Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Valdemar Engelhardt

Oprindelige forfattere FHLau og ThTopJ

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Valdemar Engelhardt, 23.4.1858-3.11.1931, opfinder. Valdemar Engelhardt gik som ung til søs, tog senere såvel den almindelige som den udvidede styrmandseksamen ved Kbh.s navigationsskole og førte derefter i adskillige år skib for australske rederier. Han fik under denne virksomhed øjnene op for det mangelfulde og utilstrækkelige redningsmateriel der fandtes i skibene og fik interesse for dets forbedring. Han kom tilbage til Danmark 1897 og konstruerede nu en sammenfoldelig redningsbåd som han sendte til verdensudstillingen i Paris 1900, hvor den vakte stor opsigt i søfartskredse og blev præmieret. Med økonomisk støtte af grosserer Moses Melchior oprettedes interessentskabet The Engelhardt Decked Life Boat Co., for hvilket Valdemar Engelhardt var direktør til sin død. Værftet havde til huse først i Tuborg havn, senere på Amager Boulevard og sidst i Kastrup. Båden var bygget af sejldug over et træskelet. Den lå sammenklappet på skibsdækket og kunne gøres sejldygtig ved at den løftedes op i siderne. Den havde en kapacitet på op til 30 skibbrudne og spillede i mange år en betydelig rolle ved små og store forlis, bl.a. Titanic (1912) og Lusitania (1915).

Familie

Valdemar Engelhardt blev født i Slesvig, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). Forældre: sekondløjtnant af infanteriet, senere oberst Christian Ole Carl Engelhardt (1828-1905) og Juliane Wommelstorff (1828-1927). Gift 21.9.1907 i Kbh. (Holmens) med Marion Rosamond Libby, født 31.12.1872 i New York, død 31.7.1961 på Frbg., d. af præst Daniel Libby (1847-97) og Myra Rilda Ward (1853-1928).

Bibliografi

Børsen 5.11.1931. Dagens nyheder s.d.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn H. Lauridsen, Th. Topsøe-Jensen: Valdemar Engelhardt i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289151