Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

S.P.L. Sørensen

Oprindelig forfatter ERMa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

S.P.L. Sørensen, Søren Peter Lauritz Sørensen, 9.1.1868-12.2.1939, kemiker. S. P. L. Sørensens forfædre havde været sjællandske bønder på Løveegnen (mellem Slagelse og Kalundborg) siden 1600-tallet. Han blev født på slægtsgården Vibemosegård i Havrebjerg som den ældste af syv søskende; men familien flyttede ca. ti år senere til Christiansgård. Han var lidt svagelig som barn og led lejlighedsvis af krampeanfald; det sidste af disse kom i 18-årsalderen. S. P. L. Sørensen gik i Havrebjerg landsbyskole hvor læreren, Bloch Christensen, snart fik øjnene op for hans usædvanlige begavelse. Da læreren ikke syntes at han kunne lære drengen mere fik han faderen til at sende ham i Slagelse realskole hvor han gik fra sit 11. til sit 14. år.

S. P. L. Sørensen blev konfirmeret i Slagelse Skt. Peders kirke hos pastor Michael Brøndsted, og konfirmationsundervisningen satte stærke spor i hans sind; han blev meget religiøs, og da han siden som student kom til København deltog han de første år aktivt i søndagsskolearbejdet. Realskolebestyrer Frederik Dahl, pastor M. Brøndsted og pastor F. V. Bülow i Havrebjerg interesserede sig alle for den velbegavede dreng, og de skaffede ham 1882 friplads på Sorø akademi. Han deltog også stadig i landarbejdet på faderens gård, når han kom hjem. 1884 var faderen blevet alvorligt syg, og S. P. L. Sørensen måtte i sommerferien som ældste søn overtage ledelsen af gårdens indhøstning, og han blev færdig som en af de første i sognet. S. P. L. Sørensen følte sig livet igennem knyttet til sin fødeegn og til sin slægt, og han stiftede 1934 et familielegat på 50.000 kr.

S. P. L. Sørensen gik blandt kammeraterne i Sorø under navnet "S.P.L." – et navn som han siden hen også blev kendt under blandt kemikere. 1886 dimitteredes S. P. L. Sørensen som student med en meget stor førstekarakter, og han kom efter sommerferien til København for at studere medicin. Imidlertid blev han så interesseret i kemien som han mødte ved den medicinske forberedelseseksamen at han snart opgav medicinen og i stedet valgte studiet af kemi. Allerede et årstid efter begyndte han at arbejde med universitetets prisopgave for 1887–88 Der gives en Fremstilling af Radikalbegrebets historiske Udvikling og Betydning for den theoretiske Kemi; han indleverede en besvarelse på 265 sider og fik 1889 tildelt guldmedaljen herfor. Endnu engang fik S. P. L. Sørensen universitetets guldmedalje nemlig for opgaven 1893–94 der handlede om præparation af rene strontiumsalte.

Annonce

Som ældre studerende og som ung magister deltog S. P. L. Sørensen som "sommerferieassistent" 1890, 1891 og 1893, ansat af Danmarks geologiske undersøgelse, i kortlægning af Store Vildmose i Vendsyssel; men dette har vel været en økonomisk hensigtsmæssighed for S. P. L. Sørensen, og hans fortsatte tilknytning til geologien blev nok i væsentlig grad et livslangt medlemskab af Dansk geologisk forening.

S. P. L. Sørensen tog 1891 magisterkonferens i kemi og fik straks arbejde på Den polytekniske læreanstalts kemiske laboratorium, hvis chef S. M. Jørgensen fik stor betydning for ham. 1.9.1892 blev S. P. L. Sørensen ansat som assistent ved Jørgensens laboratorium. Her blev han beskæftiget med undervisning i analyse for de bifagsstuderende og senere med kemiingeniørernes undervisning i præparation. S. P. L. Sørensens forskning faldt her i 1890'erne klart inden for den uorganiske kemi hvor han hentede sine emner inden for præparation, analyse og complex-kemi. I en artikelserie 1893–96 (Kritische Präparatenstudien) på fire numre beskæftigede han sig med nikkel- og cobaltforbindelser, med ammoniumnitrit og med strontiumforbindelser (resultatet af prisopgave nr. to). Dernæst beskæftigede han sig med natriumoxalat som urtitersubstans, og dette emne genoptog han flere år derefter. Og med disputatsen 1899 Studier over Koboltidoxalater viste S. P. L. Sørensen tydeligt at han var elev af S. M. Jørgensen.

