Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jens Munk

Oprindelige forfattere SHei og KB-S

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jens Munk, 3.6.(7.?) 1579-3.7.1628, ishavsfarer. Jens Munk tilhørte en hallandsk lavadelsslægt. Faderen blev dog oprindelig ikke regnet for adelig da hans mor, Jens Munks farmor, var borgerlig, men adledes 1580 for sine fortjenester under syvårskrigen og senere og fik nogle mindre norske forleninger. Der gik dog hurtigt skår i den nyerhvervede anseelse da han afsattes og fængsledes for sin brutale administration 1585. Jens Munks mor flyttede derefter til Fredriksstad, og tre år senere sendtes Jens Munk til sin faster i Ålborg hvor onklen var borgmester. I en alder af tolv år tog han hyre som skibsdreng til Portugal, stod i handelslære hos en købmand i Oporto, men drog allerede efter et års forløb til Bahia i Brasilien. Her fristede han først en temmelig kummerlig tilværelse som skomagerdreng og malermedhjælper, men kom atter til handelen. 1598 måtte han dog atter forlade Brasilien under ret dramatiske omstændigheder idet han frelste to hollandske skibe, der havde krænket den spanske monopolhandel, fra at blive opbragt af spanierne. Han kom nu atter til Danmark, sejlede på Østersøhavnene, Holland og Spanien, bl.a. for rigsråden Henrik Ramel, og førte siden nogle år sit eget skib på fangsttogter i Ishavet hvor hans fartøj 1609 blev skruet ned af isen så at han kun med møje reddede sig og mandskabet ind til Arkhangelsk.

1610 kom han i Christian IV's tjeneste. Kongen som af merkantile og politiske grunde nærede levende interesse for de nordlige farvande, udsendte samme år en ekspedition på to skibe af hvilke det ene blev ført af Jens Munk, dels for at drive fangst under Finmarken, dels for at undersøge sejlmulighederne i Det kariske stræde mellem Novaja Zemlja og øen Vaigach, med andre ord den ivrigt eftersøgte Nordøstpassage nord om Asien. Der kom dog intet af betydning ud af rejsen idet man allerede på et tidligt tidspunkt blev standset af isen, og i det nærmest påfølgende år lagde Kalmarkrigen beslag på flåden og dens mænd. Jens Munk, der 1611 blev udnævnt til kaptajn i flåden, deltog med hæder i kampene ved Göta elv og belejringen af Elfsborg. Efter fredsslutningen forblev han i kongens tjeneste og sendtes endnu samme år som tolk og regnskabsfører med Jacob Ulfeldts gesandtskab til Spanien, sejlede næste år et russisk gesandtskab til Arkhangelsk, krydsede siden i Nordhavet efter fribyttere som næstkommanderende under Jørgen Daa og besøgte 1617 på ny Spanien for at hyre biscayiske hvalfangere til et nylig stiftet fangskompagni i hvilket han selv havde part.

Da Ove Gieddes togt til Indien forestod var det hensigten at Jens Munk som en af flådens mest erfarne officerer skulle deltage i færden, og det blev ham pålagt at gøre skibene sejlklare. Planen om hans deltagelse blev dog atter opgivet formodentlig fordi han imidlertid havde forelagt udkastet til en selvstændig ekspedition med det formål at opsøge en søvej til Indien nord om Amerika idet forskellige engelske søfareres, især Henry Hudsons, opdagelser syntes at give berettiget håb om en sejlbar Nordvestpassage fra Hudson Bay til Stillehavet. Planen vandt kongens bifald, og 9.5.1619 forlod Jens Munk København med to af flådens skibe, fregatten Enhjørningen og jagten Lamprenen, med en besætning på i alt 64 mand. 30.6. fik de Kap Farvel i sigte og styrede 11.7 ind i Hudson Strait. Storm, ishindringer og omfattende undersøgelser af nord- og sydsiden af dette farvand, hvor man bl.a. for første og eneste gang traf eskimoer, bevirkede at skibene ikke før seks uger senere løb ind i Hudson Bay. Her sattes kursen mod sydvest i retning af den formodede passage. 7.9. nåede Enhjørningen under en forrygende snestorm Churchill Rivers munding. Lamprenen, som var forslået nordover under uvejret, ankom dertil to dage senere efter at man, så vidt det kan skønnes af Jens Munks kort, ved denne lejlighed havde opdaget de store fjorde Chesterfield og Ranken Inlet.

