Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jonas Collin

Oprindelig forfatter rsp
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Jonas Collin, Jonas Sigismund Collin, 8.4.1840-9.7.1905, zoolog. Født i Kbh. (Trin.), død i Brørup, begravet på Frbg. C. der som sin far og farfar havde mange og forskellige interesser blev student 1859 fra v. Westens institut, hvorefter han studerede zoologi og 1866 tog magisterkonferens. Han deltog som frivillig i krigen 1864, og studietiden afbrødes yderligere af flere lange rejser til Sydeuropa og Nordafrika sammen med digteren H. C. Andersen. Han kom som ung i forbindelse med J. C. Schiødte der påvirkede ham meget, og til hvis kreds han sluttede sig. Nogen egentlig videnskabelig ansættelse opnåede han aldrig, men han virkede fra 1870 til sin død som indenrigsministeriets konsulent i sager vedrørende østersfiskeriet. Hans virksomhed i denne stilling satte sig dog ikke væsentlige spor, han foretog ingen undersøgelser for at finde årsagen til bestandssvingningerne, lige så lidt som han søgte fiskeriet forbedret eller øget i driftsmæssig eller anden henseende. Som videnskabelig forfatter lykkedes det heller ikke C. at præstere noget større og betydningsfuldt arbejde. Han har skrevet en del faunistiske afhandlinger, bl.a. om danske frøer og tudser (1869) og om bløddyr fra Hellebæk (1880). Hans mest betydningsfulde arbejder er nyudgaven af Kjærbøllings Danmarks Fugle (1875-77) med to supplementshæfter og bogen Om Limfjordens tidligere og nuværende marine Fauna, med særligt Hensyn til Bløddyrfaunaen, 1884. Den giver det første bidrag til dette særprægede farvands faunistik hvortil han erhvervede sig betydeligt kendskab gennem sin virksomhed som østerskonsulent, og som må betegnes som hans bedste videnskabelige arbejde. Han har desuden skrevet Danmarks Fiskerier (Nord. Tidsskr. for Fiskeri, 1873-78) og et enkelt systematisk arbejde om Dijmphnaekspeditionens bløddyr og brachiopoder. Han var en ivrig og flittig samler, navnlig af marine bløddyr som han overdrog til Zoologisk museum. Han havde i øvrigt mangfoldige interesser på historiske og andre felter. Han var således medarbejder ved Dagbladet i en lang årrække idet han skrev anmeldelser af naturhistorisk litteratur. Desuden har han skrevet biografier, bl.a. af danske zoologer, en lille afhandling Vort Sprog og diverse mindre artikler. Han virkede også som oversætter af populærvidenskabelig litteratur og udgav bl.a. en udmærket oversættelse af H. A. Berlepsch: Alperne, 1873. Faderens og sin egen store manuskript- og brevsamling skænkede han til Det kgl. bibl.

Familie

Forældre: departementsdirektør, etatsråd Edvard C. (1808-86) og Henriette O. Thyberg (1813-94). Gift 23.9.1876 i Vedbæk kapel med Benedicte Knudtzon, født 23.9.1856 i Kbh. (Garn.), død 14.5.1940 på Kbh.s sygehjem, Ordrup, d. af grosserer P. C. K. (1789-1864) og Lucinde Gotschalk (1818-88).

Udnævnelser

Etatsråd 1900.

Annonce

Ikonografi

Foto (Zool. mus. og Kgl. bibl.).

Bibliografi

C. C. A. Gosch: Danm.s zool. lit. II, 1875; III, 1878 (bibliografi). Samme: Jørgen Christian Schiødte II-III, 1899-1905. III. tid. 22.7.1905. - Manuskript- og brevsamling i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Renate Schröder-Petersen: Jonas Collin i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288522