August Fjelstrup, Søren August Fjelstrup, 13.6.1854-7.2.1914, zoolog, forfatter. Født i Kbh. (Garn.), død sst., begravet sst. (Vestre). F., der var sønnesøn af S. A. F., blev student 1872 fra Metropolitanskolen, cand.phil. 1873, tog medicinsk forberedelseseksamen 1874, studerede zoologi uden at tage eksamen, virkede som lærer, var 1891-93 præparator ved Zoologisk museum og rejste 1892 til Marokko i videnskabeligt øjemed. I de følgende år syslede han med praktiske forbedringer i mejeri- og margarineproduktion; 1896 var han teknisk direktør ved en fabrik på Trollesminde til fremstilling af animalsk konserves. Han skrev en lærebog i zoologi og zoologiske afhandlinger. I sin sidste halve snes år var han optaget af historisk arbejde; han var en flittig læser og arkivgæst og forstod at fremdrage ting af interesse, om end manglende skoling og kravet til hurtig produktion ikke tillod ham undersøgelser til bunds, og han heller ikke opnåede synderlig form som populær fremstiller. Bøger som Statsfangen Magnus Beringskjold, 1913 og Damerne ved Karoline Matildes Hof, 1909 er overvejende bearbejdelse af trykte kilder; Marie Grubbe, 1904, 5. A. Fjelstrup, s.å. og Borreby og dets Ejere, 1909 indeholder noget hidtil for almenheden ukendt. Med Skilsmisseprocessen mellem Kong Kristian VII og Dronning Karoline Matilde, 1908 (fot.optr. 1968) offentliggjorde han en del af de akter som under denne proces var blevet afskrevet i al hemmelighed hos anklageren, kammeradvokat Ole Bang, men som endnu lå utilgængelige i kongehusets arkiv. Mest selvstændig betydning har de skrifter hvor hans gamle faginteresser drev hans undersøgelser frem, Guldmagere i Danmark i det 17. Aarhundrede, 1906 og Dr. Peter Payngk, Kristian IVs Hofkemiker, 1911, en virkelig materialesamling, men heller ikke mere.

Familie

Forældre: overkrigskommissær, intendant Johan Christian August Roepstorff F. (1825-1907) og Conradine Vilhelmine Ryder (1827-1900). Gift 8.12.1888 i Kbh. (Slotsk.) med balletdanser ved Det kgl. teater Mette Pouline Frederikke Poulsen, født 21.12.1850 i Kbh. (Frue), død 4.4.1924 på Frbg. (Godth.) (gift 1. gang 30.3.1869 med cand.phil., senere regissør, grosserer Henrik Jeppesen, 1847-1934. Navneforandring til Tusholt 1906, gift 2. gang 1883 med Olga Vilhelmine Frederiksen, 1858-1902, gift 3. gang 1906 med Maren Olsen, født 1872, gift 2. gang med fagforbundsformand Christian Borgland), d. af handelsbetjent, senere amtstue-fuldmægtig Poul Lauritz P. (ca. 1822-68) og Jensine Jacobine Amalie Eggersen (1820-62). – Bror til Peter F.

Bibliografi

S. Elvius: 200 biografier af studenterne fra 1872, 1897.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig