L. Oppermann

L. Oppermann, Ludvig Henrik Ferdinand Oppermann, 7.9.1817-17.8.1883, matematiker, filolog. Født på skovridergården Ditlevslyst, Vester Åby sg., Fyn, død i Kbh. (Matth.), begravet sst. (Solbjerg). Allerede ved undervisningen i hjemmet viste O. et afgjort talent for regning. 1823 kom han i landsbyskolen i Grænderup, 1829 i Odense katedralskole hvorfra han dimitteredes 1834. Efter eksamen gik han på Polyteknisk læreanstalt et halvt år, men skiftede studium og tog 1843 filologisk embedseksamen. Han underviste et par år i københavnske skoler og derefter 1846-52 som overlærer ved Århus katedralskole i gamle og nye sprog. Som filolog fik han ingen særlig betydning. Han udgav 1840 Latinsk Sproglære til Skolebrug, 1844 Indledning lit den danske Sproglære. 1849 blev han medlem af folketinget hvor han med en mindre afbrydelse havde sæde til 1861 som nationalliberal. I fire år var han statsrevisor. O. havde et indgående kendskab til skovvæsen og gjorde sig i folketinget til talsmand for reformer vedr. driften af statsskovene hvilket bl.a. førte til nedsættelse af en kommission af hvilken han blev et virksomt medlem, og resultatet blev en ny lov om skovenes bestyrelse. I tillid til et løfte fra indenrigsminister P. G. Bang om en stilling som skovrider tog han 1852 forsteksamen, men blev forbigået, muligvis som følge af den kritiske holdning til skovvæsenets ledelse han havde lagt for dagen. I stedet blev han lektor i tysk sprog og litteratur ved universitetet, en stilling han beholdt til sin død, fra 1855 med titel af professor.

Ved landmandsforsamlingen 1863 gik han imod F. Oldenburgs forslag til reform af skovvæsenets administration. 1861-70 var han tillige matematisk direktør for Statens livrenteanstalter. Fra 1872 var han teknisk konsulent for livsforsikringsselskabet Hafnia. 1875 blev han som matematiker medlem af Videnskabernes selskab. At O. formåede at spænde over så forskelligartede felter skyldtes en hurtig tilegnelsesevne, en skarpsindighed som trængte ind til de fineste enkeltheder, og en ualmindelig hukommelse. Hans litterære produktion strækker sig både over ren matematik, aktuarmatematik, landmåling (Elementair Plangeometri, 1845), skovvæsen og filologi. Hans hovedinteresse var dog matematikken hvor hans originale produktion også havde størst betydning. Han interesserede sig mindre for matematikkens nyere fremstillinger, men søgte gerne tilbage til de oprindelige forfattere. Han opnåede således en sjælden fortrolighed med Arkimedes', Isaac Newtons og K. F. Gauss' værker. Hans matematiske afhandlinger, præget af sans for præcis og omhyggelig form, især i Tidsskr. f. Mathematik, vidner om hans særlige interesse for numerisk regning. Den kom ham til nytte i hans virke inden for livsforsikring. Her dannede han skole og nød stor anseelse, også i udlandet, særlig hos engelske fagfolk. De dødelighedstabeller han beregnede på grundlag af erfaringsmaterialet i Statens livsforsikringsanstalter blev lagt til grund for den 1871 omdannede anstalts tariffer. Til udregningen benyttede O. en ny, af ham opfunden dødelighedsformel der efter hans død er offentliggjort af J. P. Gram i Tidsskrift for Mathematik, og O. har æren af at være den første som har foretaget hele den til sådanne tabeller nødvendige udjævning efter de mindste kvadraters metode. O.s betydning går langt ud over hans forholdsvis få afhandlinger og bøger. Hans stærke kritiske sans har sikkert hæmmet hans publikation, ligesom den gjorde ham frygtet af andre, bl.a. som eksaminator. Hvor han mødte uklarhed og mangel på logik gik han frem med stor voldsomhed. Gennem samtaler har O. øvet indflydelse på samtidige. Således har både J. L. Heiberg og H. G. Zeuthen i deres matematik-historiske skrifter, T. N. Thiele og J. P. Gram i skrifter vedrørende talteori og numerisk beregning erkendt deres afhængighed af O.