Som værnepligtig mariner kom S. P. L. Sørensen 1892 til på søminekorpsets laboratorium at arbejde under løjtnant, senere departementschef i marineministeriet J. F. Saxild, og han gjorde her så god fyldest, at han 1896 kom til at virke som militærkemisk konsulent for orlogsværftet og som lærer ved officersskolen. I tilknytning hertil skrev han en lærebog om sprængstofferne (1900). Da han nytår 1901 forlod sin hidtidige stilling måtte han opgive tilknytningen til marinen. Senere fik S. P. L. Sørensen dog påny tilknytning til sprængstoffer og til forsvaret. 1917 blev han justitsministeriets tilsynsførende med sprængstoffabrikken i Jyderup, og 1923 blev han formand for den kommission der blev nedsat i anledning af tågebombeulykken på krigsskibet Gejser. S. P. L. Sørensen kom også i samarbejde med hærens gaskommission ang. gasmasker, specielt gasmaskekul. 1934 blev han formand for Dansk luftværnsforenings landsstyrelse og landsråd, og luftværnssagen var nok den der ved siden af kemien optog ham mest i hans sidste leveår.

1900 døde den internationalt kendte forstander for Carlsberg laboratoriets kemiske afdeling, Johan Kjeldahl. Laboratoriets bestyrelse, hvis formand var S. M. Jørgensen, besluttede da at opfordre S. P. L. Sørensen til at søge den ledige forstanderstilling. Det var med nogen tøven at S. P. L. Sørensen modtog opfordringen; en accept måtte medføre at hans forskning måtte lægges helt om, og samtidig måtte han opgive at undervise studerende; dertil kom en indtægtsnedgang idet han måtte opgive sin konsulentstilling ved orlogsværftet.

S. P. L. Sørensen tiltrådte som laboratorieforstander nytår 1901. 1907 blev han udnævnt til titulær professor på Carlsberg laboratoriet. I Carlsbergfondets statutter står der, at laboratorieforstanderne skal "ved Studier og Arbejder i Laboratoriet uddanne sig i de særlige Retninger af Videnskaben, som har Betydning for Ølbrygning", og S. P. L. Sørensen valgte som sit nye arbejdsområde proteinerne (æggehvidestofferne), hvoraf nogle forefindes i den til ølbrygningen nødvendige byg. Proteinerne var dengang lidet udforsket; men den tyske nobelpristager Emil Fischer (1852–1919) havde nylig vist, at proteiner var kæmpemolekyler der ved omsætning med vand (hydrolyse) under passende forhold kunne nedbrydes til en blanding af forskellige aminosyrer, dvs. nitrogenholdige organiske stoffer med både base- og syrekarakter.

S. P. L. Sørensen indledte sin nye forskning med syntese af en række aminosyrer, og han gik derpå over til at studere de processer ved hvilke proteiner nedbrydes til aminosyrer. Derefter fulgte undersøgelser af en række typiske proteiners egenskaber, og videre beskæftigede han sig med spørgsmålet om proteinmolekylers opbygning. Allerede 1902 kom hans første afhandling i en række kaldet Studier over Aminosyrernes Syntese; den tiende og sidste i denne række kom 1915. I forbindelse hermed foretog S. P. L. Sørensen bestemmelser af nitrogen efter Kjeldahls metode. Visse vanskeligheder med metoden foranledigede et par afhandlinger om denne. Hydrolysen af proteiner til aminosyrer katalyseres af de såkaldte enzymer, og yderligere spiller brintionkoncentrationen (hydrogenion-koncentrationen) og temperaturen en afgørende rolle. I Enzymstudier, 1907, beskriver S. P. L. Sørensen en analysemetode som han kaldte formoltitrering der tillader bestemmelsen af de ved hydrolysen dannede aminosyrer: Hvis der til en aminosyre sættes formol (dvs. methanal), beslaglægges basegruppen, og indholdet af syre kan direkte titreres. S. P. L. Sørensen undersøgte et antal aminosyrer og hydrolysen af nogle proteiner.

