• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Claus Kniphof

Oprindelig forfatter PBag

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Claus Kniphof, ca. 1500-30.10.1525, skibsfører, kaper. Claus Kniphof, der var af velhavende og anset slægt, var allerede 1521 i Christian II's tjeneste og synes 1523 at have fulgt ham til Nederlandene rimeligvis som forer på et af flådens skibe. I foråret 1525 stak han i søen som fører for et i Christian II's navn udrustet skib, i begyndelsen i følge med Lambert Andersen. De angreb i forening Bergen, opbragte hansestædernes skibe og havde på denne tid deres tilhold i Skotland hvorfra Claus Kniphof søgte at få udrustet hjælp til Søren Norby som da havde rejst bønderne i Skåne hvilket dog ikke lykkedes inden Søren Norby havde måttet slutte forlig med Frederik I.

Af handelshensyn havde den nederlandske regering erklæret Claus Kniphof for en sørøver; han fortsatte imidlertid sine kaperier mod hansestæderne og lå om efteråret ved Greetziel ved Øster-Ems' munding med en styrke på fire-fem store skibe for efter at have taget landsknægte om bord at gøre et togt til Norge med vidtstrakt fuldmagt fra Christian II som dennes høvedsmand. 7.10. blev han imidlertid overrasket af en overlegen hamburgsk skibsstyrke og efter en drabelig kamp ført som fange til Hamburg hvor han til trods for Christian II's fuldmagtsbrev 30.10. halshuggedes som sørøver; 75 af hans kammerater fulgte ham i døden. Den skæbne der havde ramt den statelige, smukke 25-årige søkriger der af sin konge var optaget i adelstanden, og som ved sine dristige bedrifter havde skaffet sig et både æret og frygtet navn viden om, ikke mindst ved sin ridderlighed og den ro hvormed han gik døden i møde, gjorde på samtiden et dybt indtryk der har sat sit præg i adskillige digte til hans ære.

Familie

Claus Kniphof blev født i København (?), død i Hamburg. Forældre: borger i København Walter Kniphof og Sidse Cortsdatter (død 1553, gift 2. gang med borgmester Jørgen Kock, død 1556).

Annonce

Bibliografi

Hanserecesse, 3. Abt. IX, München 1913. – Zeitschrift des Vereins für hamb. Gesch. II, 1847 577–91; IV, 1858 212–35: O. Benekel samme sted V, 1866 477–79. C.F. Allen: De tre nordiske rigers historie V, 1872 99–128.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Bagge: Claus Kniphof i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292685