Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Arne Schiøtz

Oprindelige forfattere MeHa og Wolff

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Arne Schiøtz, f. 29.1.1932, zoolog. Født i Nørresundby. S. blev student 1950 (Ålborg) og cand.mag. 1958. Året efter blev han ansat som direktionssekretær ved Kbh.s zoo for bl.a. at realisere planerne om et nyt terrarium, men pengene rakte kun til en modernisering af det gamle. 1964 efterfulgte han Mogens Højgaard som direktør for Danmarks Akvarium hvor han 1974 gennem den store udvidelse med landskabsakvarier og et biologisk museum fik virkeliggjort nogle af sine tanker om et moderne, tematisk akvarium der både tjener almene oplysnings- og undervisningsformål. Han fortsatte som direktør frem til 1996, og i denne periode blev Danmarks Akvarium udbygget i to omgange. 1972 var S. en af initiativtagerne til oprettelsen af den danske sektion af Verdensnaturfonden og udstak som generalsekretær i de første seks år hovedretningslinjerne for fondens virksomhed i Danmark. Han fortsatte som næstformand for Verdensnaturfonden 1978-80 og 1983-90. 1980 blev han for en treårig periode Director of Conservation ved fondens hovedkvarter i Schweiz. På et strengt fagligt grundlag har S. ofte udtalt sin uforbeholdne mening i miljøspørgsmål, fx vedr. Grindstedværket 1973, kernekraft og naturbevarelse. 1971-79 var han justitsministeriets sagkyndige i zoo-spørgsmål, er medlem af bestyrelsen for Danmarks naturfond og Fugleværnsfonden og sad i naturfredningsrådet 1973–77 og igen 1985-90. 1990-93 var han leder af DANIDA-projekt om miljøhandlingsplan i Bhutan med oprettelse af et miljøministerium.

S.s videnskabelige indsats er knyttet til Afrika, hvor han har deltaget i feltarbejder 1958-2005. Under deltagelse 1959 i Zoologisk museums ekspedition til Nigeria vaktes han interesse for løvfrøer. På fire omfattende ekspeditioner 1961–67 fra Sierra Leone til Østnigeria indsamlede han sammen med sin kone 15 000 løvfrøer og andre padder på natlige ture, tog farvefotos og optog deres stemmer på bånd. I The treefrogs (Rhacophoridae) of West Africa, 1967 (disputats) redegøres for 55 løvfrøarters systematik, biologi og geografiske udbredelse. Fra 1968 udstraktes undersøgelserne til Østafrika og resulterede i bogen The treefrogs of eastern Africa, 1975. I 1999 kom Treefrogs of Africa der er en håndbog over alle Afrikas løvfrøer. Hertil kommer afhandlinger om vestafrikanske padder og deres stemmer og revision af et par løvfrøslægter. Samlingerne af afrikanske løvfrøer findes på Zoologisk museum og er de bedste i verden. I forbindelse med det videnskabelige feltarbejde har han fundet omkring 50 nye arter af frøer og krybdyr, og flere frøarter er opkaldt efter ham.

Foruden bidrag til samleværker og tidsskriftartikler om bl.a. fisk, padder, krybdyr og naturbeskyttelse har S. skrevet håndbogen Akvariefisk og planter, 1969, mindre bøger om Danmarks Akvarium og om terrariedyr og -teknik samt redigeret håndbogen Jeg har akvarium (s.m. Steffen Christensen), 1968. Han tildeltes Rungstedlund-prisen 1996 og er æresmedlem af flere organisationer, bl.a. af World Wide Fund for Nature.

Annonce

Familie

F: bankbogholder, senere underdirektør Erik S. (1899–1966) og Martine (Titte) Larssen (1904–40). Gift 6.1.1962 på Frbg. (b.v.) med Vibeke Søager, født 20.4.1941 i Kbh., d. af direktør Henning S. (1913-87) og Inge Storm Jørgensen (født 1917).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiogr. i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1967 222f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Torben Wolff: Arne Schiøtz i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297050