C.M. Steenberg, Carl Marinus Steenberg, 24.11.1882-1.2.1946, zoolog, anatom. Født i Vester Brønderslev, død i Søborg, urne på Vestre kgd. S. blev student 1902 fra Østre Borgerdyd og mag.scient. 1909. Allerede fra 1904 underviste han ved københavnske skoler, senere tillige ved Den danske realskoles seminarium samt ved faglærerkursus. 1908 blev han assistent ved universitetets histologisk-embryologiske laboratorium og videreførte faget efter docent R. Stamms død 1934. Da sammenlignende anatomi 1923 indførtes som fag ved universitetet ansattes S. som lektor og fem år senere som ekstraordinær professor. Til støtte for undervisningen forestod han udarbejdelsen af et væld af fortrinlige tavler og en fornem samling af anatomiske præparater, men hans forkærlighed for detaljer prægede hans forelæsninger for naturhistorikere og gymnastikstuderende i ofte urimelig grad. Hans hjertebarn blev det nye velindrettede anatomiske institut på Nørre fælled som han sammen med medicineren professor H. Hou-Jensen havde arbejdet på i en årrække og som indviedes 1942. Også uden for universitetet havde S. indflydelse på undervisningen: i skolerne ved udarbejdelse af anatomiske tavler og vejledning i præparationsteknik, som ministeriets konsulent ved seminariernes tilrettelæggelse af det naturhistoriske studium og indretning af laboratorier, som censor i landbrugszoologi og ved skole- og faglærereksaminer samt gennem den stærkt benyttede lærebog om menneskets fysiologi og anatomi (s.m. P. Brandt Rehberg).

Disse mange gøremål var medvirkende til at S.s videnskabelige produktion blev af begrænset omfang. Hovedparten omhandler snegles indre anatomi, ikke mindst de komplicerede hermafroditiske kønsorganer, og er baseret på en mesterlig, af ham selv konstrueret teknik til mikrodissektion af de ofte kun millimeter-store dyr. Det var finheden og afvekslingen i de enkelte dele der optog ham – en videregående, sammenlignende analyse havde han hverken interesse eller sans for. Samtlige arbejder er ledsaget af hans fremragende og kunstneriske tegninger, mange i en af ham selv udarbejdet ny teknik. Det gælder fx hans bind om landsnegle til værket Danmarks Fauna, 1911 hvis anatomitegninger går igen i mange udenlandske håndbøger. Et arbejde om de danske foldsnegle (1914) fulgtes af disputatsen fra 1925, Etudes sur l'anatomie et la systématique des Maillots, en minutiøs gennemgang af 25 arter små puppe-snegle. Endelig kom 1936 en anatomisk-systematisk monografi om en lungesnegleart fra Mauritius. Et tilfældigt fund på en ekskursion af larver af svampemyggeslægten Phronia som lever i et diminutivt, af egne ekskrementer opbygget hus ledte ham ind på årelange studier af disse dyrs (og en nærstående arts) anatomi og systematik og resulterede i tre afhandlinger (1924, 1938, 1943). Også den spændende analyse af Skrydstrupkvindens hår og klædedragt (1939) var anatomisk, mens den omfattende bearbejdelse af bløddyrene til C. Wesenberg-Lunds "Furesøstudier", 1917 var faunistisk-økologisk. – En smertefuld sygdom nedsatte de seneste år S.s arbejdsevne. Til Zoologisk museum testamenterede han sin store og sirligt ordnede privatsamling af snegle og til museet og det anatomiske institut sit meget righoldige og smukt indbundne bibliotek over malakologi og anatomi. Medlem af Videnskabernes selskab 1935.

Familie

Forældre: gartnerjohannes (Sørensen) S. (1857–1946) og Hansine Christensen (Bach) (1856–1944). Gift 15.4.1919 i Kbh. (Pauls) med husholdnings- og faglærer Johanne Agnes Møller, født 29.5.1888 i Kbh. (Pauls), død 28.10.1975 i Skovlunde, d. af havnebygmester, senere borgmester, dr.techn. H. C. V. M. (1854–1943) og Agnes J. C. Nyholm (1862–1938).

Udnævnelser

R. 1936.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1925 107f. – Slægtstavlesaml., 1931 161. Studenterne MCMII, 1927 149f. Ad. J[ensen] i Naturens verden XIII, 1929 376f. Ragnar Spärck i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1946 133–37. Hj. Ussing i Flora og fauna LII, s.å. 1–3. Paul J. Holst Christensen i Naturhist. tid. X, s.å. 29–31. C. O. van Regteren Altena i Basteria X, Lisse s.å. hft. 3–4 33–35 (heri malakologisk bibliogr.). Magnus Degerbøl i Vidensk. medd. fra da. naturhist. foren. CIX, 1947 V-X. Ad. S. Jensen i Oversigt over vidensk. selsk.s. forhandl. 1946–47 59–64. S. L. Tuxen i Entomologiske medd. XXV, 1947 142–44 (heri entomologisk bibliogr.). Torb. Wolff i Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj XIII, 1979. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig