• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

V. Stein

Oprindelig forfatter ERMa
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

V. Stein, Siegfred Frederik Edvard Valdemar Stein, 14.4.1836-1.2.1905, kemiker. Født i Kbh. (Garn.), død sst., begravet sst. (Holmens). Efter at have gået i skole i Borgerdydskolen på Chr.havn kom S. i lære på Gammeltorvs Apotek. Han blev cand. pharm. 1857 og blev derefter ansat på Viborg Svane Apotek, men vendte tilbage til Kbh. 1860, idet han blev knyttet til det af Simon Groth og A. V. Ørsted 1857 oprettede Groth & Ørsteds kemiske Laboratorium. Groth udtrådte 1861 og Ørsted 1865, mens S. indtrådte i ledelsen 1863 og blev eneindehaver 1865. Han ændrede 1867 laboratoriets navn til V. Steins analytisk-kemiske Laboratorium, og dette navneskifte indeholdt mere end fastslåen af et ejerskifte. I de ti første år havde laboratoriet foruden med analytiske arbejder beskæftiget sig med undervisning i kemi, med fremstilling og forhandling af kemiske præparater og apparater og med oparbejdelse af guld-, sølv- og platinaffald; men det blev S.s mål at begrænse laboratoriets virksomhed til analytisk arbejde. Det havde i de første år været småt med analyser og med økonomien men efter at S. havde overtaget laboratoriet voksede det, og ved S.s død var der ansat 15 kemikere ved det.

Landbruget var i disse år i stærk udvikling, og indførsel af gødnings- og foderstoffer steg meget stærkt, og S. indså, at en gennemført analytisk kontrol af sådanne stoffer var en opgave der ville blive brug for. Han interesserede sig specielt for kunstgødninger og udgav flere små bøger og skrev artikler herom. S. blev 1882 Det kgl. danske landhusholdningsselskabs og 1887 statens konsulent i agrikulturkemi. Selv om hans hovedinteresse lå her, fik han som leder af laboratoriet også andre hverv, således 1878–96 ansvaret for cement-undersøgelser for en række institutioner under stat og kommune. 1888 indgik S. på laboratoriets vegne en overenskomst med Kbh.s sundhedskommission om at stille en afdeling med to assistenter til rådighed, og samme år fik laboratoriet overdraget kontrollen med det nyopdukkede "kunstsmør", margarinen. 1891 sluttede laboratoriet kontrakt med staten om kontrol med en række levnedsmidler. Hele denne udvikling skyldtes S.s evne til at knytte unge dygtige kemikere til sig og dermed hans evne til at skabe sig og sit laboratorium et ry for pålidelighed. 1887 optog S. sin medarbejder siden 1867, cand. polyt. Fr. Christensen som medejer af laboratoriet (efter S.s død eneejer). S. var medlem af Kemisk forenings bestyrelse fra foreningens stiftelse 1879 til 1889. – Han blev titulær professor 1886.

Familie

Forældre: professor, dr.med. S. A. V. S. (1797–1868) og Karen S. Borch (1801–88). Gift 1. gang 1.6.1869 i Kbh. (Frue) med Eleonore Frederikke Rørbye, født 18.4.1846 i Kbh. (Garn.), død 23.1.1876 sst. (Holmens), d. af maler M. R. (1803–48) og Rose F. Schiøtt (1810–59). Gift 2. gang 22.2.1879 på Frbg. med Johanne Charlotte Lautrup, født 1.6.1836 i Kbh. (Frue), død 5.2.1915 sst., d. af bogholder i, senere direktør for Den almindelige enkekasse, etatsråd Christian Nicolai L. (1800–82) og Pauline Charlotte Schiøtth (1805–96). – Bror til Harald S. og Th. S.

Annonce

Udnævnelser

R. 1894. DM. 1898.

Ikonografi

Afbildet s.m. brødrene på mal. af F. Helsted. Træsnit af H. P. Hansen, 1892. Foto.

Bibliografi

Stig Veibel: Kemien i Danm. II, 1943 405 (bibliografi). – Landbrug og landmænd i Danm., udg. M. Galschiøt, 1888 85f. Ugeskr. for landmænd L, 1905 59f. Th. Th-[omsen] i Farmaceutisk tid. XV, s.å. 54f. Steins laboratorium 1857–1907, 1907. Archiv for pharmaci og chemi XXIV, 1917 176f. Kemiske analyser i 100 år. V. Steins analytisk-kemiske laboratorium, 1957 5–11. – Levneds-beretning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
E. Rancke-Madsen: V. Stein i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297801