Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christen Hee

Oprindelig forfatter PoHee

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Christen Hee, 5.4.1712-12.1.1782, matematiker. Christen Hee blev student 1728 fra Nykøbing M. og tog baccalaurgraden i Kbh. 1733, studerede også i Marburg og Tübingen. Han lagde sig især efter matematik og mekanik. For at højne søofficerernes tekniske uddannelse anordnedes 1741 at der skulle holdes matematiske forelæsninger for dem, og 1742 blev Christen Hee ansat som lector methaseos ved søetaten; han skulle også meddele kadetterne nogen undervisning i faget. I forbindelse med denne undervisning rejste han til Holland, England, Frankrig og Italien for at studere vandbygning. Han fortsatte sin undervisningsvirksomhed til sin død idet han dog fra 1774 assisteredes af Thomas Bugge som blev hans efterfølger. Som det ofte var tilfældet på den tid, tog han først magistergraden efter længe at have været i embede, nemlig 1761. 1747 var han blevet professor i filosofi ved universitetet og 1759 professor designatus i matematik sst., og 1769 efterfulgte han J.F. Ramus som professor ordinarius. I denne stilling forblev han til sin død. 1747 blev han medlem af Videnskabernes selskab, var også medlem af videnskabsselskaberne i Trondheim, Stockholm, Berlin og Lyon. 1700-tallets matematik ved Kbh.s universitet stod i det hele og store på et temmelig lavt standpunkt. Christen Hee har fået navn som en dygtig matematiker og har sikkert været en dygtig og rutineret lærer og haft sans for matematikkens praktiske anvendelse, men hans evner for teoretisk matematik kan man ikke nu bedømme da han kun har efterladt sig en ubetydelig produktion. I Videnskabernes selskabs skrifter findes et par små afhandlinger om friktion, om længdemål og om "Kunsten at leve under Vandet", og i Philosophical Transactions findes et lille stykke om trykket i maskiner i gang. Som medlem af Videnskabernes selskab udkastede Christen Hee planen til kortvæsenets indretning og vejledte landmålerne. – Justitsråd 1774.

Familie

Christen Hee blev født i Sandbjerg, Thyholm, død i Kbh. (Helligg.), begravet i Helligg. k. Forældre: sognepræst Christen Hee (1669–1729) og Karen Schytte (1674–1756). Ugift.

Bibliografi

Chr. Molbech: Vidensk. selsk.s hist., 1843 69–72 521. S.A. Christensen: Matematikens udvikl, i Danm. og Norge i det 18. årh., 1895 214f 221.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Heegaard: Christen Hee i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290954