Horst Meesenburg, f. 10.2.1928, zoolog, museumsinspektør. Horst Meesenburg blev student 1946 (Sønderborg) og cand.mag. 1953 med zoologi som hovedfag. 1954-67 var han seminarieadjunkt i Tønder hvorpå han fra 1968 til 1976 opbyggede og ledede det nye saltvandsakvarium i Esbjerg; 1982 blev han ansat som museumsinspektør ved fiskerimuseet sst.

I studietiden var Horst Meesenburg opsynsmand på reservatet Tipperne i Ringkøbing fjord, og i adskillige år studerede han her vadefugles ynglebiologi og publicerede om brushanens parringsspil. Fra 1954 arbejdede han tillige for Skallinglaboratoriet med klittens og marskens plantesamfund og skrev om disse emner.

Det var mange års undervisning og studier inden for faget geografi samt inspiration fra "Skalk" der 1970 førte til starten af det kulturgeografiske tidsskrift BYGD med Horst Meesenburg som hovedforfatter, redaktør og deltager i alle processer fra indsamling af stof til layout og distribution. Fra 1978 blev han daglig leder af den s.å. oprettede BYGD-fond, fra 1982 formand for dens bestyrelse. Artiklerne i BYGD er suppleret med en række bøger af Horst Meesenburg, bl.a. Vadehavets økologi, 1976, Fanø, 1977, Esbjerg – by og egn, 1977, Rømø, 1978, Limfjorden, 1981, og redaktion af Flyfotoatlas Danmark, 1980. Flere af disse har vundet priser for godt bogarbejde, og en del af bøgerne og specialnumre af BYGD er kommet i store oplag på dansk og tysk, dels fordi de har dækket et udtalt behov ikke mindst blandt turisterne og dels som følge af den velskrevne og pædagogisk tilrettelagte tekst samt de fremragende fotos (især af Sv. Tougaard).

Horst Meesenburg har formået at videreføre de yngre års grundforskning af karakteristiske dyre- og plantearter til studier og formidling af den dynamiske udvikling af landskaber og menneskesamfund i nutidens Vestjylland.

Familie

Horst Meesenburg blev født i Pinneberg, Tyskland.

Forældre: købmand Albert Meesenburg (1892-1937) og Magdalene Auguste Tingleff (født 1901, gift 2. gang 1939 med bogholder Holger Knarhøj). Gift 12.6.1950 i Sønderborg med senere forlagsleder Edith Schmidt, født 4.2.1928 i Sønderborg, d. af tobakshandler Peter S. (1897-1967) og Cathrine Laurine Roth (født 1900).

Ikonografi

Mal.

Bibliografi

Interview i Jyske tid. 11.6.1978.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig