R. Spärck

R. Spärck, Hakon Ragnar Gisiko Spärck, 5.8.1896-20.6.1965, zoolog. Født i Hjørring, død i Kbh. (Trin.), begravet sst. (Holmens).

S. blev 1914 student fra Sorø hvor grunden lagdes til hans naturhistoriske og historiske interesser. Han overvejede en humanistisk uddannelse men valgte zoologien og blev magister 1919. Tidligt i studietiden indledtes hans livslange tilknytning til Zoologisk museum hvor han 1921 blev fast ansat ved bløddyrafdelingen. To år før var han tillige blevet medarbejder ved Biologisk station hvor C. G. Joh. Petersen blev hans inspirerende læremester, og hvor han under de følgende års omfattende Limfjordsundersøgelser også påvirkedes af andre fremtrædende danske og udenlandske marinbiologer.

I Kbh. udfoldede han en vældig aktivitet som skribent og foredragsholder og forelæste fra 1926 for ældre studerende over et vidtspændende register af emner. Efter en hård og spændende professorkonkurrence efterfulgte han 1937 Ad. S. Jensen som professor zoologiae. I kraft af dette embede, rige evner, enorm flid og brede interesser blev han den centrale skikkelse inden for dansk zoologi og naturfredning til sin død. Som underviser videreførte S. den klassiske, systematisk-morfologiske zoologi. Eksaminatorie-formens dialog lå bedst for ham, mens hans forelæsninger nok var inspirerende og velformulerede men som følge af ofte lemfældig tilrettelæggelse kunne mangle pædagogisk slagkraft. De beskæftigede sig med de store linjer: bipolaritets- og reliktproblemer, de marine dyresamfund, udviklingslæren, sammenhænge i den historiske udvikling og personerne bag de videnskabelige landvindinger.

Ved mere end 50 disputatser var han en sprudlende opponent der med minimal forberedelse fandt frem til centrale ankepunkter. Studenterne og de yngre kandidater omfattede han med dyb og varm interesse. Han var fra 1956 et aktivt medlem af stipendieudvalget og skaffede med sine mange berøringsflader, sin optimisme og overtalelsesevne, stillinger og virkefelter for mange unge zoologer i en tid med overproduktion og arbejdsløshed. Men hans manglende evne til at sige nej og erkende et nederlag medførte også at nogle skuffedes.

Højdepunkterne i hans akademiske karriere var hvervene som præsident for den 14. internationale zoologkongres i Kbh. 1953 og som prorektor 1957. Blandt de mange inden- og udenlandske bestyrelser, udvalg, komiteer m.m. han blev medlem af skal blot nævnes Zoologisk have og International Union of Biological Sciences (præsident for zoologiske gren).

– Efter sin professorudnævnelse overraskede S. alle ved at bibeholde dobbeltstillingen som professor og leder af Zoologisk museum (formand for museumsrådet). Kritiske røster talte om magtbrynde, men den dybeste årsag var sikkert frygten for at kappe forbindelsen mellem museets forskning i systematik og universitetsundervisningen i denne disciplin. Allerede 1934 havde S. sammen med arkitekt Vilh. Lauritzen udarbejdet et skitseprojekt til et nyt museum på Nørre fælled. Kampen for en afløser af det gammeldags museum i Krystalgade lededes af S., og det nye Zoologiske museum og laboratorium der omsider, først i 60erne, kunne tages i brug, er i første række hans værk. Forinden forestod han en vis modernisering i Krystalgade og gennemførte en tredobling af ansatte fra 1937–60.

– Mindre iøjnefaldende, men af stor betydning, var S.s organisatoriske indsats i forbindelse med ekspeditioner. Selv var han i de yngre år på Færøerne og Island og 1932 som marinbiologisk "sommermand" på Treårs-ekspeditionen – siden blev det kun til korte gæstespil: på "Dana" i Middelhavet 1930, i Congo 1946–47 og på "Galathea" 1950 og 51, men denne og en del andre ekspeditioners succes beroede i høj grad på S.s store og mangesidige arbejde på hjemmefronten.

På basis af egne og andres indsamlinger på Færøerne startede S. 1928 Zoology of the Faroes og tog i 30'erne initiativet til parallel værket The Zoology of Iceland. Allerede 1929 blev S. medlem af naturfredningsrådet, og antallet af rejste sager og oprettelsen af reservater øgedes omgående stærkt. Efter gennemførelsen af reservatloven 1936 indtrådte han tillige i reservatudvalget og igangsatte i de følgende år talrige feltundersøgelser i reservaterne, især af fuglelivet. Samtidig tog han initiativet til de af jagtfonden betalte fødebiologiske og parasitologiske vildtundersøgelser der publiceredes i det af ham etablerede Danish Review of Game Biology. I fredningsarbejdet – fra 1953 som formand for naturfredningsrådet – fik han på utallige besigtigelsesrejser afløb for sin rastløse energi, og han kendte sit land som få. Hans smidighed og store viden på de forskelligste felter samt en fabelagtig hukommelse for detaljer gjorde ham til en særdeles effektiv forhandler, og han havde afgørende indflydelse på næsten alle større fredningssager fra 1935–65. I de senere år indså han at naturfredning som et væsentligt led i al landsplanlægning må ses i en større sammenhæng og udviklede i adskillige artikler sine tanker om naturværn med vidtgående samfundssigte.