I Enzymstudier II, 1909, beskæftigede S. P. L. Sørensen sig med betydningen af brintionkoncentrationen ved enzymatiske processer og med målemetoder til bestemmelse af brintionkoncentrationen. Han indførte som den første begrebet pH (skrives nu pH), og det er især dette begreb, og hvad dertil hører, der har gjort S. P. L. Sørensens navn verdenskendt. I denne afhandling angiver Sørensen også et antal recepter på såkaldte stødpudeopløsninger (dvs. opløsninger, hvis pH holder sig rimeligt konstant, selv om der foregår en proces i opløsningen). Kemikere har siden hen brugt S. P. L. Sørensens stødpuder, og de nødvendige kemikalier blev ofte solgt med betegnelsen "efter Sørensen" på etiketten.

1907–34 udsendte S. P. L. Sørensen til dels hjulpet af medarbejdere ca. 20 afhandlinger om enzymer, formoltitreringer og pH-bestemmelser.

For S. P. L. Sørensen var hans formoltitrering og hans pH-arbejder midler og ikke mål; hans mål var studiet af selve proteinerne, og det blev især æg-albuminet som han studerede; men også mere generelle ting som fx proteinernes koagulation interesserede ham meget. Det lykkedes også for ham at bestemme molekylvægten af æg-albumin (= ca. 34000), hvilket betyder, at dette molekyles masse er næsten 2000 gange så stor som vandmolekylets masse. Også proteinernes konstitution søgte han at løse (1930). Afhandlingerne om proteinerne (ialt ca. 25) fremkom fra 1911–39, idet der bl.a. kom en artikelserie Proteinstudier på 11 numre. Mange af disse og tidligere afhandlinger er S. P. L. Sørensen eneforfatter af; men på mange er anført medarbejderes navne; af disse skal især fremhæves H. Jessen-Hansen, A. C. Andersen, S. Palitzsch, Margrethe Høyrup, gift Sørensen, J. A. Christiansen, K. Linderstrøm-Lang og H. Holter. Med denne store forskningsaktivitet, parret med stor gæstfrihed, er det forståeligt, at Carlsberg laboratoriet blev besøgt af talrige udenlandske videnskabsmænd.

S. P. L. Sørensen var ivrig deltager i de internationale kongresser for ren og anvendt kemi, i de skandinaviske naturforskermøder og i de nordiske kemikermøder. Han var formand i den danske bestyrelse for naturforskermøderne fra 1915 til sin død og for de nordiske kemikermøder fra 1920, da de begyndte, til 1938. Han var altid interesseret i videnskabens anvendelse i det praktiske liv, og han ofrede megen tid på at få videnskabens resultater udnyttet i industrien. Primært betød hans arbejde meget for Carlsberg Bryggerierne og også for andre bryggerier, for Carlsberg laboratoriets resultater stod åbent til rådighed. Han blev i øvrigt 1928 formand for forstanderskabet for Den skandinaviske bryggerhøjskole i København.

S. P. L. Sørensen blev 1916 medlem af bestyrelsen for De danske Spritfabrikker (formand 1931), af bestyrelsen for Dansk Gærings-Industri 1918 (formand 1922) og af bestyrelsen for De danske Sprængstoffabrikker 1929.

