Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Andreas Birch

Oprindelige forfattere EKr og SAAnd
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Andreas Birch, 1716-21.5.1763, mineralog. Født i Allinge, død i Kbh. (Frue k.). Om B.s ungdom, udvikling og studier vides ikke meget. Han var kongelig lakaj 1740–52. 1752 fik han Videnskabernes selskabs første uddelte medalje for en lille samling mineraler der senere for en del er indgået i Geologisk museum, og formentlig 6.1.1753 blev han udnævnt til mineralinspektør fra 19.8.1752 at regne. Allerede fra 1750 må han imidlertid have virket på lignende måde som det ses af titlen på et pragtfuldt foliomanuskript i Det kgl. bibliotek (GI. kgl. saml. fol. 723): Museum mineralogicum Danicum eller dansk Mineralkabinet, indeholdende danske og norske Metaller, Mineraler og Fossilier, som efter kgl. allernaadigst Befaling siden 1750 ere dels fundne, samlede og udi en systematisk Orden beskrevne af Andreas Birch som blev overrakt Frederik V 31.3.1758, kongens 35-årsdag. Han anlagde for kgl. regning et mineralfarveværk i Skanderborg; men efter at det 1754 var blevet flyttet til Kastrup blev det nedlagt 1759. Han deltog også i forskellige af regeringen støttede forsøg på at fremstille porcelæn. Han søgte og fandt porcelænsjord på Bornholm sammen med sin broder Niels B. En ladning afsendtes 1755 fra kaolinforekomsten ved Grødby å til Kbh. Også forekomster af mergel, kalksten m. v. fandt han og fik sat i produktion. 7.7.1758 blev han mærkeligt nok udnævnt til byskriver i Kbh., men fik lov til at holde en furdmægtig; han omtales desuden som brygger. N.å. pålægges det ham på ny at have opsigt med landets mineralvæsen. I et sikkert af ham forfattet skrift foreslås det 1757 kongen at oprette et lignende selskab som det senere Kgl. danske landhusholdningsselskab, og 1759 blev der da også oprettet et statsinstitut for økonomi og naturhistorie (nedlagt 1772). Ca. 1761 blev der, sikkert også på tilskyndelse af B., dannet et Mineralogisk selskab. – Sønnen Christian Birch (29.1.1760–4.6.1829) blev student 1774, cand. jur. 1778 og 1784 ansat i finansforvaltningen. Sammen med Chr. Møsting tog han virksomt del i finansadministrations-reformerne efter 1814 og var udset til finansminister efter Møsting. I stedet afsløredes det 1820 at han havde bedraget staten for store beløb og han dømtes til livsvarigt fængsel. Han afsonede sin straf i Kastellet, men hustruen Frederikke Louise Charlotte, datter af biskop Chr. Michael Rottbøll, delte hans fængsel.

Familie

Forældre: by-, birke- og herredsskriver Lars Andersen B. (1682–1754) og Maren Gumløs (1688–1768). Gift Charlotte Marie Gardenholtz, født ca. 1727, død 4.4.1763 i Kbh. (Frue). – Far til Andreas B. (1758–1829). Bror til Niels B.

Bibliografi

Kbh.s skilderi, 1809 152. N. C. Øst: Materialier til et da. biogr.-literarisk leksikon, 1835 601. C. Nyrop: Den da. porcelænsfabrikations tilbliven, 1878 18f. N. V. Ussing i Danm.s geol. undersøgelse 2.r. nr. 12, 1902. A. Clement i Medd. fra Dansk geol. forening, 1917 Ad. Clement i Vor tid, 1919. Samme i Ingeniøren XXX, 1921 679f 732–36. A. Garboe: Geologiens hist. i Danm. I, 1959 125f.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Kristiansen, S. A. Andersen: Andreas Birch i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287023