O.A.L. Mørch

O.A.L. Mørch, Otto Andreas Lowson Mørch, 17.5.1828-25.1.1878, zoolog. Født i Lund, død i Nice, begravet sst. M. der som etårig kom til Kbh. måtte 14 år gammel forlade skolen pga. en øjensygdom og faderens død. Hans tidligt vakte naturhistoriske interesser medførte at han 1844 blev knyttet som medhjælper til zoologen Henrick Beck der var ansat ved Det kgl. naturhistoriske museum og tillige bestyrede Chr. VIIIs private konkyliesamling. Som konkyliolog var M. i nogen grad elev af Beck, men han var først og fremmest autodidakt og afskrev til brug i sit arbejde lånte molluskværker der var for dyre at anskaffe. 1847 blev han ansat hos Jap. Steenstrup ved universitetets zoologiske museum i en slet lønnet stilling der varede til hans død. Hans opgave var at bestemme og sammenarbejde de bløddyr der fandtes i de nævnte samlinger (stammende fra bl.a. O. F. Muller, L. Spengler, H. N. Krøyer, A. S. Ørsted og Gaiatheaekspeditionen). – Som led i dette livslange, myreflittige og fortjenstfulde museumsarbejde skrev han talrige afhandlinger. En del handler om bestemte områders snegle og muslinger, fx Danmarks, Færøernes, Islands, Grønlands, Svalbards, Nicobarernes og især Vestindiens. Andre drejer sig om arters, slægters eller familiers systematik, ofte med inddragelse af nomenklatoriske problemer. I flere af disse kritiske revisioner går han nye veje i klassifikationen af bløddyr. Hovedværket behandler ormesneglene, Vermetidae (på fransk 1858-60, på engelsk 1861), og i tilknytning hertil skrev han sin eneste ikke-malakologiske afhandling, om kalk-rørsormene (1863). Han foretog også systematiske revisioner i nogle af de 13 kataloger han udarbejdede over danske privatsamlinger af konkylier og skrev om fossile mollusker. Et stort anlagt værk, Genera et species Molluscorum, blev ikke afsluttet.

Allerede M.s første kataloger gjorde ham kendt i udlandet. Hans talrige rejser til nord-, vest- og mellemeuropæiske museer og privatsamlere blev finansieret ved at han reviderede og ordnede disses samlinger, og han vedblev at stå i brevveksling med samtidens førende malakologer. Han blev medlem af en halv snes lærde selskaber og æresdoktor ved universitetet i Göttingen 1868. Denne store anseelse stod i skarp modsætning til hans inferiøre stilling ved museet. Dens ubetydelighed hang vel dels sammen med hans manglende akademiske uddannelse, dels med at han tog parti for J. C. Schiødte i den standende strid med Steenstrup, og endelig beroede den på hans sære, indesluttede væsen som næredes af en stærk uafhængighedsfølelse. Men trods sin skyhed var han imødekommende og hjælpsom i faglige anliggender. I de senere år led han af tuberkulose og døde under en rejse til Sydeuropa, betalt af hans få danske venner (bl.a. Jonas Collin).