Leif Kristensen, 4.1.1934-2011, matematiker. Leif Kristensen blev student fra Nykøbing Mors 1953 og tog skoleembedseksamen og magisterkonferens i matematik og fysik ved Kbh.s universitet 1957. Efter et år som amanuensisvikar ved Århus univ. videreførte han sine studier i USA, dels ved Yale Univ. 1958-59, dels ved Univ. of Chicago 1959-61 hvor han erhvervede graden Ph. D. Ved hjemkomsten udnævntes han til amanuensis ved Århus univ., men allerede to år efter modtog han en stilling som assistant prof. ved Univ. of California, Berkeley. 1964 udnævntes han til afdelingsleder ved Århus univ. og var 1965-2000 professor i matematik sst. Han var visiting prof. ved Univ. of Illinois 1968-69.

Leif Kristensen indvalgtes 1971 i Videnskabernes selskab. Han var medlem af Statens naturvidenskabelige forskningsråd 1977-85, medlem af bestyrelsen for European Math. Council 1978-90, medlem af Advising Panel on the Advanced Study Institutes Programme 1979-83 og var medredaktør af Mathematica Scandinavica 1971-78. Foruden disputatsen On the cohomology of twostage Postnikov systems der optoges i Acta Math. 1962 publicerede Leif Kristensen, til dels sammen med andre, adskillige arbejder inden for den algebraiske topologi.

Familie

Leif Kristensen blev født i Nykøbing Mors.

Forældre: mælkehandler Poul Andreas K. (1898-1981) og Esther Johansen (født 1910). Gift 1. gang 29.12.1959 med lærer Florissa de Vries, født 9.2.1931 i Chicago, død 1962, d. af kemiker Fenno Ekke de V. (død 1938) og lærer Florence Funk (død 1981). Gift 2. gang 1.6.1964 med Sandra Louise Lindquist, født 17.9.1941 i Sacramento, Californien, d. af elektrotekniker Arnold S. L. og Louise Adamson. Ægteskabet opløst 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig