Finn Salomonsen

Finn Salomonsen, 31.1.1909-27.4.1983, zoolog. En tidlig kontakt med E. Lehn Schiøler og dennes store fuglesamling medførte at Finn Salomonsen allerede som 16-årig gymnasiast kom med på Lehn Schiølers Vestgrønlands-ekspedition 1925, en rejse der blev bestemmende for hans senere vigtigste virkefelt som ornitolog. Efter studentereksamen 1927 (Skt. Jørgen), magisterkonferens 1932 og studierejser i Europa blev han fra 1937 ansat som tilsynsførende ved naturfredningsrådets reservater indtil han 1943 blev assistent ved Zoologisk museum med ansvar for de store fuglesamlinger. Amanuensis blev han 1952, var afdelingsleder 1958–79 og lektor i ornitologi fra 1960.

Både før og efter ansættelsen ved museet har Finn Salomonsen udfoldet en omfattende og vidtfavnende virksomhed som ekspeditionsmand, organisator, fredningsmand, forsker, popularisator, faglig redaktør o.m.a. Den første Grønlands-ekspeditions systematisk-faunistiske undersøgelser udstraktes 1936, med Finn Salomonsen som leder, til Upernavik-Thule, og fra 1946 er fulgt godt en snes rejser til Grønland. Først gjaldt det den krævende organisering af ringmærkningerne som Finn Salomonsen med enestående effektivitet iværksatte ved hjælp af lokale hjælpere og støttet af Carlsbergfondet. Godt 230.000 fugle er mærket, og de 12.000 genfund har afsløret helt uventede trækruter og vinteropholdssteder, fx at snespurven i NØ-Grønland trækker til Centralasien. Ringmærkningen viste også behovet for generelle fredninger, en vanskelig sag i et fordums fangersamfund. Men efter 17 års utrættelig argumentation ved møder og i radio over for myndigheder og befolkning kunne loven om jagt på fugle 1977 vedtages i landsrådet. Andre ekspeditioner gik til Færøerne 1930, til bjergene på Mindanao i Filippinerne 1951 og til Bismarck-øerne i SØ-Asien 1962 (under Noona Dan-ekspeditionen som Finn Salomonsen var en af initiativtagerne til). Hertil kommer flere studierejser til museer i USA og gæsteforelæsninger i udlandet.

Allerede inden Finn Salomonsen var fyldt 20 havde han publiceret 10 videnskabelige afhandlinger. Nogle af de første og mange senere drejer sig om underarter og geografisk variation hos europæiske arter eller grupper, bl.a. gråsisken 1928, drosselrørsanger 1929, stor præstekrave og strandskade 1930, gærdesmutte 1933, atlantiske alkefugle 1931–44, snespurv 1947, og istidernes betydning for artsdannelse 1930. Andre systematisk-faunistiske arbejder handler om Madagascars og Filippinernes paradis-fluesnappere og montane fuglefauna, afrikanske isfugle og Ny Guineas hejrer, og til Peter's Checklist of the Birds of the World har Finn Salomonsen bidraget med revisioner af blomsterpikkere og honningfugle. Hans vægtigste bidrag inden for studier af fjerfældning er den store og bredt skrevne disputats fra 1939, Moults and sequence of plumages in the rock ptarmigan der på grundlag af 1500 skind af især fjeldrype beskriver dragter og fældningsforløb og analyserer de ydre faktorers indflydelse. I andre arbejder behandles havlittens og mallemukkens fældninger (1941 og 1965). Af de talrige andre afhandlinger drejer mange sig om faunistik, om evolution af især indo-australske fugle og om træk- og indvandringsforhold på grundlag af især de grønlandske ringmærkninger, kronet med bogen Fuglene på Grønland, 1967 og hans Presidential Address om zoogeografiske og økologiske problemer i arktis (Finn Salomonsen var præsident for ornitolog-kongressen i Haag 1970). Endelig har han analyseret de grønlandske fuglefjeldes økologi 1979.

Karakteristisk for Finn Salomonsens videnskabelige produktion, er dels hans enorme litteraturkendskab, dels at hans konklusioner der er baseret på iagttagelse, kombinationsevne og intuition i det store og hele er blevet bekræftet af senere, mere statistisk funderede undersøgelser. Som popularisator hører han til de mest produktive danske zoologer. 1932–42 var han naturvidenskabelig medarbejder ved Politiken, og 1938 kom den første af mange bøger Fugletrækket over Danmark (ny, stor udg., Fugletrækket og dets Gåder, 1953, tysk udg. 1969). Så fulgte Strandens Fugle, 1940, Aaret og Fuglene, 1941, storværket Grønlands fugle, 1950–51 (med akvareller af Aa. Gitz-Johansen), Mindanao 1952 og The Arctic Year, 1958 om dyrs og menneskers tilpasning til de ekstreme vilkår i arktis (s.m. Peter Freuchen, oversat til seks sprog, inkl. dansk). Senere kom bl.a. Systematisk oversigt over Nordens fugle, 1963 (= Nordens fugle i farver VII), Karen Blixen og fuglene samt Fugle og folk, 1964, Fuglene i Menneskenes Land 1–2, 1974–79 og Grønlands fauna, 1981 (s.m. B. Muus og Chr. Vibe). Endelig har Finn Salomonsen været medarbejder ved flere leksika og bidragyder til en halv snes samleværker.

Også på anden vis er Finn Salomonsens indsigt og arbejdskraft kommet fuglesagen til gode. Internationalt har han været medlem af organisationer og komiteer vedr. fuglebeskyttelse (fra 1952), nomenklatur (fra 1954, formand 1956–62) og kongresser, og han er æresmedlem af en halv snes udenlandske ornitologiske selskaber. Herhjemme har han bl.a. siddet i bestyrelsen for Rungstedlundfonden fra 1959 og i kommissionen for videnskabelige undersøgelser i Grønland 1967–73. Men det største arbejde er lagt i Dansk ornithologisk forening; han var redaktør af tidsskriftet 1942–61, og hans formandstid 1959–71 er karakteriseret ved vældig medlemsfremgang og aktivitetsudvidelse.

Finn Salomonsen er stadig den ledende autoritet vedrørende skandinaviske fugles systematik og de grønlandske fugles trækforhold, og som talsmand for fuglefredningen i Grønland og for beskyttelse af den hjemlige fuglefauna og dens levesteder har hans indsats været af stor og varig betydning. – Galatheamedaljen 1952.