Harald Westergaard

Harald Westergaard, Harald Ludvig Westergaard, 19.4.1853-13.12.1936, statistiker, nationaløkonom. Født i Kbh. (Frue), død sst., begravet sst. (Vestre). W. blev student 1871 fra Metropolitanskolen. Han studerede naturvidenskab, senere statistik og nationaløkonomi. 1874 tog han magisterkonferens i matematik. Fra 1875 arbejdede han som statistiker for den store arbejderkommission. 1877 fik han statsvidenskabelig eksamen. 1877– 78 var han på studierejse i England og Tyskland. Hans kontakt med den engelske kristelig sociale bevægelse fik stor betydning. Bevægelsens leder John Malcolm Ludlow blev hans ven for livet. Han kom også meget sammen med den danske sømandspræst Otto Bertelsen. Hans rejser gav ham ikke blot større interesse for og viden om sociale spørgsmål, men afklarede også hans livsanskuelse, så han blev en varmt troende kristen. Det sidste fremgår af en pjece Fra Forargelse til Tro som han udsendte 1885 (genoptrykt 1937). I Tyskland havde han navnlig været optaget af katedersocialismen og traf bl.a. Lujo Brentano. 1880-82 arbejdede W. for Statsanstalten for Livsforsikring. Han fortsatte samtidig sine studier og skrev i 1881 i Nationaløkonomisk Tidsskrift Spørgsmaalet om Alderdomsforsørgelse. S.å. fik han universitetets guldmedalje for en afhandling om de forskellige aldersklassers dødelighed. Arbejdet blev rost som en væsentlig fornyelse af dødelighedsstatistikken og kom året efter i udvidet udgave under titlen Die Lehre von der Mortalitdt und Morbilität (2. udg. 1901). Bogen blev internationalt anerkendt som et standardværk.

1882 blev W. ansat i Landbygningernes Brandforsikring, og i slutningen af samme år blev han midlertidig docent i statsvidenskab ved universitetet. 1886 blev han ordinær professor og virkede i denne stilling til 1924. 1896-1901 underviste han tillige i nationaløkonomi på landbohøjskolen. W.s værk om dødeligheden blev uddybet i Jahrbücher für Nationalökonomie und Statistik 1885 med Zur Theorie der Statistik. Hans teoretiske synspunkter fremgår endvidere af lærebogen Statistikens Theori i Grundrids, 1890. Bogen kom samtidig på tysk. Den blev anvendt ved Kbh.s univ. og andre universiteter i en lang årrække (3. udg. 1927 s.m. H. Cl. Nybølle). W. gav i disse værker grundlaget for en videnskabelig behandling af det ofte mindre fuldkomne statistiske materiale. Afgørende for hans metode var forudsætningen om, at den binomiale fejllov (eller dens tillempede form eksponentialloven) i almindelighed må kunne anvendes for den statistiske fordeling (variation), når statistikken skal belyse hvilke fakta der har betydning for et givet fænomen. W. havde dermed knyttet forbindelsen mellem sandsynlighedsregningen og den praktiske statistik, og man kunne herefter ved middelfejlsberegninger afgøre sikkerheden af tallenes udsagn. Denne udvikling af den teoretiske statistik fik ikke blot stor betydning for socialøkonomien, men også for lægevidenskaben og andre fag.

W. havde også andre frugtbare ideer til behandling af talmaterialet. Han har givet eksempler på de beregnede tilfældes metode der kunne give en sikker vurdering af forskellighederne ved gruppeiagttagelser. Han viste endvidere, hvorledes man ved interpolation kunne anvende et mangelfuldt materiale, bl.a. behandlet i Die Anwendung der Interpolation in der Statistik (Jahrbücher f. N. u. S., Jena 1895). Hans dygtighed til at få noget ud af et mangefuldt materiale er også vist ved behandlingen af indkomststatistikken i lærebogens 2. udg. og i On the study of displacements within a population (Quart. Publ. of the American Statistical Association, 1920). W. har ud over de nævnte skrevet en række andre statistiske afhandlinger, bl.a. om arvelighedsstatistik og udsendte sammen med M. Rubin Landbefolkningens Dødelighed i Fyens Stift, 1886 og Ægteskabsstatistik paa Grundlag af den sociale Lagdeling, 1890. W. var fra første færd opmærksom på at statistik kunne misbruges. Han advarede stærkt herimod. Det fremgår bl.a. af Scope and Method of Statistics (Q. P. of the American S. A., 1916), On the Future of Statistics (Journal of the Royal Statistical Society, 1918) og hans afskeds-forelæsning: Statistikkens Fremtid (Nationaløkonomisk Tidsskrift 1924). W.s arbejde med statistikken fortsatte også efter 1924. 1932 udsendte han i London Contributions to the history of statistics.

