 108 242 305. Vilh. Birkedal: Personlige oplevelser i et langt liv I, 1890 63–67; II, s.å. 234. F. L. Liebenberg: Nogle optegn, om mit levned, 1894 126. C. E. Jensen og F. J. Borgbjerg: Socialdemokratiets årh. II, 1904 156–206. Marie Rørdam: Tilbageblik på et langt liv, 1911 78–81. Edv. Lehmann i Kristendomen och vår tid IX, Lund 1914 4–15 39–50. H. J. Helms: Valkendorfs kollegiums hist., 1917. Anathon Aall: Filosofien i Norden, Kria. 1919. Paul V. Rubow: Dansk litterær kritik i det 19. årh., 1921 (fot. optr. 1970). Samme: Georg Brandes' briller, 1932. Samme: Små kritiske breve, 1936 64–71. Troels-Lund: Et liv, 1924. Skat Arildsen: Biskop H. L. Martensen I, 1932. Troels G. Jørgensen: A. S. Ørsted, 1933. J. Himmelstrup: S., 1934. Niels Munk Plum: Schleiermacher i Danm., 1934 = Festskr. udg. af Kbh.s univ. sept. 1934 45–55. Kn. Jensenius i Vor ungdom LVII, 1935 98–102. Ib Ostenfeld i Dansk udsyn XV, s.å. 428–42 (optr. i forf.s Det bundne menneske, 1941 13–29). K. Sandelin i Finsk t. CXVIII, 2, Helsingfors s.å. 57–64. Hal Koch: Lidt af hvert, 1940 135. K. F. Plesner: Gode klerke, 1944 79–94. Paul Kallmoes: F. C. S., 1946. Poul Lübcke i Danish yearbook of philosophy XIII, 1976 84–104. Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj V, 1980; X, s.å.

Papirer i Kgl. bibl. S.

Referér til denne tekst ved at skrive:
S. V. Rasmussen: F.C. Sibbern i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. april 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297383