Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ester Boserup

Oprindelige forfattere MeHa og NBanke
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Ester Boserup, Ester Talke Boserup, 18.5.1910-24.9.1999, nationaløkonom. Født på Frbg., (Solbjerg), død i Ascona, Schweiz, begravet på Ordrup kgd. B. blev student 1929, studerede statsvidenskab og tilsluttede sig datidens venstresocialistiske bevægelse, dyrkede marxistisk teori og var 1931–32 redaktør af den skandinaviske udg. af Monde (fra 1932 Plan). 1935 blev B. cand. polit. og året efter ansat i nationalbankens valutakontor (senere valutacentralen og direktoratet for vareforsyning). Her virkede hun fra 1940–47 som kontorchef (udnævnt 1942) i en central position som leder af institutionens sekretariat. 1947–57 var B. forskningsmedarbejder hos professor Gunnar Myrdal i Geneve ved FNs økonomiske kommission for Europa. Hun var senere medarbejder ved Myrdals værk Asian Drama (udgivet 1968) og opholdt sig i længere perioder 1957–59 i Indien og 1964–65 i Senegal. – B. arbejdede efter 1957 selvstændigt med økonomisk forskning og løst forskellige opgaver for danske og internationale institutioner. Her i landet arbejdede hun for landsplanudvalget, var formand for socialforskningsrådets landbrugsudvalg og rådet for Instituttet for udviklingsforskning. 1973-75 var hun medlem af planlægningsrådet for forskningen. I det internationale arbejde deltog hun i ledelse af ekspertgrupper knyttet til FAO og Verdensbanken samt var formand for International social science counsil's projekt for udviklingsbistand 1966-69. og medlem af FNs ekspertkomité for dviklingsplanlægning 1972-80. 1975 var hun medlem af den danske delegation til kvindekongressen i Mexico. B.s omfattende videnskabelige arbejde var båret oppe af et kosmopolitisk socialt engagement der bl.a. gav sig udtryk i en særlig interesse for kvindernes stilling i forskellige lande og deres afgørende betydning for udviklingsprocessen. 1979-85 var hun således medlem af FNs forsknings- og uddannelsesinstitut for kvinder og 1982-85 af EFs rådgivende komité for udviklingspolitik. -Foruden artikler i Nationaløkonomisk Tidsskrift og andre danske og internationale fagtidsskrifter skrev B. bl.a. The Conditions of Agricultural Growth, 1965 (spansk udg. 1967, fransk udg. 1970, svensk udg. 1973, japansk udg. 1975); Woman's Role in Economic Development,1970 (svensk udg. 1971, dansk udg. Kvinde i uland, 1974, italiensk udg. 1982, tysk og fransk udg. 1983, indonesisk udg. 1984, spansk udg. 1993). Sammen med I. Sachs udgav hun Foreign aid to newly indepent Countries, 1971. I værket Population and Technological Change, 1981, fremhæves samspillet mellem befolkningsvækst og teknologi. Tildelt Jens Rosenkjærprisen 1970, Tagea Brandts rejselegat 1978, Award, Association for Women in Development 1992. B. blev æresdoktor ved Landbohøjskolen i Wageningen, Holland 1978, ved Kbh. univ. 1979 og ved Browns University, Rhodes Island 1985.

Familie

Forældre: direktør Holger Victor Børgesen (1874–1912) og damefrisør Talke Margrethe Cathrine Hansen (1876–1952). Gift 5.9.1931 på Frbg. (b.v.) med professor Mogens B., født 28.8.1910 i Fakse, død 12.1.1978 i Kbh., s. af købmand C. J. B. (1879–1966) og oversygeplejerske Julie Annette Clausen Lund (1878–1961).

Ikonografi

Foto.

Annonce

Bibliografi

Berl. tid., 14.11.1975.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Niels Banke: Ester Boserup i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287441