Hector F.E. Jungersen, Hector Frederik Estrup Jungersen, 13.1.1854-6.3.1917, zoolog. Født i Dejbjerg, død i Kbh., begravet sst. (Garn.). Efter 1871 at være blevet student fra Odense studerede J. naturhistorie og tog 1877 magisterkonferens i zoologi. Han kom derefter ind i forskellig undervisningsvirksomhed ved skoler og kursus og ansattes 1879 ved Metropolitanskolen hvor han 1882–99 var adjunkt. Allerede som student knyttedes han 1874 til universitetet som assistent ved zoologiundervisningen for medicinere, ansat af Japetus Steenstrup til hvis ivrige tilhængere han hørte. 1899 udnævntes han til C. F. Lütkens efterfølger som professor i zoologi og bestyrer af Zoologisk museums hvirveldyr-afdeling. 1886–1901 virkede han tillige som docent ved Polyteknisk læreanstalt. Ved sin tiltræden indførte J. det for zoologiundervisningen så vigtige dissektions-(zootomi-)kursus. Han var en fortrinlig forelæser hvis undervisning i høj grad bar præg af hans store belæsthed, uden at den derfor virkede bred eller trættende. Når hans gerning som universitetslærer dog ikke satte sig større spor skyldtes det at han ikke viste noget betydeligt initiativ hverken videnskabeligt eller administrativt, ligesom hans undervisning -dens pædagogiske fortrin ufortalt – ikke i højere grad virkede inciterende.

J.s videnskabelige produktion er alsidig men ikke særlig stor. Inden for den sammenlignende morfologi er han elev af Carl Semper i Jena, hvor han udarbejdede sin 1889 udkomne disputats om kønsorganernes udvikling hos benfiskene. Andre sammenlignende morfologiske arbejder omhandler nyresystem eller kønsorganer hos ganoider, stør og padder og afsluttes med de betydelige Ichthyotomical contributions I-II, 1908–10. Efter deltagelse som ledende zoolog i Ingolf-ekspeditionen 1895 og -96 kom J. ind på taxonomiske studier af nordatlantiske og antarktiske søfjer og læder- og stjernekoraller og beskrev en ejendommelig epizoisk hydroide og nogle snyltende krebsdyr. I en længe overset artikel i Geografisk Tidsskrift, 1898 uddrog han det zoogeografiske hovedresultat af Ingolf-ekspeditionen: påvisningen af den arktiske dyb-havsfauna. Endelig skrev han 1907 det første bind i serien Danmarks Fauna (om krybdyr og padder). – J. var en meget repræsentativ mand der fik adskillige tillidshverv og blev æresmedlem af flere udenlandske selskaber. Han redigerede 1883–99 Naturhistorisk forenings tidsskrift og var derpå foreningens velanskrevne formand til sin død. Han sad i ledelsen af de skandinaviske naturforskermøder og blev 1901 medlem af Videnskabernes selskab og 1914 af Carlsbergfondets direktion; 1912–13 var han universitetets rektor. – J. tilhørte den skole af zoologer som opstod i Tyskland i forrige århundredes slutning, og som lagde en overvejende vægt på den sammenlignende morfologi på nedstamningsteoretisk basis. Han var dog tillige i betydelig grad præget af den ældre zoologis brede polyhistoriske indstilling.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Skellerup, provst Anders Christian J. (1817–74) og Hedevig Ingeborg Bang (1821–1906). Gift 26.5.1887 i Kbh. (Frue) med Anna Margrethe Volqvartz, født 29.7.1861 i Kbh. (Helligg.), død 19.7.1938 sst., d. af grosserer Niels Thomas Otto V. (1828–1902) og Véronique Françoise Bølling (1833–92).

Udnævnelser

R. 1896. DM. 1913.

Ikonografi

Mal. af L. Tuxen, 1904 (Kbh.s univ.), tegn. af samme. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov.1889 197–200. – J. O. Bøving-Petersen i Politiken 8.3.1917. C. H. Ostenfeld i Berl.aften 13.3.1917. C. With i Vort land s.d. H. C. Nielsen i Ingeniøren, 1917 139. W. Lundbeck i III.tid. 18.3.s.å. Ad. S. Jensen i Vidensk. medd. fra da. naturhist. foren. LXVIII, s.å. V-XII (m. bibliografi). Samme i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov.s.å. 118–22. Samme i Naturens verden I, s.å. 145–47. C. G. Joh. Petersen i Oversigt over vidensk.s selsk.s forhandl. s.å. 29–31. [N. Plum] i Metropolitaner-samf.s årsskr. X, s.å. 13–15. Aug. Brinkmann i Naturen, Bergen 1917 65–68. R. Spärck: Dansk naturhist. foren. 1833–1933, 1933. -Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig