Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kaj Berg

Oprindelig forfatter Wolff
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Kaj Berg, 13.5.1899-14.3.1972, zoolog. Født i Århus, død i Hillerød, begravet sst. (ny kgd.). En aktiv deltagelse i spejderbevægelsen bidrog til at B., efter studentereksamen fra Århus 1918, valgte naturfagsstudiet med henblik på senere at gå skolevejen. Imidlertid fik han umiddelbart efter skoleembedseksamen 1925 af professor C. Wesenberg-Lund tilbud om en stilling som videnskabelig assistent ved det ferskvandsbiologiske laboratorium i Hillerød. Det daglige arbejde under den egenrådige Wesenberg-Lund kom til at byde på mange vanskeligheder, og 1939 var det August Krogh der fik gennemtrumfet at B. efterfulgte Wesenberg-Lund som professor i ferskvandsbiologi. Efter krigen (1945) iværksatte B. en tiltrængt modernisering af laboratoriet og fik efterhånden gennemført en kraftig udvidelse ved køb af endnu to villaer ved slotssøen og et gæstehus samt indretning af et feltlaboratorium ved Borresø nær Silkeborg. Adskillige elever og medarbejdere involveredes i de store undersøgelser af bestemte søer og vandløb som B. organiserede, og i hans professortid tidobledes det videnskabelige og tekniske personale ved laboratoriet. 1969 faldt han for aldersgrænsen. Udover administration og forskning anvendte B. megen tid på forureningssager og naturfredning. Han var bl.a. medlem af Dansk Ingeniørforenings spildevandskomité fra 1944 og forestod 1950–51 undersøgelsen af Furesøens forurening (publiceret 1958). Også som medlem af Naturfredningsforeningens naturvidenskabelige udvalg fra 1928 og af hovedbestyrelsen fra 1964 var det især bevarelsen af vore ferske vande han beskæftigede sig med. – Som forsker var B. stringent og samvittighedsfuld og en dygtig analytiker, men uden større interesse for syntesen. Årene som assistent var præget af studier af dafnier hvor B. som en af de første herhjemme kombinerede iagttagelser i naturen med eksperimenter, især over forplantningsforhold. De skaffede ham 1928 universitetets guldmedalje og 1931 doktorgraden (Studies on the genus Daphnia O. F. Muller, with special reference to the mode of reproductionj og sammenfattedes i en ofte citeret oversigt i Biological Reviews, 1934. Fra disse år stammer også en større afhandling om det dyriske plankton i Frederiksborg slotssø, 1929, et vigtigt arbejde om Corethra-myggelarven og dens døgnvandringer i relation til lyset samt et om relationerne mellem planteplankton og daf-niemaxima; dette var skrevet sammen med August Krogh, hvis problemorienterede undervisning havde haft stor betydning for B. i studieårene, og som han livet igennem var nært knyttet til. Bl.a. for at kvalificere sig til en overtagelse af professoratet kom B. ind på mere generelle limnologiske emner, først det store arbejde om den kvantitative fordeling af bunddyrene i Esrum sø, 1938, og derpå – i det af B. startede tidsskrift Folia Limnologica Scandinavica og i samarbejde med tre elever – monografien på 500 sider, River Susaa I–II (1943–48 og siden genoptrykt). 1956 kom arbejdet om den særprægede Gribsø (med Ib Clemens Petersen). I de senere år vendte B. tilbage til sin ungdoms kærlighed, eksperimenterne, og publicerede alene eller sammen med andre en række respirationsfysiologiske afhandlinger. 1955 indvalgtes B. i Videnskabernes selskab, blev medlem af lignende selskaber i Norge, Finland og Belgien og fik 1965 tildelt den fornemme Naumann-medalje.

Familie

Forældre: toldklarerer Aage B. (1871–1928) og Marie Sørensen (1870–1944). Gift 3.5.1947 i Kbh. (b.v.) med Agnete Benedikte Agerlin Ødum, født 18.6.1911 i Næstved (Skt. Morten), d. af kommunelærer Niels Ødum (1866–1926) og Dagmar Vilhelmine Marie Agerlin (1875–1954).

Udnævnelser

R. 1950, R1 1958.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiogr. i Festskr. udg. Kbh.s univ. nov. 1931 160f. - A. F. Bruun i Naturhist. tid. III, 1939 78f. B. Lauge Madsen og G. Nygaard i Hydrobiologica XXXV, 1969 345–51. A. M. Hemmingsen i Vidensk. medd. fra dansk naturhist. foren. CXXXV, 1972. 139-52 (liste over K. B.s publ.). E. Steemann-Nielsen i Vidensk. selsk. overs., 1973 89-94. P. M. Jónasson i Kbh.s univ.s festskr. 1972 115-19 og Arch. hydrobiol., LXXVI, 1975 256–64.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Wolff: Kaj Berg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286798