Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Marcus Rubin

Oprindelig forfatter Rerup
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Marcus Rubin, 5.3.1854-6.3.1923, statistiker, historiker. Født i Kbh. (Mos.), død sst., begravet sst. (Mos. Vestre). R. var den yngste af en søskendeflok på syv der voksede op i beskedne, men stræbsomme kår. Faderen, en indvandret huslærer; var talmudlærer i Mosaisk trossamfund, gav privatundervisning og drev desuden en boghandel med et lejebibliotek. Den kvikke dreng begyndte sin skolegang som fireårig, kom 1860 i Melchiors borgerskole og blev 1871 student fra Mariboes skole hvor han havde ypperlige lærere. Han gik i samme klasse som Kr. Erslev. De to boghandlersønner blev venner for livet og dyrkede allerede i gymnasietiden i stort omfang historie. R. valgte dog af økonomiske grunde det korte statsvidenskabelige studium, tilskyndet af Edvard Holm der syntes at man manglede historikere med økonomisk og statistisk uddannelse. 1874 tog R. statsvidenskabelig eksamen og fik s.å. accessit for en prisafhandling om de danskesparekasser. Året efter ansattes R. i en sekretærstilling under Københavns magistrat med udsigt til at forberede opbygningen af en kommunalstatistik. Den ivrige unge kandidat fik snart medhjælpere og udsendte en strøm af dygtigt gennemførte større og mindre kommunalstatistiske arbejder. 1883 oprettedes Staden Københavns statistiske kontor. R. var dets selvskrevne og idérige leder med en særlig evne til at levere undersøgelser der var aktuelle og anvendelige, uden at han – når lejligheden bød sig – opgav sin historiske interesse der fx kom til udtryk i Tabelværk til Kjøbenhavns Statistik nr. 4, 1879: Kjøbenhavns Fattigvæsens Historie 1816–78.

Ved siden af sin krævende embedsgerning fandt R. tid til sammen med statistikeren Harald Westergaard at gennemføre de to socialstatistiske undersøgelser Landbefolkningens Dødelighed i Fyens Stift. 1886 og Ægteskabsstatistik paa Grundlag af den sociale Lagdeling, 1890. Det sidstnævnte arbejde blev også udgivet på tysk, og begge arbejder, som byggede på en frugtbar forening af Westergaards matematisk-statistiske talent og R.s praktiske håndelag, blev betragtet som banebrydende. Sammen med en undersøgelse af R. om den københavnske befolknings alders- og erhvervsfordeling dannede de det statistiske grundlag for det af R. udarbejdede Berg-Hørupske alderdomsforsørgelsesforslag af 1890. Det påvirkede den endelige lov af 1891 på det vigtige punkt at støtten helt blev ydet af det offentlige uden bidrag fra arbejder- eller arbejdsgiverside. – R.s engagement i aktuelle og politiske problemer befrugtede også det betydelige historiske forfatterskab som han fandt tid og kræfter til, og som allerede 1902, da han blev indvalgt som medlem i Videnskabernes selskab beløb sig til over 100 ark i Historisk Tidsskrifts daværende format. Han indførte moderne statistiske metoder i behandlingen af historisk materiale, første gang i Bidrag til Kjøbenhavns Befolkningsstatistik i Hundredaaret 1630–1730, trykt i Hist. t. S.r.III 1881–82, og forfattede de to grundlæggende værker 1807–14. Studier til Københavns og Danmarks Historie, 1892 og Frederik VI.s Tid. Fra Kielerfreden til Kongens Død. Økonomiske og historiske Studier, 1895. De behandlede begge en periode der kun fandtes få forarbejder om, så R. måtte bygge på omfattende arkivstudier. Fremstillingerne havde desuden gavn af de erfaringer offentlig virksomhed havde givet forfatteren. På dette felt var der netop 1895 på ny bud efter R. der efterhånden havde opbygget en effektiv københavnsk kommunalstatistik. I mange år havde rigsstatistikken ført en hensygnende tilværelse, og rigsdagen havde 1895 vedtaget en reorganisationslov. Ministeriet Reedtz-Thott nærede betænkeligheder ved at besætte et højt statsembede med en ikke-konverteret jøde der fra foredrag og artikler, især i Politiken, var kendt for sine "radikale" anskuelser, men sagligt set var R. selvskreven til at forestå reorganiseringen og fandt – også i højrekredse -stærke fortalere. 1.1.1896 tiltrådte han embedet som direktør for Statens statistiske bureau. Han beklædte denne stilling i kun seks år, men tiden var tilstrækkelig til at han – også ved hjælp af de nye medarbejdere han tiltrak – omformede den ruin han forefandt til en helt tidssvarende institution på højde med de bedste tilsvarende institutioner i udlandet. Den dækkede ikke blot statens behov for statistisk information med en hidtil uhørt hurtighed og præcision, men henvendte sig straks fra R.s tiltrædelsesår med den nye Statistisk Aarbog tillige til en bredere offentlighed. Systemskiftet 1901 og den dygtigt gennemførte reorganisering af rigsstatistikken styrkede R.s stilling, og 1.4.1902 kaldtes han til dobbeltembedet som chef for skattedepartementet og som generaltolddirektør, fra 1905 med embedstitel generaldirektør for skattevæsenet. Hermed stod R. i spidsen for det embedsapparat der administrerede størsteparten af statens indtægter, og som skulle gennemføre to af venstres hovedkrav: reformen af de direkte og reformen af de indirekte skatter. Den første reform fandt sted 1903 med indførelse af en indkomst- og formueskat og en ny ejendomsskat, den anden, toldreformen, kom 1908. R.s personlige andel i disse reformers tilblivelse, udformning og endelig også deres gennemførelse var stor, navnlig for skattelovenes vedkommende hvor han bag kulisserne også på det politiske plan allerede inden systemskiftet havde spillet en rolle. Dobbeltembedet bød dog ikke kun på disse enorme arbejdsopgaver, men var også en uriaspost. Navnlig stillingen som chef for toldvæsenet gjorde R. til en i erhvervskredse upopulær mand. Som vogter for statens interesser så han sig gang på gang – som dagbla-' det Børsen skrev – "i skarp Modsætning til den betalende Part i Forholdet". Denne uvilje skaffede sig også luft da det 1911 blev kendt at R. var forfatter til en oprindelig anonym artikel i Preussische Jahrbücher (Bd. 144, 1911) der formentlig hånede det håb om Sønderjyllands genforening som knyttede sig til indfrielsen af Pragfredens artikel 5. Det kom senere (1918) frem, at artiklen var bestilt af det danske udenrigsministerium og gennemset af bl.a. udenrigsministeren, kongen og H. P. Hanssen. Regeringen støttede R. over for de hæftige aktuelle angreb bl.a. ved at gøre ham til kommandør af 1. grad af Dannebrogsordenen, men det gød blot olje på ilden der heller ikke manglede antisemitiske kulører. – Da R. havde beklædt sit dpbbeltembede i 11 år, nærmede den tid sig, hvor en revision af lovene skulle forberedes, og R. foretrak en ny stilling fremfor at skulle vende bunken. 1.11.1913 indtrådte han i Nationalbankens direktion, dengang et femmandskollegium. Her ventede den næsten 60-årige at finde et roligt virkefelt, men året efter brød verdenskrigen ud og stillede Nationalbanken over for besværlige og hidtil ukendte opgaver. De mest fremtrædende og aktive medlemmer i direktionen var R. og juristen Carl Ussing. I de første krigsår var det i reglen R. der var bankens talsmand over for offentlighed og regering, og som blev anset for at være dens ledende kraft, senere overtog Ussing begge roller. R.s kræfter var efterhånden udtømt og selv om han forblev i direktionen var han, især fra 1920, for svækket til at kunne gøre sig gældende.

R. brød sig ikke om at tjenestemænd havde biindtægter og blev ved med at leve fordringsløst, som han havde lært det i sin barndom. Han var en idérig mand med en overflod af temperament og en vis portion forfængelighed, en livfuld og hvas debattør både som taler og som skribent. Det gjorde ham til en hyppig og yndet deltager i den offentlige debat og til en god forhandlingsleder under hans mangeårige formandskab i Nationaløkonomisk forening og har åbenbart også været en væsentlig side af hans administrative talent der sjældent blev udøvet autoritært, men hyppigt udfoldede sig i samtaler og diskussioner med medarbejdere. R. var medlem af Dansk historisk forenings bestyrelse 1897–1907, medlem af Videnskabernes selskab 1902, formand for Nationaløkonomisk forening 1900–16 (æresmedlem 1916), kvæstor for Carlsberg-fondet 1914, medlem af Danske selskab fra 1918, medlem af bestyrelsen for den midlertidige kommunale lånekasse 1920. Æresmedlem af Royal Statistical Society. Medlem af Institut International de Statistique. – Broderen Gottfred Rubin, født 25.9.1842, død 29.3.1900, uddannedes til vekselerer hos J. S. Hahns enke, etablerede sig 1872 med M. J. Meyer under firmaet M. J. Meyer & Co. og fortsatte efter kompagnonens død 1875 sammen med Laurids Bing (Rubin & Bing).

Annonce

Familie

Forældre: boghandler, talmudlærer David R. (1809–71) og Caroline Cohen (1811–87). Gift 24.4.1881 i Kbh. (Mos.) med Kaja (Kaye) Davidsen, født 12.11.1854 i Kbh. (Mos.), død 18.9.1909 sst., d. af silke- og klædekræmmer Salomon D. (1803–66) og Hanne Levy (1818–85). – Far til Lis Jacobsen.

Udnævnelser

R. 1897. DM. 1903. K2. 1906. K1. 1911.

Ikonografi

Afbildet på karikaturer af Alfred Schmidt 1920 og 1922 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Bibliografi. Lis Jacobsen: Fortegn, over M. R.s skr., afhandl, og artikler, med biografisk indledn., 1924 (bibliografien optr. i Nationaløkonomisk t. LXII, 1924 172–91; materialet hertil i Kgl. bibl.). Kilder. M. R.: Nogle erindringer, 1914. M. R.s brevveksl. 1870–1922, udg. Lorenz Rerup I-IV, 1963. Lit. Harald Westergaard og M. Koefoed i Nationaløkonomisk t. LXI, 1923 81–89. Berl. tid. 6.3.1923. Politiken 7.3. s.å. Kr. Erslev i Oversigt over vidensk. selsk.s forhandl. 1922–23, 1923 35–48. Erik Arup i Hist. t.9.r.III, 1925 101–03. Lis Jacobsen: Tolv epistler, 1928 272–81. Samme i Min far, red. P. Borchsenius, 1948 257–62. Samme i Politiken 5.3.1954. Kj. Johansen: Staden Kbh.s statistiske kontor 1883–1933, 1933 10–37. Adolph Jensen: Erindr., 1946. A. C. Johnsen: I statens tjeneste, 1946. [Einar Cohn] i Danm.s statistik. Statistiske medd. 4.r.CXXXIX, 1949 26–31. Knud Erik Svendsen m.fl. i Dansk pengehist. red. E. Hoffmeyer I–II, 1968. Sv. Aage Hansen i Aktuelle økonomiske problemer. Festskr. til Carl Iversen, 1969 228–31. Leo Tandrup: Ravn I–II. 1979. Aage Friis' saml. vedr. systemskiftet 1901, udg. Lorenz Rerup, 1970.

Papirer i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lorenz Rerup: Marcus Rubin i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. februar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296667