Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Karl A. Jørgensen

Oprindelig forfatter AkMil
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Karl A. Jørgensen, Karl Johan August Jørgensen, 28.8.1858-21.12.1933, planteforædler. Født i Beder, død i Lyngby, urne på Bispebjerg kgd. J. blev uddannet som billedskærer, men kom senere på højskole tre vintre mens han de mellemliggende somre virkede som friskolelærer. Derefter rejste han til udlandet, drog til Paris, fortsatte siden til England og, da han var 24 år, til Amerika. Overalt arbejdede han sig frem som billedskærer eller havemand. I Amerika var han i 15 år, opholdt sig bl.a. en tid hos den berømte planteforædler Luther Burbank i Californien og havde en årrække et gartneri i nærheden af Chicago. Efter at være vendt tilbage til Danmark begyndte han 1899 en virksomhed i Lyngby som planteforædler under Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, senere tillige som konsulent for Danske Landboforeningers Frøforsyning efter dennes oprettelse i 1906. Også efter at disse to selskaber havde skabt en fælles forædlingsvirksomhed 1916 under ledelse af H. N. Frandsen fortsatte J. sit forædlingsarbejde for selskaberne så længe han levede. Han nåede gode resultater med en række kulturplanter, fortrinsvis foderplanter som runkelroer, kålroer, turnips, kløver, sneglebælg, rundbælg og en række af de vigtigste græsser. Han arbejdede også med godt resultat med kornarterne, kartofler og haveplanter, og en bygsort fik af Statens forsøgsvirksomhed i plantekultur efter ham navnet Karlsbyg. Om sit forædlingsarbejde har han berettet udførligt i en artikel-serie i Tidsskrift for Frøavl fra 1920. Det kgl. danske landhusholdningsselskab hædrede ham 1924 ved at tildele ham Gammeleje-legatet som tidligere kun var givet til nogle få af landbrugets foregangsmænd. J. var alsidigt interesseret og uden for sit særlige fagområde dyrkede han botanik, kulturhistorie og navnlig landbrugshistorie. I Andelsbladet, 1928–33 skrev han en række livfulde skildringer af det gamle landsbyfællesskabs historie, og han var en flittig skribent på planteforædlingens område; foruden talrige artikler skrev han en lille populær bog Planteforædling, 1912.

Familie

Forældre: lærer Peter Michael J. (1813–78) og Karen Kirstine Jensen (1816–84). Gift jan. 1909 med Anna Marie Elisabeth Petersen, født 7.3.1871 i Nykøbing Sj., død 17.12.1940 i Kbh., d. af sagfører August Ferdinand P. (1834–1903) og Alvilda Laurine Bentzen (1841–95). – Bror til Konrad J. og Severin J.

Bibliografi

K. Hansen i Tidsskr. for frøavl, 1928 16–19. H. N. Frandsen i Andelsbl., 1934 9–12. L. P. M. Larsen i Ugeskr. for landmænd LXXIX, 1934 20–22.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aksel Milthers: Karl A. Jørgensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 11. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292397