Hans H. Ussing, Hans Henriksen Ussing, 30.12.1911-22.12.2000, zoofysiolog, biokemiker. Hans H. Ussing blev 1929 student fra Sorø hvor han var vokset op i Molbechs Hus, den ene af de smukke, gamle rokokopavilloner der flankerer Sorø akademi. 1934 blev han cand.mag. i naturhistorie og geografi fra Kbh.s universitet. Allerede før det tidspunkt havde Hans H. Ussing deltaget i videnskabeligt arbejde idet han som marinbiolog og hydrograf i sommeren 1933 var med på treårsekspeditionen til Østgrønland. Indsamlet materiale derfra dannede baggrund for hans disputats i 1938 om nogle planktondyrs biologi (The biology of some important plankton animals in the fjords of East Greenland). Den centrale skikkelse inden for eksperimentel zoofysiologi i København var på dette tidspunkt August Krogh der under et besøg i USA i begyndelsen af 30erne havde truffet atomfysikeren Harold C. Urey der netop havde isoleret det tunge vand. Krogh havde straks indset dets nytte i fysiologiske eksperimenter og fik overdraget Ureys første prøve af tungt vand til måling af membraners og cellers vandpermeabilitet. Fra 1935 blev Hans H. Ussing knyttet til disse undersøgelser på Zoofysiologisk laboratorium, og et af de første arbejder sammen med Krogh blev en mikrometode til præcisionsmåling af tungt vand som er en forudsætning for de videre undersøgelser. I denne periode blev Hans H. Ussings interesse vendt mod proteinstofskiftet, og han udarbejdede en metode til kvantitativ bestemmelse af fornyelses-hastigheden for proteiner ved at følge udvekslingshastigheden for deuterium (en del af tungt vand). De proteinkemiske metoder lærte han samtidig på Carlsberg laboratoriet hos K. Linderstrøm-Lang. Da fysikerne fik bedre metoder til fremstilling af radioaktive isotoper blev Hans H. Ussing efter krigen opfordret til at forestå en anvendelse af disse til iontransportstudier. Dette projekt blev igangsat af A. Krogh der i sin Croonian lecture (1946) havde udviklet ideerne om aktiv og passiv transport af ioner gennem levende cellemembraner. Bag projektet stod endvidere N. Bohr og G. von Hevesy hvoraf sidstnævnte var pioner herhjemme i fremstilling af radioaktive isotoper og i anvendelsen af tunge og radioaktive isotoper i biologien. Da der i forvejen eksisterede en righoldig litteratur om frøers osmoregulation og "bioelektriske" strømme koncentrerede Hans H. Ussing og medarbejdere deres undersøgelser til den frøhud der snart viste sig at kunne tjene som model for de iontransport processer der i alle levende celler foregår gennem cellemembranen. Man skelner mellem aktiv transport som kræver energi for at foregå, og passiv transport der foregår ved hjælp af simple fysiske kræfter, ved diffusion. Hans H. Ussing og medarbejdere viste at frøhuden fra den væske der bader hudens yderside aktivt transporterer natriumioner til indersiden, mens andre ioner passerer huden passivt. Det elektriske fænomen, dengang kendt under betegnelsen "bioelektricitet", og som ytrer sig ved en elektrisk spændingsforskel over huden, blev også vist alene at skyldes den aktive transport af natriumionerne.

Hans H. Ussings arbejder er baseret på apparatopstillinger og problemanalyser der på samme tid er sindrige og simple. Således opstilledes den såkaldte "flux-ratio"-ligning der tillader skelnen mellem aktiv og passiv transport, og begrebet og mekanismen "Exchange diffusion" der udtrykker levende organismers evne til via et transportmolecule i membranen at ombytte to ioner uden forbrug af fri energi fra cellens stofskifte. Ligeledes opnåedes af Hans H. Ussing allerede i 1951 ved anvendelse af den såkaldte "kortslutningsteknik" i forsøg med frøhud et entydigt eksperimentelt bevis for tilstedeværelsen af en stationær aktiv transport af natrium – den såkaldte "natrium pumpe" som drives af energi der stammer fra cellernes stofskifte. Disse grundlæggende resultater af frøhudsstudier gav Hans H. Ussing et internationalt navn i studiet af cellernes transportprocesser, og laboratoriet en tilstrømning af udenlandske gæster. Ved Kbh.s univ. blev der 1951 til Hans H. Ussing oprettet et ekstraordinært professorat i zoofysiologi med særligt henblik på den biologiske anvendelse af isotoper, og laboratoriet blev indrettet i en nybygning på Jul. Mariesvej 38.

