Mogens Heinesen

Mogens Heinesen, 4.3.1545-18.1.1589, fribytter. Født på Eysturoy, Færøerne, død i Kbh., begravet i Ørslev kloster k. H. opholdt sig på Færøerne til ca. 1566 da faderen blev præst i Norge. Han førte derefter skib mellem Bergen og Færøerne, men blev udplyndret af sørøvere og gik så i hollandsk tjeneste hvorfra han ca. 1578 vendte hjem med anbefaling af Frederik II. Det lykkedes ham 1579 at få eneret for sig og medredere i Bergen på besejling af Færøerne hvor hans halvbror Jon var lagmand, samt tilladelse til at udruste sit skib på orlogsvis for at bekæmpe sørøvere og ulovlig sejlads til Rusland nord om Norge mod at halvdelen af byttet tilfaldt kongen. I de følgende år udfoldede H. stor virksomhed, men samtidig drev han selv sørøveri og brandskattede Færøerne ved uærligt købmandskab, uden at lagmanden greb ind, og lensmanden på Bergenhus, Hans Lindenov var hemmeligt i ledtog med ham. Rentemester Christoffer Valkendorf havde dog nok fået underretning om disse forhold, og da H. 1581 kom til Kbh. for at aflægge regnskab havde Valkendorf formået kongen til at fratage ham privilegiet; men H. forstod at omstemme kongen og befæstede sig yderligere i hans gunst ved at tilbyde at opsøge Grønland på egen bekostning. Grønlandstoget foretoges 1581, men mislykkedes fordi han søgte den isspærrede østkyst. Ved hjemkomsten til Bergen blev han stævnet af lagmanden over Nordlandene, Peder Hansen, hvis hustru Margrete Gyntersberg han få år før – før hendes ægteskab – havde besvangret. Sagen var hidtil forblevet skjult, og når hun røbede den kan grunden være at han agtede at indgå ægteskab med hendes yngre søster, hvilket hendes tilståelse kunne forhindre da H. ved kønslig omgang med to søstre ville begå blodskam og derved stå til dødsstraf. H. nægtede alt og friede sig ved ed hvorefter han 1582 ægtede Sofie. Margrete Gyntersberg genoptog anklagen mod ham, og dommen gik H. imod, men blodskamsspørgsmålet blev ikke pådømt.

Imidlertid havde Valkendorf samlet materiale angående hans bedrageriske forhold og stævnede ham for Kbh.s rådstueret, men H. flygtede over Bergen til Færøerne på hvilke sejladsen nu blev ham forbudt. Jan. 1584 var han dristig nok til at opsøge Frederik II i Skanderborg, og kongen synes at have været velvillig mod ham. Da blodskamssagen samme sommer skulle for herredagen udeblev H. og drog til Holland hvor han 1585 fik kaperbrev af Moritz af Oranien; her blev han to år og kaprede skibe både fra venner og fjender. Juni 1587 tog han afsked her og bosatte sig – antagelig med kongens samtykke – i Ålborg hvor han ikke tog borgerskab, men gik i kompagni med den rige købmand, fh. borgmester Poul Popp og 1588 indtrådte i Guds Legems lav. S.å. fik han øen Egholm i forlening og anvendte den vistnok til salterier og oplag. Han fortsatte endvidere kompagniskabet med Hans Lindenov der 1586 afgik som lensmand og nu boede på Ørslev kloster. 1588 var H. på Færøerne med tilladelse og tog vistnok her et engelsk linjeskib; da han kom tilbage til Danmark klagede en engelsk sendefærd til regeringen over at han 1585 havde taget et engelsk skib ved den engelske kyst. Nu var Frederik II død og H.s gamle fjende Valkendorf derfor farligere hvorfor han foretrak at flygte. I Ålborg fik han sin familie og sit gods om bord og sejlede til Bergen hvor han blev fængslet; samtidig blev hans skibe og gods i forskellige byer beslaglagt. Han førtes i lænker til Kbh. hvor der blev rejst anklage mod ham for en række forbrydelser, og ved rådstueretsdom 16.1.1589 dømtes han fra livet. To dage senere blev han halshugget og derpå jordet på Nikolaj kirkegård. Såvel hans enke, der fragik arv og gæld, som Hans Lindenov anlagde sag mod Valkendorf for hans fremgangsmåde der ikke havde levnet tid til appel. Sagen endte 6.8.1590 med forlig, dommen over H. erklæredes for død og magtesløs, hvorefter Valkendorf skulle betale 3000 rdl. til sagvolderne, og enken fik ret til at begrave H.s lig hvor hun ville. 6.10. blev liget optaget under store højtideligheder og over land ført til Ålborg og videre til Ørslev kloster medens kirkeklokkerne ringede overalt hvor ligtoget passerede. Hans Lindenov lod i kirken anbringe en mindetavle over den afdøde med en udfordrende gravskrift som englænderne 1597 klagede over til Christian IV. Christoffer Valkendorfs ikke ganske lovmedholdige hastværk med henrettelsen, der kostede ham sædet i formynderregeringen for den unge Christian IV, må ses som udtryk for at de kræfter der stod bag H. ville være stærke nok til at forhindre dommens eksekution hvis han afventede en appelsag. Set fra statsmagtens side kan der næppe være tvivl om at H. havde forbrudt sig, i overleveringen blev han den dristige, maleriske fribytter – og på Færøerne en frihedshelt. Hans enke blev vistnok boende i Ålborg. D -Monument af J. Wiedewelt, 1780, ved Jægerspris.