Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poul Sveistrup

Oprindelig forfatter HLars
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Poul Sveistrup, 2.6.1848-18.4.1911, statistiker, politiker. Født i Rind, død i Kbh., begravet i Helsinge. S. blev student fra Horsens statsskole 1865, vandt universitetets guldmedalje 1869 for en afhandling om Blaise Pascal som apologet, blev cand.teol. 1871 og cand.jur. 1875. Efter et par år som sagførerfuldmægtig var han 1877–95 revisorassistent, senere også protokolsekretær, i folketinget, derefter birkedommer på Samsø til 1902, så herredsfoged i Fjends og Nørlyng herreder og endelig Ira 1906 til sin død birkedommer i Kronborg vestre birk. Levende interesseret i samfundsspørgsmål var han redaktør af Kvinden og Samfundet 1887–89 og en tid medlem af Dansk kvindesamfunds bestyrelse. 1888–95 sad han i Dansk fredsforenings hovedbestyrelse, var dens formand et år og deltog i fredskongressen i Paris 1900. Fra sin tid i Studentersamfundet var han grebet af arbejdet for folkeoplysning, deltog deri i Kbh. og fik på Samsø og i Viborg oprettet universitetsforeninger og folkebogsamlinger, på Samsø tillige en tyendespareforening. Øens husmandsforening var han en tid formand for. Ud fra et materiale vedr. kbh.ske syersker, indsamlet af Dansk kvindesamfund, udgav han den social-statistiske undersøgelse Syersker, 1894, med tillæg i Nationaløkonomisk Tidsskrift 1899 og 1901 om syerskernes kostudgifter og "tilfredshed". Som protokolsekretær i folketinget redigerede han det af folketingets formand Christopher Krabbe foranledigede værk Bestaaende Forfatningslove I–IV, 1880–86, og rigsdagskalenderne 1887 og 1890. S. søgte forgæves valg til folketinget i Odense 1890 og 1892, i Viborg 1898, i Kerteminde 1901 og var valgt i Viborg 1903–09. Han var radikal i kvindesag og fredssag og tilhørte venstrereformpartiet, men forblev i partiet ved de radikales udskillelse 1905.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Hvedstrup og Fløng, Peter S. (1810–72) og Balthasarine Nielsine Bolvig Krarup (1820–92). Gift 21.7.1891 i Hørsholm med Alma Julie Dorothea Jensen, født 28.3.1861 i Rønne, død 18.1.1951 på Frbg., d. af kammerassessor, amtsforvalter, sidst i Kbh., Niels Lauritz Christian J. (1814–87) og Agnetine Sophie Frederikke Petersen (1826–94). – Far til P. P. S.

Udnævnelser

R. 1908.

Annonce

Ikonografi

Afbildet på Marie Luplaus mal. Fra kvinde-valgretskampens første tid (folketinget). Tegn. af Axel Andreasen (Kgl. bibl.). – Mindesten på Dyret, Samsø, 1913, og i Høbjerg hegn.

Bibliografi

N. P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901–03 793–95. Viborg stifts folkebl. 18.4.1911. R. K. Bertelsen: Viborgkredsens folketingsmænd, 1918. – Lex nedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen: Poul Sveistrup i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298006