Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

G.F. Ursin

Oprindelig forfatter PoHee

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

G.F. Ursin, Georg Frederik (Friderich) Krüger Ursin, 22.6.1797-4.12.1849, matematiker, astronom. Efter at G.F. Ursin 1814 havde taget landmålereksamen blev han n.å. student fra Metropolitanskolen. 1816 fik han universitetets guldmedalje for en afhandling om de regulære polyedre og tog 2. eksamen s.å.

Derpå rejste han for egen regning sammen med H.C. Schumacher på gradmåling og kom derved i berøring med K.F. Gauss, under hvem han 1818 studerede astronomi i Göttingen. N.å. konstitueredes han som observator ved øbenhavns universitetsobservatorium på Rundetårn, fast ansat 1824-29. Efter en magisterkonferens havde han 1820 taget doktorgraden på en astronomisk afhandling De eclipsi solari 7. Septembris 1820 observata.

Han underviste en tid i Borgerdydskolen i København. 1827 blev han professor i matematik ved kunstakademiet (1844 inspektør og 1849 slotsforvalter). S.å. fremkom han med et forslag til oprettelse af en polyteknisk læreanstalt som ikke blev helt fulgt. 1829-32 virkede han som docent i maskinisere ved den nyoprettede læreanstalt hvilket dog oversteg hans kræfter. 1829-31 holdt han i flere semestre som vikar astronomiske forelæsninger. 1829 blev han medlem af Videnskabernes selskab.

Annonce

G.F. Ursin udgav en del elementære lærebøger i matematik, en logaritmetabel, enkelte nautiske afhandlinger, Populært Foredrag over Astronomien, 1838, og en historisk beretning om observatoriet på Rundetårn (1826). Han havde for sin tid ret alsidige kundskaber, men hans væsentligste betydning lå i hans virksomhed som lærer og foredragsholder. Derved spredte han kendskab til matematik og naturvidenskab, særlig i kunstner- og håndværkerkredse, og var på en vis måde en forløber for folkeuniversitetets lærere. Han udfoldede en frodig udgivervirksomhed: 1827-30 Magazin for Kunstnere og Haandværkere I-V, 1830-34 sammes 2. række I-V, 1837-42 Nyt Magazin for Kunstnere og Haandværkere I-VI og 1835-36 Dansk Almeenlæsning.

Familie

G.F. Ursin blev født i København (Holmens), døde sst. (Garn.) og er begravet sst. (Garn.).

Forældre: premierløjtnant i søetaten Georg Jacob Krüger (1771–tidligst 1800) og Jacobine Ursin (1772-1819, gift 1. gang 1807 med skibsreder og værftsejer Lars Larsen, 1758-1844). Ved opløsningen af forældrenes ægteskab 25.5.1798 forbeholdtes det G.F. Ursin om han ville føre faderens eller moderens navn. Gift 21.3.1823 i Kbh. (Garn.) med Helene Elisabeth de Thurah, født 4.7.1797 i Kbh. (Garn.), død 18.7.1876 sst. (Holmens), d. af sekondløjtnant, senere oberstløjtnant Herman de T. (1768-1832, gift 2. gang 1832 med Bolette Catharina Møller, 1793-1839) og Margrethe Kirstine Kruse (1760-1822). – Bror til Martin Reinhardt Ursin.

Udnævnelser

R. 1848.

Ikonografi

Mal. af C. W. Eckersberg, 1836, litograferet af C. Simonsen efter 1849. Fremstillet på raderingen Dumhedens magt, 1844. Mal. af M. Rørbye, 1846.

Bibliografi

Chr. Jürgensen i Oversigt over vidensk. selsk.s forhandl., 1850 67-71. Selmers nekrologiske saml. II, 1852 461-65.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Heegaard: G.F. Ursin i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298753