– Også i det faglige foreningsarbejde deltog S. med liv og sjæl. I ungdommen gjaldt det især Studentersamfundet, og allerede 1918 indvalgtes han som den første student i bestyrelsen for den agtværdige Dansk naturhistorisk forening, endda som sekretær, og var formand 1935–39. Han holdt et utal af foredrag, deltog i diskussioner om alskens emner og ledede ekskursioner og auktioner. I de studerendes forening NOA var han ved rusfesterne det altid veloplagte midtpunkt. 1951 blev han æresmedlem af NOA, 1956 af Dansk ornithologisk forening og 1957 af Naturhistorisk forening. Sidstnævnte lod efter hans død opsætte et bronzerelief, hvortil 365 personer ydede bidrag.

S.s skribentvirksomhed afspejler de vidtspredte interesser. Som student beskæftigede han sig nogle år med larver af chironomider (dansemyg) fra ferskvand og skrev først i 20erne flere mindre arbejder om deres metamorfose. Men ellers handlede den videnskabelige produktion frem til professortiden især om marinbiologi. Afhandlingen On the food problem in relation to the marine zoogeography, 1926 regnede S. selv med rette for sit betydeligste arbejde. Disputatsen (hvis forsvar 1925 der længe gik ry af) beskrev østersens biologi, specielt dens kønsskifte; den efterfulgtes af en halv snes andre østersbidrag, bl.a. et eksperimentelt om vækst og fødekrav, samt af en livslang virksomhed som konsulent for østerskompagniet. Limfjordsundersøgelserne førte også ind på studier af bundfaunaens kvantitative udbredelse, bl.a. i Løgstør bredning (1921, s.m. I. Lieberkind). Desuden beskrev han dyresamfund fra Østgrønland, Island, Færøerne, Portugal og Middelhavet og redegjorde i to vigtige arbejder (1935 og 36) for C. G. Joh. Petersens ideer og principperne for fremtidigt arbejde; 1951 kom en lille afhandling om den kvantitative forekomst af bundfaunaen i Philippinergraven og andre dybhavsgrave. S. skrev tillige om bløddyrenes faunistik, bl.a. i Ringkøbing Fjords Naturhistorie, 1933–36 som han redigerede efter A. C. Johansens død. Af Aug. Krogh blev han inspireret til en undersøgelse af temperaturens indflydelse på stofskiftet hos visse muslinger (1936) og sammen skrev de et lille pionerarbejde om havbundens smådyr (meiofaunaen). S. fremtræder i de fleste af disse arbejder som syntetikeren, og selv om den analytiske del ofte er svag blev flere af dem banebrydende og tilskyndede andre til nye undersøgelser. – I disse år skrev S. tillige talrige småafhandlinger om mange andre emner; blandt senere, ornitologiske bidrag kan nævnes arbejder om knopsvane og skarv og føden hos måger og jagtbare fugle. Nordens Dyreverden, 1928 og Den danske Dyreverden, dyregeografisk og indvandringshistorisk belyst, 1940 fungerede en årrække som lærebøger. Efter professorudnævnelsen tog det historiske forfatterskab teten. Det var indledt allerede 1924 med bogen Havets Udforskning i det nittende Aarhundrede, derpå fulgte skildringen af Naturhistorisk forening 1833–1933, Zoologisk museums komplicerede historie tilbage til Ole Worms samlinger (1945) og universitetets undervisning i zoologi gennem 300 år (1962).

Det er med rette sagt om S. at den dyreart der interesserede ham mest var Homo sapiens. Dette afspejles i høj grad i hans mange nekrologer hvor han med menneskelig forståelse og megen takt gav rammende karakteristikker af ældre og samtidige zoologer. Hertil føjer sig et stort antal artikler i Dansk biografisk leksikon (2. udg.) og andetsteds samt større arbejder om bl.a. Peter Forsskål og ikke mindst Japetus Steenstrup (1948) med hvem han havde så mange lighedspunkter både i fortrin og mangler. Heri imødegår han den tidligere nedvurdering af Steenstrup, og i passager nærmer fremstillingen sig det selvbiografiske.

– S. var en personlighed af usædvanligt format og enestående mangfoldighed, med stor personlig charme og et markant ydre. Han var elsket og omstridt, ligefrem og hjælpsom og med et ukueligt lyssyn, men til tider hensynsløs, spredt og utilbøjelig til at gå i dybden – ganske som Steenstrup og C. G. Joh. Petersen, tre åndsbeslægtede mænd som dominerede dansk zoologi i 120 år.