Annonce

Da årstiden allerede var langt fremskreden gjorde man alt rede til overvintring i landet som kaldtes Nova Dania, og foretog en forgæves rekognoscering op ad floden for at få forbindelse med den indfødte befolkning. Det var Jens Munks agt at underkaste kysten en nøjere undersøgelse det følgende forår, og i begyndelsen tegnede udsigterne ret lyse. Jens Munk var en dygtig organisator og forstod at sætte folkene i arbejde med jagt, træfældning og andet; men da vinteren for alvor satte ind forandredes forholdene på skæbnesvanger måde. Med datidens geografiske kundskaber var det for en europæer umuligt at forudse at man under så sydlige breddegrader ville møde et så strengt klima, og mandskabet var kun slet udrustet til at modstå kulden. Da vejret hindrede enhver form for fødeindsamling var mandskabet henvist til den vitaminfattige skibskost, og resultatet viste sig snart i form af skørbug. I løbet af nogle måneder bukkede næsten alle under for sygdommen. 25.2.1620 var der 20 døde, 10.4. 41 og 4.6. 61.

Jens Munk, som forgæves havde gjort sit bedste for at lindre sygdommen hvis natur da var ganske ukendt, var til sidst selvtredje tilbage. Da isen brød op midt i juni, og man derved fik lejlighed til at sætte ørredgarn, kom de efterlevende så meget til kræfter at de kunne gøre jagten sejlklar. Fregatten måtte naturligvis efterlades og at fortsætte undersøgelserne var udelukket. 16.7. begyndte hjemrejsen, og trods isvanskeligheder og storm lykkedes det de tre mand at føre det lille fartøj over Atlanterhavet så at de 21.9. kunne kaste anker i en af fjordene nær Bergen. Jens Munk havde udført en enestående sømandsdåd som han siden har beskrevet i Navigatio septentrionalis, 1624, og havde som nævnt ikke blot opdaget Churchill River, men antagelig også både Chesterfield og Ranken Inlet.

Når ekspeditionen i øvrigt var mislykkedes var grunden udelukkende tidsalderens svigtende geografiske og fysiologiske forudsætninger, og ingen bebrejdelse kan rettes mod Jens Munk der tværtimod havde vist sig som en fremragende leder. Heller ikke samtiden synes at have lagt ham rejsens udfald til last, og et tidligt opstået sagn om at han skulle være faldet i kongens unåde er ganske uhistorisk. Tværtimod påtænktes det at sætte ham i spidsen for en ny ekspedition der dels skulle grunde en nybygd i de besøgte egne, dels afhente det efterladte skib og fortsætte eftersøgningen efter Nordvestpassagen. Planerne blev dog opgivet af ukendte årsager blandt hvilke muligvis har været Jens Munks svækkede helbred. Derimod fortsatte han sin tjeneste i flåden. I efteråret 1621 sendtes han til Holland for at hyre mandskab til Det ostindiske kompagni, og næste år ledsagede han som chef for orlogsskibet Nældebladet en ostindiefarer forbi De kanariske øer. Siden var han udkommanderet på flere togter i de nordlige farvande indtil krigen brød ud 1625. I dens første år lå han gentagne gange som eskadrechef ved Wesers munding. 1628 befandt han sig med en flådeafdeling ud for Stralsund og deltog med tapperhed i kampene da hans død indtraf, men om det var som følge af sår eller andre grunde er ukendt ligesom også den nøjagtige dato.

Jens Munks stærkt omskiftelige skæbne har til stadighed fængslet eftertiden. Et hovedværk om Jens Munks ishavsfærd er stadig K. Birket-Smiths kyndige og værdsættende fremstilling fra 1929, men nok så fascinerende er Thorkild Hansens storslåede epos fra 1965 der på dokumentarisk grundlag men med digterisk kraft skildrer en tragisk og dramatisk skæbne i Christian IV's Danmark.

Familie

Jens Munk blev født på Barbo ved Arendal i Nedenæs len, død i København (Nic. k.). Forældre: lensmand Erik Nielsen Munk (død 1594) og Anna Bartholomæidatter (død 1623). Gift 1. gang med Cathrine Adriansdatter. Ægteskabet opløst 1623. Gift 2. gang med Margrethe Tagesdatter, død 14.2.1651 i København, begravet sammesteds (Nic. k.) (gift 2. gang 1630 med borgmester i København Christopher Hansen, 1598-1679), datter af slotsskriver på Akershus, senere lagmand i Hedemarken Tage Eriksen (død tidligst 1648).

Bibliografi

Kancelliets brevbøger 1609-29, 1916-29. – P. Lauridsen i Jens Munk: Navigatio septentrionalis, 1883 VII-LVI. Danish arctic expeditions, udg. C.C.A. Gosch II, London 1897. Johs. Knudsen: Den danske Ishavsfarer Jens Munk, 1902 = Folkelæsn. CCLVII. Kaj Birket-Smith: De danskes vej. Jens Munks rejse og andre danske Ishavsfatter under Chr. IV, 1929. Sune Dalgård: Dansk-norsk hvalfangst 1615-60, 1962. Thorkild Hansen: Jens Munk, 1965 (8.opl. 1974). Samme og Peter Seeberg: Jens Munks mindeekspedition, 1965 = Gyldendals julebog 1965. H. Ilsøe i Fund og forskning XXI, 1974 165f. – Papirer i Det kongelige bibliotek.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steffen Heiberg, Kaj Birket-Smith: Jens Munk i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294561