Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H.P. Christensen

Oprindelig forfatter Fode
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

H.P. Christensen, Hans Peter Christensen, 14.9.1886-21.12.1977, skibsværftsdirektør. Født på Frbg, død i Helsingør (Skt. Mariæ), begravet sst. C. gennemgik marinens ingeniør-elevskole og blev 1907 ingeniørassistent ved Orlogsværftet, men straks efter søgte han videre uddannelse, dels ved Den tekniske højskole i Charlottenburg, dels ved engelske og tyske skibsværfter. Da han vendte hjem herfra 1911 blev han ansat som værftsingeniør ved Orlogsværftet hvor han seks år senere blev underdirektør ved skibsbyggeriet. Her arbejdede han med bygning af undervandsbåde samt med bygning af de første danske flyvebåde. Dette var medvirkende til at han 1919 blev medlem af luftfartskommissionen og senere blev bestyrelsesmedlem af Det Danske Luftfartsselskabtil 1957.

1919 blev C. direktør for Nakskov Skibsværft, hvor han virkede til 1925 da han overtog direktørstillingen ved Helsingør Jernskibs- og Maskinbyggeri. Helt frem til 1962 stod han i spidsen for denne store arbejdsplads. Derefter fortsatte han som "konsulent" frem til 1970 og bestyrelsesformand til 1966. C. var en betydelig teknisk dygtighed, og i løbet af 1920erne og 1930erne forestod han betydelige udviklingsarbejder på den gamle skibsdampmaskine selv om værftet allerede 1936 erhvervede licens fra B&W til bygning af skibsdieselmotorer. 1938 forelagde han et projekt til et skandinavisk stålværk der særlig skulle fremstille skibsmaterialer. Da samarbejdet ikke lykkedes fremlagde han året efter planer for et værk baseret på hjemligt stålskrot, og i begyndelsen af krigen blev hans ideer realiseret. Det var hans opfattelse at en hjemlig stålproduktion var nødvendig hvis skibsværftsindustrien skulle overleve. Fra Frederiksværk Stålvalseværks start til 1971 var C. formand for selskabets bestyrelse. - C. forstod fuldt ud det industrielle organisationsarbejdes betydning, og han var således formand for Foreningen af jernskibs- og maskinbyggerier i Danmark 1933-61 og ydede her en værdifuld indsats for den samlede værftsindustri. 1935 blev han medlem af Industrirådet, og 1941 valgtes han til formand for dette og for Industriforeningen i København. Foruden at han frem til 1948 stod i spidsen for Industrirådet var han også en årrække medlem af Arbejdsgiverforeningens hovedbestyrelse og af forretningsudvalget af Sammenslutningen af arbejdsgivere inden for jern- og metalindustrien i Danmark. Han er karakteriseret som en stærk organisator og smidig forhandler hvilke kvalifikationer var afgørende i de mange svære forhandlinger under og efter besættelsen. 1954 udnævntes han til æresdoktor ved Danmarks Tekniske Højskole. 1947-53 var han præsident for Akademiet for de tekniske Videnskaber og i en årrække tillige formand for det teknisk-videnskabelige Forskningsråd. Fra 1955-70 var han næstformand for Atomenergikommissionen. Han har selv givet en skildring af sit liv i Erindringer fra en ingeniørs liv i skibsbygningens og industriens tjeneste. Heri opregner han tillige sine personlige data.

Når det gjaldt erhvervslivets placering i samfundet var C. erklæret liberalist, idet erhvervslivet ikke skulle inddrages under statens ledelse. Han havde dog den opfattelse at det lejlighedsvis var nødvendigt at statsmagten tog initiativer, men for at opnå de bedste resultater skulle det ske i forståelse og samarbejde med erhvervslivets sagkundskab.

Annonce

Familie

Forældre: kusk, senere skolebetjent Jørgen C. (1858-1937, gift 2. gang med Marie Jensen, 1851-1937) og Ane Hansen. Gift 12.5.1916 i Kbh. (Johs.) med Karen Sophie Alexandra Jensen, født 20.10.1894 i Kbh. (Johs.), død 31.3.1967 i Helsingør, d. af kusk Peter Rasmus J. (1858-1932) og Benedicte Larsson (1858-1923).

Udnævnelser

R. 1920. DM. 1936. R.1 1936. K.2 1943.

Ikonografi

Mal. af H. C. Barenholdt (Industrirådet). Tegn. af Otto Christensen, 1956 (Fr.borg). Mal. af Aug. Tørsleff, 1961 (Det da. stålvalseværk). Foto.

Bibliografi

H. P. C: Erindringer fra en ingeniørs liv i skibsbygningens og industriens tjeneste, 1972. - Tidsskr. for industri, 1946 237-39. Hans Rasmussen: Ilden i min esse, 1977. Ib Koch-Olsen i Politiken 23.12.1977. Dansk industri, 1978, nr. 1 25.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Fode: H.P. Christensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288262