Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thomas Fincke

Oprindelig forfatter CMTai
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Thomas Fincke, 6.1.1561-24.4.1656, matematiker, læge. Født i Flensborg, død i Kbh., begravet sst. (Frue k.). Efter sin skoletid i Flensborg studerede F. matematik i Strasbourg 1577-82. 1582 studerede han i Heidelberg, Leipzig og Basel. 1583 i Padua og 1586 i Pisa. 1583 udkom i Basel hans enestående (og eneste) matematiske værk Geometriae Rotundi libri XIV, dediceret til kong Frederik II. Som titlen antyder indeholder bogen læren om cirklen og kuglen, såvel de fra Euklid kendte sætninger som en fremstilling af den plane og sfæriske trigonometri; denne del af matematikken havde i 1500-tallet betydelig interesse efter Regiomontanus', Kopernikus' og Rhæticus' arbejder. Bogens originalitet viser sig, foruden ved enkelte terminologiske nydannelser (fx 'tangens') især i dens brud med Euklids axiomatiske og deduktive opbygning. Hertil var F. inspireret af den franske filosof, lingvist og matematiker Petrus Ramus (1515-1572) der ikke mindst er bekendt for sin kamp mod Aristotelismen i samtidens filosofi. Skønt bogen med rette vakte betydelig opsigt og udkom i 2. oplag 1591, fortsatte F. dog ikke sine matematiske studier, men helligede sig medicinen (i Padua) og tog 1587 den medicinske doktorgrad i Basel. 1590 vendte han hjem til Flensborg, var en kort tid livlæge hos hertug Philip af Holsten-Gottorp, men blev 1591 kaldet til professor i matematik ved Kbh.s universitet på foranledning af kansler Niels Kaas. Hans indsats ved universitetet blev ikke videnskabelig, men politisk, især takket være hans administrative dygtighed der var udviklet ved hans forstanderskab for den 'germanske nation' ved universitetet i Padua. Fem gange valgtes han til universitetets rektor og forestod i mere end 50 år, trods nogen kritik, forvaltningen af kommunitetets midler. I professoratet forblev han til sit 96. år. Hans rolle ved Tyge Brahes fordrivelse er, set fra eftertiden, lidet flatterende og tjener ikke ham og universitetet til ære. Skønt han i fortalen til sin bog omtaler Tyge Brahe i smigrende vendinger var han næppe i berøring med ham, før han 1597 blev medlem af den kommission kongen lod sende til Hven for at besigtige instrumenterne. Hans erklæring lød på at de var unyttige redskaber; men det er vanskeligt at afgøre hvad der skyldtes videnskabelig konservatisme, og hvad der var en bevidst fordrivelsespolitik fra det universitet der følte sig sat i skygge af Tyge Brahes observatorium. 1603 udnævntes F. til professor i medicin, men tilførte næppe faget nye impulser. Relativt uinteresseret i den nye videnskab, anatomien, formidlede han udelukkende Galenos' system i sine forelæsninger om patologi. I sin lægelige praksis var han meget søgt og måtte ved flere lejligheder ledsage kongelige personer på rejser. – Sønnen Jacob Fincke, født 24.6.1592, død 2.1.1663 blev 1607 student fra Herlufsholm, studerede derefter i Meissen og Strasbourg. 1623 blev han, formentlig protegeret af faderen, professor ved Kbh.s univ. i matematik, senere i fysik. Han havde næppe evner som videnskabsmand, men var universitetets rektor fire gange.

Familie

Forældre: købmand og rådmand Jacob F. (død 1570) og Anna thor Schmeden (død 1561). Gift 30.8.1590 på Tønning slot med Søster Ivars, født 29.8.1574 i Oldensworth, død 25.6.1614 i Kbh., d. af selvejer Junge I. (død ca. 1590) og Wabi Tetens (død 1614).

Ikonografi

Stik af Haelwegh, 1656, efter mal. af Karel van Mander; mal. i samme type (Uffizierne, Firenze). J. Picini skal have udført et stik af ham 1659. Maleri (Fr.borg). Brugt som model for en figur på Ole Worms epitafium (Nat.mus.). Et lille stik forestiller enten F. eller H. P. Resen. Stik af J. Haas.

Annonce

Bibliografi

Tychonis Brahe opera omnia XIV, 143f. [J. Rørbye] i Østs archiv IX, 1828 299-312. V. Ingerslev: Danm.s læger og lægevæsen I, 1873 261-68. H. F. Rørdam: Kbh.s univ.s hist. III, 1873-77 550-62. P. L. Panum: Vort medicinske fakultets oprindelse og barndom, 1879 49-52. Jul. Petersen: Bartholinerne og kredsen om dem, 1898 3f. H. G. Zeuthen: Forelæsn. over matematikens hist. II, 1903 158. Bj. Kornerup: Biskop Hans Poulsen Resen I,1928 116.-Brevei Kgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. Marinus Taisbak: Thomas Fincke i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289447