Undervisningen i biokemi for studerende til magisterkonferens var siden 1943 ved en foreløbig ordning blevet varetaget af Hans H. Ussing. Uden egentlig at skifte forskningsområde flyttede han i 1958 med sin gruppe og resten af H. Kalckars gruppe, efter dennes flytning til USA i 1957, til den nye laboratoriebygning i Botanisk have hvor Hans H. Ussing 1959 fik et ordinært professorat i biokemi. I løbet af få år blev der i afdelingen for biologisk kemi opbygget en gruppe der havde både et stærkt fysiologisk og biokemisk indslag. Pladsforholdene blev efterhånden trange, og en del af den biokemisk orienterede gruppe blev udskilt som Instituttet for biologisk kemi B med Agnete Munch-Petersen som professor og flyttede til nyindrettede lokaler for undervisning og enzymforskning i en af de bygninger i Sølvgade-komplekset der var blevet ledige ved Danmarks tekniske højskoles udflytning til Lyngby. Hans H. Ussings institut for biologisk kemi A fik igen nærmere tilknytning til zoofysiologien idet det fra 1970 er flyttet ind i det nybyggede August Krogh-institut sammen med zoofysiologerne. Han virkede som professor frem til 1981.

Hans H. Ussings arbejder har været banebrydende for forståelsen af transport af opløste stoffer over epithelcellens membraner og opståen af elektriske fænomener i levende organismer. Disse resultater er delvis publiceret i samarbejde med en række danske og udenlandske forfattere, og Hans H. Ussing fremlagde gennem årene disse resultater i et stort antal udenlandske lærde selskaber og ved internationale kongresser. Han var gennem årene i hovedredaktionen for en række monografier over membrantransport, senest Membrane transport in biology I-IV, Berlin 1978-79, og blev også derved internationalt kendt. Den udenlandske anerkendelse bekræftes af en række æresmedlemskaber, således 1959 af American Physiological Society, 1963 af Physiological Society (England), 1967 af American Academy of Arts and Sciences, 1980 af European Society for Skin Biology, og ligeledes 1980 Foreign Associate of National Academy of Science (USA). Ligeledes tildeltes Hans H. Ussing æresdoktorgrad ved en række universiteter, således 1965 ved Kiels universitet, 1970 ved Cambridge universitetet og 1981 ved Københavns universitet. Ved Cambridge var det en æresgrad inden for naturvidenskaberne, ved de øvrige universiteter inden for det medicinske fakultet hvilket viser den tværgående betydning Hans H. Ussings arbejder er blevet tillagt.

Hans H. Ussings arbejdsindsats blev også værdsat i vort eget område, således 1950 Ekstrabladets videnskabelige ærespris, 1964 den norske Anders Jahre-pris og Jens Rosenkjær-prisen, 1971 Alfred Benzon-prisen, 1980 Ole Rømer-medaljen og 1987 Novo-prisen. Dertil kan føjes at Hans H. Ussing 1955 blev medlem af Det kgl. danske videnskabernes selskab og fungerede 1969-75 som formand for selskabets matematisk-naturvidenskabelige klasse. Han gjorde ligeledes 1968-77 en indsats i Statens naturvidenskabelige forskningsråd og var 1966-86 formand for bestyrelsen for Novos fond.

Familie

Hans H. Ussing blev født i Sorø; begravet på Sorø gamle kirkegård.

Forældre: adjunkt, senere lektor, dr.phil. Henrik U. (1877-1946) og lærer Jutta Hansen (1874-1950). Gift 2.3.1940 i Kbh. med Annemarie Fuchs, født 28.3.1908 i Sønderborg, død 25.9.1993, d. af malermester Gottlieb F. (1878-1913) og Christina Andrea Andersen (1884-1964).

Udnævnelser

R. 1959. R.1 1966. K. 1981.

Ikonografi

Tre tegn. af Otto Christensen (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj XIII, 1979. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig