Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lars Larsen

Oprindelig forfatter HJrg
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Lars Larsen, 25.3.1758-18.1.1844, skibsreder, værftsejer. Født i Kbh. (Frels.), død sst. (Trin.), begravet sst. (Ass.). L. hørte til inderkredsen af københavnske storkøbmænd fra slutningen af 1700-tallet. 1797 kunne hans handelsflåde ansættes til ca. 1400 kommercelæster, og han blev kun overgået af Asiatisk Kompagni og af huset Duntzfeldt. En betydelig del af sin indtjente formue anbragte han i grundejendom i Kbh. Han erhvervede 1802 den nuværende Larsens Plads fra firmaet Duntzfeldt, Meyer & Co. for 42000 rdl. og ejede ved sin død desuden blå pakhus og lade- og lossepladsen bag Slotsholmsvagten. Desuden købte han grund i den nyanlagte Kronprinsessegade der tegnede til at blive en af Kbh.s smukkeste gader. L. var vellidt af de mange mennesker han kom i forbindelse med, og han interesserede sig levende for unge mennesker der gerne ville frem, således ankersmed Hans Caspersen. 1807 blev han medlem af den kommission som skulle drage omsorg for, at indløbet gennem Kalveboderne til Langebro blev gjort tilgængeligt for levnedsmiddelsejladsen. – DM. 1809. R. 1812.

Familie

Forældre: silkevæver, senere brygger Peder L. (ca. 1729–1809) og Charlotte Margaretha Holm. Gift 20.3.1807 i Kbh. (Holmens) med Jacobine Ursin, født 25.3.1772 i Kbh. (Holmens), død 3.10.1819 sst. (Trin.) (gift 1. gang 1795 med premierløjtnant i søetaten Georg Jacob Krüger, 1771-tidligst 1800), d. af kaptajnløjtnant, senere kontreadmiral Svend Martin U. (1728–1810) og Frederikke Marie Ursin (1741–1816).

Bibliografi

C. Nyrop i Museum, 1892 II 172. Carl Bruun: København III, 1901 fl.st.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Harald Jørgensen: Lars Larsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293318