S. P. L. Sørensen modtog talrige æresbevisninger. Han blev medlem af Videnskabernes selskab 1906, formand for selskabets naturvidenskabelige-matematiske klasse 1913 og præsident for selskabet 1938. Han blev dr.med.h.c. ved Lunds universitet 1918, dr.techn.h.c. ved Den polytekniske læreanstalt 1929 og dr.phil.h.c. ved Oslo universitet 1938. Han modtog H. C. Ørsted medaljen 1909 og Scheele medaljen 1930. Han blev medlem af talrige udenlandske videnskabelige selskaber og modtog (foruden danske ordener) talrige udenlandske ordener.

Han trådte tilbage fra forstanderstillingen (der siden 1926 blev benævnt direktørstilling) jan. 1938 som 70-årig og fik overrakt et festskrift med artikler af 79 inden- og udenlandske kolleger.

Familie

S. P. L. Sørensen blev født i Havrebjerg ved Slagelse, døde i Charlottenlund og blev begravet i København (Vestre).

Forældre: gårdejer Hans Sørensen (1834–1920) og Kirstine Cathrine Sørensen (1843–1930). Gift 1. gang 18.11.1892 i Kbh. (Helligg.) med Anna Louise Willumsen, født 1.4.1870 i Kbh. (Cit.), død 21.1.1950 på Frbg., d. af manufakturhandler Arthur Casper Le Sage W. (1834–1906) og Christiane Neline Louise Arnholtz (1836–95). Ægteskabet opløst 1916. Gift 2. gang 18 10.1918 på Frbg. med cand.polyt. Margrethe Hoyrup, født 27.8.1884 på Over Kærby mark, Drigstrup sg., død 29.10.1954 i Gentofte, d. af godsforvalter, senere byfoged i Neksø Carl Georg Johan H. (1856–1909) og Therese Margrethe Deuntzer (1855–1934). – Far til Arthur Arnholtz.

Udnævnelser

R. 1916. DM. 1920 K2. 1928. K1. 1935. F.M.l 1939.

Ikonografi

Afbildet på mal. om dansk videnskab af N. V. Dorph, 1922 (Nationalbanken), hertil skitse af S.s hoved. Buste af V. Gustafson, 1924. Mal. af L. Find, 1926 (Carlsberg lab.). Relief af Max Meden, 1932 (det da. studenterhus, Paris). Mal. af H. Vedel 1936–37 (Fr.borg), kopi af Andreas Friis, 1939. Tegn. af L. Kaganas, 1938 (Fr.borg) og af Karen Marie Arnholtz, 1939. Keramikrelief af Svend Rathsack, 1940 (Carlsberg lab.). Relief af C. Martin-Hansen (inst. for almen patologi, Kbh.). Foto. – Mindesten i Løve hrd.s mindelund.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1898 98–100. Interview i Gads da. mag. XXIII, 1929 427–35. – Studenterne fra 1886, 1911. Bogen om studenterne fra 1886, 1926 og 1936. Soranerbl. XIV, 1929 59 og XXIII, 1938 1. K. Linderstrøm-Lang i Kemisk månedsbl. XIX, 1938 1–3. Samme i Comptes rendus des travaux du laboratoire Carlsberg. Sér. chimique XXIII, 1939 I-XXI (heri bibliografi; genoptr. i forkortet form i The Carlsberg laboratory 1876–1976, udg. H. Holter og K. Max Møller, 1976). Slig Veibel: Kemien i Danm. I–III, 1939–68 (bibliografi i II 411–21). Carsten Olsen i Naturens verden XXIII, 1939 58–62. Ehlert Nielsen i Købstadforen.s t. XLIX, s.å. 455f. Niels Bjerrum i Oversigt over vidensk. selsk.s virksomhed 1939–40 51–87. Vagn Schmidt i Medicinsk forum XVII, 1964 97–102. Axel Garboe i Medd. fra da. geologisk foren. XVI, 1966 206–09. J. A. Christiansen i Dansk kemi XLIX, 1968 17–20. Arthur Arnholtz: Mine observationer, 1973 11–58. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
E. Rancke-Madsen: S.P.L. Sørensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298144