Julius Petersen (matematiker)

Julius Petersen, Peter Christian Julius Petersen, 16.6.1839-5.8.1910, matematiker. Født i Sorø, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). P. kom 1849 ind på Sorø akademi. Han viste her en sjælden lærenemhed i alle fag, særlig i regning og matematik, men måtte til en begyndelse af økonomiske grunde opgive sit ønske om at blive polytekniker. Han kom efter sin konfirmation i handelslære hos en onkel i Kolding. Da onklen et års tid senere døde og efterlod ham omkring 1000 rdl. kunne P. vende tilbage til Sorø akademi. 1856 tog han realafgangseksamen og begyndte det polytekniske studium. 1860 tog han første del af civilingeniøreksamen, men hans interesse havde vendt sig mere mod den rene matematik. Han besvarede universitetets prisopgave i matematik, fik accessit herfor, tog 1862 artium og n.å. filosofikum. 1866 bestod han magisterkonferens i matematik. 1867 fik han universitetets guldmedalje for en afhandling, Svømmende Legemers Ligevægt. Da han 1862 havde giftet sig, måtte han ved siden af sin videnskabelige uddannelse undervise meget, fx (indtil 1871) i det v. Westenske institut. 1871 tog han doktorgraden for en afhandling Om Ligninger, der løses ved Kvadratrod. S.å. blev han docent ved Polyteknisk læreanstalt, 1879 medlem af Videnskabernes selskab. 1881-87 var han lærer ved Hærens officersskoles næstældste klasse, 1887-1909 professor i matematik ved universitetet, desuden 1887-1900 medlem af undervisningsinspektionen for de lærde skoler. Ved siden af sin videnskabelige og pædagogiske virksomhed virkede P. også i det praktiske forretningsliv. Han var medlem af Forsikringsselskabet Hafnias kontrolkomité, af styret for Arbejderbanken og De forenede bygningssnedkerier.

P. var i sin videnskabelige virksomhed meget produktiv, og han vendte sig i tidens løb mod højst forskellige emner. Det kunne være et skakproblem, en dechiffrering af et kryptogram, et spørgsmål fra underholdningsmatematikken, som havde vakt hans interesse. Men ofte var det fundamentale matematiske spørgsmål. Allerede i skoletiden havde spørgsmålet om vinklens tredeling interesseret ham og M. G. Zeuthen, og interessen for konstruktionsopgaver holdt sig længe hos ham. Han dyrkede løsningen af sådanne sammen med Zeuthen og F. Bing, og dette satte sig 1866 spor i hans bog Methoder og Theorier til Løsning af geometriske Konstruktionsopgaver.

Denne giver måske det mest karakteristiske billede af P.s forfatterpersonlighed lige fra den klare, knappe stil, den naturlige oversigtlighed, til ulysten til pedantisk at behandle opgaven til bunds ved fuldstændig diskussion. Bogen satte i mange år et stærkt præg på geometriundervisningen i artiumsklasserne og ved forberedelsen til polyteknisk adgangseksamen, og den har oplevet mange oplag og oversættelser til fremmede sprog (tysk, fransk, engelsk, italiensk, ungarsk, russisk og hollandsk). Beskæftigelsen med konstruktionsopgaver førte naturligt P. ind på emnet for hans doktordisputats, og dette førte til en fremstilling af De algebraiske Ligningers Theori, 1877, senere oversat til tysk, fransk og italiensk. Hans ansættelse ved Polyteknisk læreanstalt førte ham til at udarbejde en samling lærebøger i rationel mekanik (statik 1881, kinematik 1884, dynamik 1887). Ligeledes gav hans ansættelse ved universitetet anledning til hans Forelæsninger over Funktionsteori, 1895. Til tider gav han sig stærkt af med talteori, og til topologien har han givet bidrag, både i ovennævnte lærebog i funktionsteori, ved en fundamental afhandling om regulære grafer i Acta mathematica, 1891 og ved sine bidrag til behandling af det berygtede "firfarveproblem". Hans rige videnskabelige produktion med dens højst varierende emnevalg findes i stor udstrækning spredt i inden- og udenlandske tidsskrifter. Han har også, delvis sammen med Bing skrevet om statsøkonomi. Hans pædagogiske virksomhed satte sig spor i et stort antal elementære lærebøger som i mange år helt satte præg på matematikundervisningen i den højere skole.

Ejendommelig for P.s arbejdsmåde var den intensitet, med hvilken han kastede sig over en opgave som havde fanget hans interesse. Sjældent gav han sig da tid til at fordybe sig i den litteratur som allerede fandtes om emnet, men netop derfor satte hans intensive beskæftigelse med problemerne sig ofte spor i originale løsninger som mere udmærkede sig ved simpelhed og naturlighed end ved lærdom. Så længe han beskæftigede sig med et problem var han helt optaget af det og vendte stadig tilbage til det i samtaler med andre, ikke mindst med F. Bing. P.s stil var enkel, koncis og klar, dog undertiden så kortfattet, at den kunne volde læseren vanskeligheder. Hans vending "Man ser let" bevaredes længe som et ordsprog. I visse henseender var det tidspunkt, da P. ved universitetet fik analysen at varetage, skæbnesvangert. Hans hovedstyrke lå i det geometrisk anskuelige, og netop da var analysens aritmetisering i fuld udvikling. Som menneske havde P. noget af en renæssanceskikkelses åbenhed, djærvhed og hjertelighed.