Da W. påbegyndte sit arbejde som docent, skulle han undervise i statsvidenskabelig encyklopædi og statistikkens teori. Som professor kom han tillige til at forelæse over nationaløkonomi. På dette område udfoldede han også en betydelig litterær produktion. 1891 kom Indledning til Studiet af Nationaløkonomien hvor der for første gang på dansk gives en behandling af grænseværditeorien. Bogen blev 1908 (2. udg. 1912) udvidet til lærebogen Nationaløkonomien i Hovedtræk. Gennem hele hans levetid kom der artikler i Nationaløkonomisk Tidsskrift og i andre danske og udenlandske tidsskrifter, foruden om statistik om mange andre emner, særlig mange om sociale spørgsmål. Han skrev ofte artikler om arbejdsløshed som han anså for et samfundsonde der ikke kunne tolereres. Så sent som 1933 udsendte han en pjece Hvor glider vi hen? hvor han går ind for en overordnet planlægning for at bekæmpe arbejdsløsheden. Det skal i denne forbindelse nævnes, at han 1899-1900 under den store lockout sammen med andre kirkeligt-sociale (Harald Ostenfeld, Hans Koch og H. O. Lange) udgav et ugeblad Vor Tid der talte de ledige arbejderes sag, og hvor han skrev en stor del af indholdet. W. beskæftigede sig også historisk med det sociale spørgsmål. 1896 skrev han i universitetets festskrift Den ældre Nationaløkonomis Opfattelse af det sociale Spørgsmaal og i samleværket Verdenskulturen Europas sociale og økonomiske Udvikling fra 1500-ca. 1800, 1908-09, red. af Aage Friis. For de statsvidenskabelige studenter var meget af W.s litterære produktion af inspirerende betydning. Hans forelæsninger i statistikkens teori var vanskelige at følge og faget krævede for de fleste manuduktion. Fra 1892 havde W. fået oprettet det statistiske laboratorium hvor hans ledelse af de statistiske øvelser gav ham umiddelbar kontakt med studenterne, og de lærte ham at kende ikke blot som en kyndig vejleder, men også som en ligefrem lærer der havde interesse for de enkelte deltagere. Uanset W.s betydelige indsats som forsker og lærer satte hans fremragende begavelse og store flid ham i stand til uden for universitetet at løse andre opgaver. 1886-1936 var han direktør i Bikuben. Han interesserede sig navnlig for sparekassens forsørgelsesafdelinger. Han skrev 50-års jubilæumsskriftet 1907 og hans sidste litterære arbejde var Bikubens Bidrag til Løsning af Samfundsopgaverne, 1936. W. var også direktør i Kbh.s Brandforsikring 1886-1936. Hans sagkundskab fik her betydning for selskabets klasse- og risikoinddeling. En tilsvarende indsats gjorde han i 90erne for livsforsikringsselskabet Danmark mht. dets tarifering af "mindre gode liv". Det var også hans viden om statistik og forsikring der gjorde ham til medstifter af og bestyrelsesmedlem i begravelseskassernes genforsikring. W. virkede desuden for det offentlige i forskellige kommissioner og var 1904-35 medlem af forsikringsrådet og en lang årrække formand for revisorkommissionen til 1933.

Den kristne overbevisning W. havde haft fra sin ungdom betød, at han kom ind i kirkeligt organisationsarbejde og menighedsliv. 1886-93 var han medlem af bestyrelsen for Kbh.s Indre mission. Han var leder af lægmandsudvalget af 1890 og talte ved Bethesdamøderne, arbejdede for søndagssagen, tog del i midnatsmissionen og arbejdede også i en periode for afholdssagen. Fra 1896 var han formand for Det kbh.ske kirkefonds forretningsudvalg og fra 1927 for Det danske bibelselskab. Han var endvidere formand for Hans Tavsens fond. Han var respekteret og meget afholdt inden for de religiøse kredse og fængslede mange ved sine talrige taler. Var der uenighed inden for organisationerne, kunne han dog være så bestemt og skarp i debatten at han forargede ældre tilhørere. Han blev navnlig kendt for sin store indsats for Kbh.s kirkesag. De der kendte ham nærmere vidste, at hans livsholdning også fik ham til som privatmand at hjælpe trængende og anfægtede, både økonomisk og på anden måde, hvad enten det var unge studenter, gamle koner eller andre der opsøgte ham.

W. var universitetets rektor 1914-15. Han blev dr. polit. h.c. ved Kbh.s univ. 1902, dr.jur. ved Oslo univ. 1911, fik A. S. Ørsteds guldmedalje s.å., var æresmedlem i Nationaløkonomisk forening og den danske og svenske forsikringsforening. Han var endvidere æresmedlem af Royal Statistical Society, af American statistical Association og korresponderende medlem af en række udenlandske statistiske foreninger. Han var medlem af Videnskabernes akademi i Stockholm og af Det humanistiska vetenskapssamfundet i Lund. På hans 80-årsdag overrakte kolleger og en række elever ham et festskrift. Hermed takker de efter fortalen for W.s mangesidede og særprægede livsværk, og siger at han ved sin videnskabelige indsats, stadig levende interesse for samfundsklassernes vel, den usvækkede glæde ved andres, særlig elevers videnskabelige arbejde har været et eksempel på hvad der adler et menneskes liv. – En datter Bodil W., født 14.11.1893 blev gift med Erik Wilhelm Rydberg, født 22.11.1891, død 25.11.1978, medicinsk kandidat fra Stockholm. 1932 blev han dr.med. ved universitetet i Lund med afhandlingen Cerebral injury in new-born children consequent on birth trauma og 1935 efter konkurrence professor i fødselsvidenskab m.m. ved Kbh.s univ. samt overakkuchør ved rigshospitalets fødeafdeling og overlæge ved gynækologisk afdeling. Konkurrenceafhandlingens titel var Om Betydelsen af fosterhuvudets form för förlossningens mekanik.