Svend Bundgaard, Svend Børge Erik Bundgaard, 25.4.1912-21.12.1984, matematiker, rektor. Født i Kastbjerg sg., Randers amt. B. tog studentereksamen i Randers 1930 hvorefter han gav sig til at studere matematik ved Kbh.s univ. Han blev cand.mag. 1935 og fik straks ansættelse som undervisningsassistent i rationel mekanik ved Danm.s tekniske højskole, en stilling han beholdt til 1942 da han blev ansat som lektor ved universitetet og amanuensis ved dets matematiske institut. Han havde dog hele tiden deltaget i aktiviteterne ved instituttet, i tiden 1938-41 som undervisningsassistent. Han gjorde et sidespring til gymnasieskolen som adjunkt ved Østre Borgerdydskole 1940-41. 1951 gæsteforelæste B. ved Lunds univ., og 1954 vikarierede han i et professorat sst. 1954 indførtes faget matematik ved Århus univ., og B. blev som nyudnævnt professor den der skulle organisere undervisning og forskning i dette fag samt opbygning af universitetets matematiske institut. Han lagde i forbindelse hermed stor vægt på at knytte kontakt med udenlandske forskere og opholdt sig blandt andet af denne grund 1956 ved Princeton og Stanford universiteterne i USA. B.s særlige felt er den moderne abstrakte algebra; han skrev 1942 den første danske lærebog i denne disciplin Tallene og den abstrakte Algebras Grundbegreber. Han har desuden givet selvstændige bidrag til algebraen i mindre tidsskriftsafhandlinger. - B. har ydet en afgørende indsats ved opbygningen af de ydre rammer for matematisk forskning og undervisning her i landet. I den eksplosive udvikling der så småt begyndte da Kbh.s univ. 1934 fik et egentligt matematisk institut har han spillet en central rolle som planlægger og forhandler. Med en energi der ikke altid var lige velset på højere sted har han ført de sager igennem som han gik ind for. Udover indsatsen i Århus kan nævnes grundlæggelsen af nordiske matematiske tidsskrifter samt formandskabet i Danmarks matematikundervisningskommission. 1971 blev B. valgt til rektor for Århus univ., et hverv han dog afgav i utide 1976. Dette skete i protest mod at centraladministrationen nægtede at foretage den udrensning i toppen af universitetets administrative ledelse som han fandt nødvendig.

Familie

Forældre: gårdejer Hans Frank Pedersen B. (1872-1951) og Julie Eriksen (1876-1952). Gift 3.1.1938 i Gentofte med cand. mag. Grethe Simonsen, født 1.10.1916 i Lyngby ved Sorø, død 11.12.1996, d. af lektor Kristen S. (1874-1934) og Rigmor Hansen (1880-1944).

Bibliografi

Chr. Nyborg Madsen i Politiken 24.4.1972.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig