L.P. Jacobsen, Lars Peter Jacobsen, 30.5.1871-10.4.1934, forsøgsstations-forstander. Født i Sømarke, Møn, død i Tylstrup, urne i Søndermark krematorium. J. var uddannet ved det praktiske landbrug, og efter at han havde været på høj- og landbrugsskole virkede han i et par år som kontrolassistent inden han tog til landbohøjskolen. Herfra tog han landbrugseksamen 1905. Efter et kursusophold i Askov tog han fortsættelseskursus i planteavl og fik tillægseksamen 1906. Ved studiets begyndelse på landbohøjskolen var han stærkt husdyrbrugsinteresseret, men han hørte til den store skare som gennem T. Westermanns ildnende forelæsninger blev trukket over i udpræget planteavlsretning. 1906–09 var han lærer ved Høng landbrugsskole, 1909–12 planteavlskonsulent for Ribe amts vestre landboforeninger og fra 1912 til sin død leder af forsøgsstationen ved Tylstrup med den dertil hørende store afdeling for moseforsøg som blev udskilt til en filial-station under J.s ledelse. Inden for forsøgsvirksomheden øvede J. sin største indsats på kartoffeldyrkningens område; han udførte også vigtige undersøgelser vedrørende ensilering, men for øvrigt havde alle planteavlens grene hans interesse, særlig også moseopdyrkning og græsmarkspørgsmålet som han navnlig gennem de store opdyrkningsarbejder i Vildmosen kom til at beskæftige sig indgående med. Fra 1920 var han medlem af Vildmosekommissionen. Som stedligt medlem havde han for en stor del ansvaret for den daglige gennemførelse af arbejdet, og han indlagde sig herved stor fortjeneste. Han blev efterhånden den ledende mand inden for forsøgs-ledernes kreds. Han var veltalende og grundig og havde stor indflydelse på planlægning af forsøgene som han ønskede tilrettelagt med henblik på den direkte belæring for praksis. J. var formand for Ålborg amts landboforenings plante-avlsudvalg fra 1912, formand for Foreningen af jyske landboforeningers husmandsudvalg fra 1930 og 1921–30 medlem af det færøske landbrugsudvalg. Han var medlem af det af regeringen i dec. 1932 nedsatte arbejdsløshedsråd, og trods hans korte virksomhed øvede han her en indsats til fremme af grundforbedringsarbejder. J. hørte ikke til de meget skrivende forsøgsmænd; de beretninger han skrev var korte og knappe, men han havde på anden måde stor evne til at få forsøgsresultaterne gjort kendt og nyttige for praksis. Han har skrevet beretninger om planteavlsarbejdet i Ribe amts vestre landboforeninger 1910 og 1911 samt beretninger vedrørende forsøg med kartofler.

Familie

Forældre: gårdejer Jens J. (1843–1916) og Bodil Cathrine Mathiasdatter (1837–83). Gift 14.5.1908 i Ordrup med Alma Guhle, født 16.9.1884 i Skovshoved, død 11.2.1978 i Kbh., d. af glarmester Johan Heinrich Robert Bernhard G. (1839–1917) og Irene Dorthea Sandberg (1847–1927). – Far til Børge J.

Udnævnelser

R. 1931.

Ikonografi

Mindesten 1936 i Store Vildmose med relief af E. Ølsgaard.

Bibliografi

Kr. Kristensen i Ugeskr. for landmænd LXXVI, 1931 346f. L. P. M. Larsen sst. 1934 230f. N. Esbjerg i Tidsskr. for landøkonomi, s.å. 263–66. Chr. Sonne sst. 266–68. J. K. H[augaard] og H. Land Jensen i Jydsk landbrug, s.å. 295–97. [Kr. Raunkjær] i Vort landbrug, s.å. 183. Ålborg amtstid. 13.9.1936. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig