Holger Poulsen, Holger Emil Vilhelm Poulsen, 14.6.1914-3.12.1982, zoolog. Født i Kbh. (Kristk.), død i Herstedøster. P. blev student fra kursus (Kbh.) 1933 og cand. mag. 1940. Efter diverse vikariater på gymnasier og landbohøjskolen og fire år som lærer på Akademisk kursus ansattes han 1946 som videnskabelig assistent ved Zoologisk have, idet han under indflydelse af K. Lorenz' og N. Tinbergens første publikationer var begyndt at arbejde med dyrs adfærd. Fra 1949 startede han ved Psykologisk laboratorium (Kbh.s univ.) forelæsninger i dyrepsykologi (etologi), og 1960 blev han, efter langt bevillingsmæssigt tilløb, ekstern lektor i dette fag ved Zoologisk laboratorium hvor han 1966 ansattes som lektor med arbejdssted i Zoologisk have. Her har han bl.a. arbejdet for at nye anlæg bliver udformet med mest mulig hensyntagen til dyrenes adfærd, med aktiverende foder-pladser osv. – P.s vigtigste publikation er disputatsen fra 1953, den første herhjemme om etologi. Den drejer sig om rugeadfærd hos jordrugende fugle, bl.a. de udløsende impulser for at rulle æg tilbage i reden, og er baseret på forsøg i Zoologisk have suppleret med iagttagelser i Finland. Derudover har P. skrevet afhandlinger om svaners etologi, forbedring af instinktmæssige bevægelser ved indlæring, bogfinkens sang og kald, fugle der "smører" sig med myrer og nogle mindre arbejder. I Dyrenes instinkter, 1953 imødegår han, især på grundlag af egne forsøg, opfattelsen af bevidste motiver som årsag til dyrs handlinger. Senere bøger er Dyr og mennesker i zoologiske haver, 1965, Dyrepsykologi, 1967 og bidrag til Skyld og ansvar, 1967 og Bogen om dyrepsykologi, 1977. I øvrigt har han i foredrag og interviews og gennem radio og TV været formidler herhjemme af den internationale dyrepsykologis epokegørende resultater og er gået ind i diskussionen om vilde dyr og dressur, burhøns o.a. Han var medlem af bestyrelsen for Dansk ornithologisk forening 1951-61, for Dyrenes beskyttelse fra 1977, medlem af den internationale etologiske kommission 1953-76 og af den internationale kommission for fuglebeskyttelse fra 1977.

Familie

Forældre: buntmager Frederik Vilhelm Julius P. (1874-1929) og Olga Emilie Petersen (1877-1972). Gift 7.7.1946 på Frbg. med Gerda Elisabeth Stampe Qvistgaard, født 1.9.1923 i Kbh., d. af gartner Johannes Georg Q. (1882-1965) og Helga Fog (1887-1973).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1953 207f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig