Christian Jacobsen Drakenberg

Christian Jacobsen Drakenberg, død 9.10.1772, sømand. Ifølge den halvt legendariske overlevering for Christian Jacobsen Drakenberg fra sit 13. år til søs, snart i koffardifart under mange nationers flag, snart til orlogs hvor han som underofficer deltog i krigene mod Sverige. I overensstemmelse med sit iltre temperament levede han livet farligt; foruden slagsmål og hvad der ellers bød sig af eventyrlige sømandsoplevelser måtte han døje forlis, fangenskab hos sørøvere og femten års slaveri i Tripolis og andre Middelhavsegne. Omkring 1729 sagde han søen farvel og dukkede op i København og på herregårde rundt om i landet hvor han efterhånden fik ry for sin høje alder der var så meget mere bemærkelsesværdig som han havde bevaret stor legemlig styrke og en usvækket livsappetit.

Han tog godt og regelmæssigt for sig af våde varer, giftede sig i en alder som angives til 111 år, og forsøgte sig endda flere år efter hustruens død med frierier hist og her. – For at bevise at han virkelig var så gammel, drog Christian Jacobsen Drakenberg 1732 til sit formentlige fødesogn i Bohuslen og kom hjem med en udskrift af kirkebogen hvorefter han skulle være født den 18.11.1626. Imidlertid kan hverken den præst, som opgives at have døbt ham eller den pastor Cornelius Olai som skulle have foretaget udskriften af kirkebogen efterspores i arkiverne, og dåbsattesten såvel som Christian Jacobsen Drakenbergs høje alder, det eneste grundlag for hans berømmelse, må derfor betegnes som særdeles tvivlsomme.

Sine sidste år tilbragte han i Århus hvor hans velynder, grev Frederik Danneskiold-Samsøe, gav ham underhold, og her blev han med pomp og pragt begravet i Laurids Ebbesens kapel i domkirken. Hans lig tørrede ind som en mumie og blev i mange år fremvist som en seværdighed, indtil dronning Caroline Amalie under et besøg i Århus 1840 påbød at den gamle mand skulle have fred i sin grav.

Christian Jacobsen Drakenbergs høje alder og det utal af anekdoter som var knyttet til beretningerne om hans bevægede livsførelse vedblev imidlertid at interessere, og endnu i dette århundrede har man søgt at gøre ham til genstand for en folkelig heltedyrkelse som "den sidste nordiske viking" og "verdens ældste sømand".