Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

S. Hjorth

Oprindelig forfatter PVind
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

S. Hjorth, Søren Hjorth, 13.10.1801-28.8.1870, tekniker, opfinder. Født på Ørslev Vestergård ved Ringsted, død i Kbh. (Helligg.), begravet sst. (Ass). H. gik i skole hos sognets lærer og var bestemt til landvæsenet, og hans allerede i barndommen tydelige mekaniske talent blev ikke opmuntret. Han tog dansk juridisk eksamen 1821 og blev s.å. godsforvalter på Bonderup ved Korsør. Han følte sig ikke tilfreds i denne stilling og fik 1828 ansættelse som volontør i rentekammeret hvor han 1836 avancerede til kammerskriver og sekretær, og med denne sidste titel benævntes han stadig af sin samtid. Nu da han boede i Kbh. fik han lejlighed til at dyrke de tekniske interesser der altid havde optaget ham; han hørte forelæsninger på Polyteknisk læreanstalt, særlig hos H. C. Ørsted, han fremstillede en tærskemaskine til faderen, og han konstruerede en roterende dampmaskine som 1832 blev udført af mekanikus Schiødt på St. Annæ plads og købt for 500 rdl. af kongen som skænkede den til Polyteknisk læreanstalt. S.å. beskrev han i G. F. Ursins Magazin for Kunstnere og Haandværkere en af ham opfundet dampvogn som han forgæves søgte offentlig understøttelse til at få bygget. 1834 rejste han med understøttelse af det Reiersenske fond til England for at studere dampkraftens anvendelse på veje og jernbaner, og han eksperimenterede efter hjemkomsten en del med en dampvogn som nok kunne køre i jævne gader men som svigtede når han ville over Frbg. bakke. 1839 var H., hvis arbejder Polyteknisk læreanstalts lærere stadig viste interesse, i England, Frankrig og Belgien for at studere jernbanevæsen idet han nu havde opgivet landevejsdampvognen. Efter hjemkomsten var han en tid bestyrer af Marschalls pianofabrik. 1840 kom han i forbindelse med en bogholder G. Schram som delte hans interesse for jernbanevæsen, og i fællesskab udarbejdede de driftsoverslag for en jernbane fra Kbh. til Roskilde. Gennem Industriforeningen, hvor H. var næstformand 1841–43 og formand 1843–45, lykkedes det at vække interesse for planen om en bane fra Kbh. til en havn på Vestsjælland; der blev udført et nivellement af strækningen til Roskilde; foreningen søgte og fik koncession på anlægget i 100 år og indbød april 1844 til tegning af 1½ mill. rdl. aktier i Det sjællandske jernbaneselskab, som konstitueredes juli 1844 med H. som teknisk direktør og Schram som forretningsmæssig. Banen til Roskilde åbnedes for driften 27.7.1847. Det var bestemt at banen skulle føres videre til Korsør, men allerede nu begyndte jernbanekrisen fra England og Tyskland at sætte ind, så kapitalen ikke kunne tegnes, og denne strækning kom ikke til udførelse før staten 1852 ydede en garanti for renterne af anlægskapitalen. H. tog sin afsked 1848, oprevet af sin stillings vanskeligheder; s.å. søgte han efter at være kommet til kræfter regeringen om en understøttelse på 200 rdl. for at rejse til England og der får udført en elektromagnetisk maskine som han havde udtænkt planen til. Efter H. C. Ørsteds og J. G. Forchhammers anbefaling fik han understøttelsen og kom i London i forbindelse med ingeniør Gregory og mekaniker Bramah. Hans plan vakte interesse; maskinen som i moderne sprog ville hedde en elektromotor, blev udført og blev forevist i The Royal Society og Institution of Civil Engineers hvoraf H. var blevet medlem. Tillige blev den udstillet på verdensudstillingen i London 1851 og vandt her den eneste præmie for elektriske maskiner. Det var dog vanskeligt at få nogen nytte af en elektromotor så længe man ikke havde en dynamo, og H. tog derfor fat på denne opgave, som i den tids sprog kaldtes at bygge et tørt batteri. Det var under arbejdet hermed at H. ydede sit originaleste arbejde, idet han maj 1851 tydeligt har gjort rede for dynamoprincippet, altså den gensidige virkning mellem den remanente magnetisme og den af denne frembragte strøm. Det samme er anvendt i hans engelske patent 2198 af 14.10.1854 og i flere af hans skitser af maskiner fra den tid. 1854 rejste H. igen til England hvor han fik en dynamomaskine bygget hos Malcolm & Campbell i Liverpool; maskinen blev patenteret, men 1856 vendte H. skuffet tilbage idet hans store tanke, ved hjælp af en dynamo og en elektromotor at fremstille et maskinaggregat til skibe og lokomotiver som brugte meget lidt energi og som i virkeligheden var et perpetuum mobile, havde lidt skibbrud; han troede at stå over for et område med uanede muligheder og havde ikke tilegnet sig overbevisningen om energiens konstans, som L. A. Colding samtidig med J. P. Joule og R. Mayer havde påvist i 40erne. H. var meget bekymret for sin fremtid da han vendte hjem fra England og hans sidste år blev da også trange.

1857 blev han repræsentant for Cyclops stålfabrik i Sheffield, og 1859 blev han translatør i engelsk. Fra 1861–62 til sin død fik han på finansloven en årlig understøttelse på 500 rdl. som anerkendelse af hans fortjeneste af jernbanevæsenet. Han arbejdede stadig med sine maskinprojekter, han rejste flere gange til Paris og havde en maskintype på udstillingen der 1867. Juli s.å. var han i audiens hos Napoleon III for at opnå dennes hjælp til at få bygget en større maskine, og omtrent samtidig var han i forbindelse med fysikeren grev du Moncel for at få sin prioritet på dynamoprincippet anerkendt, men antagelig på grund af uheldige mellemmænd lykkedes ingen af delene. Hjemkommen fik han bygget en maskine hos fabrikant G. Kähler i Korsør og lidt senere, ved formående venners hjælp, en større i Kbh., og der blev 1868 nedsat en kommission hvori bl.a. professorerne C. Holten og Chr. G. Hummel havde sæde, til undersøgelse af hans maskintyper. Der blev foretaget nogle målinger, og H. foreslog forskellige ændringer af magnetsystemet, men der kom intet ud deraf. H.s kraft var brudt, hans svagelighed tog stadig til og førte til døden. Hans fortjeneste som opfinder af dynamoprincippet var længe upåagtet; den blev først fremhævet 1879 af oberst Bolton i Society of Telegraph Engineers i London og fra begyndelsen af dette århundrede satte her hjemme dr.techn. Sigurd Smith ikke uden held et energisk arbejde ind på at skaffe H. den anerkendelse han har krav på

Familie

Forældre: ejer af Ørslev Vestergård, senere forpagter af Vesterbygård, Adelersborg og Selchausdal Jens Jacobi H. (1774–1847, gift 2. gang 1820 med Birthe Bech, 1794–1865) og Anna Margrethe Lassen (1779–1820). Gift 19.12.1845 i Kbh. (Frue) med Elisabeth Vilhelmine Andrea Hansen, født 27.3.1805 i Vallensbæk, død 30.9.1885 i Kbh. (Johs.) (gift 1. gang med proprietær Diderik Ancher til Lille Egede, død 1826), d. af senere sognepræst på Tunø Peter Ludvig H. (1774–1811) og Jacobine Frederikke Johanne Pechüle (1769–1861).

Annonce

Ikonografi

Tegn. signeret J. Kayser, 1852 (Fr.borg). Træsnit af H. P. Hansen, 1888.

Bibliografi

J. K. Gyrstinger: Slægten H., 1934. Journal of the Society of telegraph engineers, London 1879 216–81. Aug. Guerout i La lumiére électrique, Paris 1.7.1882; sst. 1883 58 555. Théod. du Moncel: L'éclairage électrique, ny udg. I–II, Paris 1883 (eng. udg. s.å.) 102. C. Nyrop: Industriforen. i Kbh. 1836–88, 1888. Sig. Smith i Gads da. mag., 1906–07 464–73. Samme: S. H., dynamoprincippets opfinder, 1919 (eng. udg. s.å.). Samme i Opfindernes liv, udg. Helge Holst I, 1914 335–43. E. v. Holstein-Rathlou i Teknisk t. XIV, 1918 161 205. Samme i Ingeniøren, 1942 E 22–24.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Vinding: S. Hjorth i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 26. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291316