Kai L. Henriksen, Kai Ludvig Henriksen, 8.1.1888-28.6.1940, zoolog. Født i Kbh. (Jac), død sst., begravet sst. (Garn.). H. blev student (privat dim.) 1906 og tog 1912 magisterkonferens i zoologi. Som student var han sommerassistent hos C. Wesenberg-Lund i Füresølaboratoriet 1909–11; resultatet blev en monografisk bearbejdelse af De europæiske Vandsnyltehvepse og deres Biologi, 1918. 1913 blev han ansat som vikar, 1914 som assistent efter Adam Bøving på Zoologisk museum og her faldt hele hans virke, fra 1918 som amanuensis, fra 1933 som museumsbestyrer ved artropodafdelingen (3. afd.). H. var den fødte museumsmand med et bredt og dybtgående kendskab, et sikkert systematisk blik og en betydelig organisationsevne. Af de talrige spredte samlinger skabte han det grundlag insektsamlingen nu er bygget op på. Allerede inden konferensen blev H. 1911 ansat som honorarlønnet assistent ved Mineralogisk museum, en stilling han bevarede til 1932 og som gav ham mulighed for at benytte kendskabet til de recente insekter ved studiet over de fossile og subfossile. Foruden nogle beskrivelser af eocæne molerinsekter resulterede det i hans disputats (1933) Undersøgelser over Danmark-Skånes kvartære Insektfauna hvori han påviser insektbestandens svingninger i de forskellige perioder siden istiden i takt med klimasvingningerne. H.s kendskab også til de uddøde leddyr gav ham imidlertid mulighed for en sammenligning af alle grupper inden for leddyrene: krebsdyr, spindlere, tusindben og insekter, i et forsøg på at udrede deres fylogeni, deres udvikling gennem tiderne. To vigtige afhandlinger udkom: The segmentation of the trilobite's head, 1926 der påviste at også hos trilobiterne blev et brystled indlemmet i hovedet under udviklingen, og The manner ofmoulting in Arthropoda, 1932 (i Notulae entomologicae XI) der for første gang brugte hudskiftelinjer i den fylogenetiske bevisførelse. En samlet fremstilling af hovedets sammenlignende morfologi, især dets segmentering, med påvisning af at spindlernes cephalothorax er deres hoved, blev antydet i en kongresberetning fra Ithaca (1928), men blev afbrudt ved H.s død.

H. var en utroligt alsidig mand der bl.a. fortsatte studiet over billelarver der var en museal tradition fra J. C. Schiødtes tid. Nogle mindre afhandlinger og syv grundlæggende bind i Danmarks Fauna (1913–31) blev resultatet. Men også Nordatlantens zoogeografi optog ham. Allerede 1917 skrev han med Will. Lundbeck den store Grønlands Landarthropoder i Meddelelser om Grønland XXII; en revideret Index kom sst. 1939. Om talrige insektgrupper skrev han i Zoology of the Faroes og The Zoology of Iceland. Og endelig nåede han i 16 år at fuldføre et værk som intet andet land har magen til og som måske er det der vil blive stående længst efter ham, den store Oversigt over dansk Entomologis Historie, 1921–37 hvori humanisme og naturvidenskab har indgået en lykkelig forening. Den blev udgivet som et særbind af Entomologiske Meddelelser som han var redaktør af 1918–34; fra 1934 til sin død var han formand for Entomologisk forening, og i begge egenskaber bidrog han til at fremme samarbejdet mellem amatørerne og fagentomologerne. H. var en i sjælden grad agtet og afholdt personlighed hvis viden, kyndighed og hjælpsomhed gjorde ham til en inspirationskilde for kolleger og elever.

Familie

Forældre: politibetjent Christian H. (1859–1934) og Lovise Mathilde Frederiksen (1858– 1947). Gift 18.10.1918 i Kbh. (Chr.) med Else Dorthea Larsen, født 14.8.1891 i Kbh. (Jac.), død 7.10.1953, d. af politibetjent Anders Christian L. (1858–1929) og Anna Marie Kølle (1864–1947).

Ikonografi

Foto (Kgl. bibl., Zool. mus.).

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1933 119f. – Mathias Thomsen i Vidensk. medd. fra da. naturhist. forening CIV, 1940 V-XII. Sv. G. Larsson i Naturhist. tid. IV, s.å. 44f. Chr. Poulsen i Medd. fra da. geol. foren. IX, s.å. lf. S. L. Tuxen i Naturens verden XXIV, s.å. 289–93. Samme i Entomologiske medd. XXII, s.å. I-XVI (m. bibliografi). Samme: Entomologisk foren.s hist. 1868–1968, 1968 89–95 o.fl.st. Samme: Ella Zimsen. Entomologiske medd. XXXXVII, 1980 121–24.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig