Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

N.V. Ussing

Oprindelig forfatter SAAnd
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

N.V. Ussing, Niels Viggo Ussing, 14.6.1864-23.7.1911, mineralog, geolog. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet sst. (Vestre). Efter at være blevet student 1881 fra Metropolitanskolen studerede U. kemi ved Polyteknisk læreanstalt, men dyrkede ved siden heraf sin interesse for mineralogi og geologi, og efter sin embedseksamen 1886 deltog han s.å. som mineralog i C. H. Ryders opmålingsekspedition til Upernavik-distriktet i Grønland. N.å. blev han assistent på Mineralogisk museum hos professor F. Johnstrup og fik desuden lejlighed til at uddanne sig som mineralog ved studieophold hos professorerne P. Groth i München, W. C. Brøgger i Stockholm og H. Rosenbusch i Heidelberg. 1889 blev han tillige ansat ved den nyoprettede Danmarks geologiske undersøgelse og deltog indtil 1892 i kortlægningen af det nordlige Fyn. N.å. blev han udnævnt til docent i mineralogi og geologi ved universitetet. Hans mineralogiske arbejde omfattede de grønlandske mineraler fra Fiskernæs samt undersøgelser over enkelt mikroklin, og 1893 erhvervede han doktorgraden på afhandlingen Alkalifeldspaterne i de sydgrønlandske Nefelinsyeniter og beslægtede Bjærgarter – første del af et dygtigt arbejde over nefelinsye-niterne ved Kangerdluarsuk der blev trykt i Medd. om Grønland (XIV, 1898). Ved Johnstrups død blev U. 1895 kaldet til professor, mens K. Rørdam konstitueredes som leder af Danmarks geologiske undersøgelse. Det var dog sikkert U.s ønske at Danmarks geologiske undersøgelse fortsat skulle høre under universitetet, og han foreslog derfor fakultetet at anbefale ministeriet at ledelsen af den midlertidigt overdroges til en kommission på tre medlemmer, hvilket forslag fakultetet tog til følge og indstillede U. som et af de tre medlemmer. Ministeriet foretrak dog at tage samtlige tre medlemmer uden for geologernes kreds, og dermed var adskillelsen af Danmarks geologiske undersøgelse fra universitetet fuldbyrdet. U. deltog dog i dens arbejde fra 1897, hovedsagelig beskæftiget med moseundersøgelser, indtil 1901 da kommissionen blev fornyet, og U. heller ikke fik sæde i den.

Som professor i mineralogi og direktør for det nye mineralogiske museum på Østervold fik U. til opgave at fuldføre indflytningen og organiseringen af samlingerne samt at udarbejde lærebøger til undervisningen. Hans klare og omhyggelige fremstilling og logiske tankegang gjorde disse bøger meget anvendte, ikke mindst hans populære Danmarks Geologi i almenfatteligt Omrids, 1899 (Danmarks Geologiske Undersøgelse, 3.r.II) der ligesom dens fem år senere forøgede 2. udgave fastslog hans evner til en fængslende fremstilling af geologiske emner. Hans bog Vulkaner og Jordskælv, 1904 (Videnskabeligt Folkebibliotek) betegnes ligeledes som et mønster på en populær bog. I hans geologi meddeles de fleste af hans resultater af undersøgelserne over Danmarks geologi der strækker sig fra Bornholms granitter til nutidens aflejringer. Nævnes må også hans mere koncentrerede oversigt over Danmarks geologi fra 1910 (Steinmann und Wilckens: Handbuch der regionalen Geologie I, 2. Abt., Dänemark). Hans afhandlinger over Danmarks geologi er ret få og små, men hævder sig ved deres klare fremstilling og de enkle, overbevisende argumenter. Fremhæves må især hans afhandling Om Jyllands Hedesletter og Teorierne for deres Dannelse, 1903 (Overs. Vid. Selsk. Forh. II) hvori han mesterligt godtgør at hedesletterne er flodsletter, dannet af smeltevandsfloderne fra en isrand der – som allerede antydet af Johnstrup – strakte sig fra Bovbjerg østpå til Viborg og derfra sydpå midt igennem Jylland og nu ofte kaldes den U.ske israndslinje. U. mente at denne "baltiske stilstandslinje" var en stilstand i isens almindelige tilbagesmeltning over landet, men det blev snart godtgjort at den følger grænsen for isens største udbredelse i den sidste istid (sst. XI). Afhandlingen polemiserer mod den af den svenske professor G. de Geer fremsatte anskuelse, at hovedopholdslinjen gennem Jylland løb ud i Kattegat ved Grenå, og selv om U. har ret i sin fremstilling blev det dog snart efter påvist, at isranden på et noget senere tidspunkt løb ud i Kattegat ved Grenå, nemlig under det østjyske stadium (sst. IX). Mens afhandlingen i hovedsagen redegør for alhedens (Karup hedeslettens) dannelseshistorie, fortsætter U. Ussing, N. V. i afhandlingen Om Floddale og Randmoræner i Jylland, 1907 (Overs. Vid. Selsk. Forh. IV) med at udrede forløbet af isens afsmeltning i Midtjylland, et arbejde det først i den nyeste tid har været muligt at supplere.

Også til kendskabet til de ældre jordlag bidrog U.s arbejde betydeligt, men han kom dog ikke selv til at publicere ret mange afhandlinger derom. Han påbegyndte således opmålingerne og undersøgelserne af de vulkanske askelag i Limfjordsegnens moler (sst.), og på hans initiativ gennemførtes den 861 m dybe, videnskabelige boring i Grøndalsengen vest for Kbh. i årene 1894-1907 hvor man forgæves søgte at bore igennem skrivekridtet. Hans mineralogiske arbejder hvilede dog ingenlunde i disse år, og 1900 og 1908 foretog han rejser til I vigtut og Julianehåb for selv at studere nefelinsyeniterne i Julianehåb-distriktet, og resultaterne samledes i et stort værk der først blev udgivet efter hans død i Medd. om Grønland XXXVIII, 1912. – U. var medstifter af Dansk geologisk forening 1893, blev 1903 medlem af Videnskabernes selskab og 1905 medlem af Kgl. fysiografiska sallskapet i Lund og i sit sidste leveår medlem af konsistorium.

Annonce

Familie

Forældre: professor J. L. Ussing (1820-1905) og Thecla Minona de Güntelberg (1823-1903). Gift 8.10.1890 i Kbh. (Frue) med senere klasselotterikollektrice Marie Elisabeth Guldbrandsen, født 21.5.1864 på Frbg., død 7.2.1934 sst., d. af kasserer i Statsanstalten for livsforsikring, senere etatsråd Vilhelm Alfred G. (1833-1914) og Amalie Elisabeth Krüger (1842-76). -Bror til Henry Ussing (1855-1943).

Udnævnelser

R. 1907.

Ikonografi

Mal. af J. C. Schlichtkrull (Mineralog. mus.). Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1894 75-77. – J. P. J. Ravn sst. nov. 1911 62-64. O. B. Bøggild i Zentralblatt für Mineralogie, Geologie und Paläontologie, Stuttg. s.å. 529f. Samme i Medd. fra da. geologisk foren. IV, 1912-15 1-18 (heri bibliografi). K. A. Grönwall i Geologiska fören.s i Sth. förhandl. XXXIII, 1911 475-78. Victor Madsen: Louis le Maire, 1915 = Danm.s geologiske undersøgelse 4, r.I,1. Axel Garboe: Geologiens hist. i Danm. II, 1961 369f 404-09. Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj XIII, 1979. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
S. A. Andersen: N.V. Ussing i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298769