S.M. Jørgensen

S.M. Jørgensen, Sophus Mads Jørgensen, 4.7.1837-1.4.1914, kemiker. Født i Slagelse, død i Kbh., urne på Holmens kgd. J. kom i Slagelse lærde skole som niårig; men da skolen blev nedlagt i 1852 fik eleverne herfra den forrettighed umiddelbart at kunne optages på Sorø akademi, og J. blev da elev her til han i 1857 bestod studentereksamen. I Sorø havde han som lærer i fysik overlærer F. Johnstrup. Denne åbnede sit private kemiske laboratorium for de ældre elever og vakte ved sin undervisning J.s lyst til at studere naturvidenskaberne. Efter 1858 at have bestået filosofikum kastede J. sig derfor med iver over kemien og arbejdede flittigt på universitetets dengang nye kemiske laboratorium. Professoren i kemi E. A. Scharling indførte J. i sit hus, og J. siger sidenhen om Scharling at "lige til sin Død stod han mig bi med Raad og Daad". J. afsluttede studieårene i 1863 med magisterkonferens i kemi – den første i dette fag ved universitetet. Derefter studerede J. videre på det kemiske laboratorium idet han til 1867 levede af legater og af at manuducere og en tid som vikarierende assistent. Imidlertid døde Scharling i 1866, og Julius Thomsen overtog herefter kemiprofessoratet hvorved der i 1867 blev plads til J. som bestyrer af Polyteknisk læreanstalts kemiske laboratorium. Fra 1871 blev han lektor og fra 1887 professor i kemi ved universitetet. Disse lærerposter beholdt han til 1908, så han igennem 41 år var lærer for alle de kemistuderende ved universitetet og Polyteknisk læreanstalt.

J.s første videnskabelige artikler hentede deres emner både fra uorganisk og fra organisk kemi; men snart kom han ind på at arbejde med "overjodider" (fortrinsvis triiodider) og alkaloider og andre baser. Hans første artikel inden for dette emneområde kom i 1867 og den sidste i 1877, og ind imellem disse artikler kom hans disputats fra 1869, Overjodider af Alkaloiderne; opponenterne ex officio var Julius Thomsen og hans gamle lærer fra Sorø, J. F. Johnstrup. Opdagelsen og undersøgelsen af en række "Overjodider af Koboltammoniakforbindelserne" førte ham imidlertid over i det arbejdsområde der skulle blive hans livs videnskabelige hovedværk, complexforbindelserne især af cobalt, chrom, rhodium og platin. Han udgav fra 1878 til 1906 over 40 afhandlinger herom – indtil 1892 i Journal für praktische Chemie og derefter i det nystiftede Zeitschrift für anorganische Chemie som han blev medudgiver af. Han præparerede og analyserede et meget stort antal complexforbindelser; endnu findes der på Kemisk laboratorium A, Danmarks tekniske højskole en samling på over 600 præparatglas med hans complexer, og denne enestående samling vidner nu op imod 100 år efter om J.s umådelige flid og arbejdsevne. – Den lundensiske professor C. W. Blomstrand (1826–97) havde forud for J. interesseret sig for metalammoniakcomplexer, og J. kunne som resultat af sit eksperimentelle arbejde korrigere visse af Blomstrands teorier. Imidlertid fremsatte Zürich-professoren Alfred Werner (1866–1919) i 1893 en ny og rigtigere forklaring på complexernes opbygning, og i årene 1893–99 førte J. og Werner en diskussion om den ældre contra den nye teori – en diskussion, der fra begge sider blev ført på megen urban måde. Werner fremhævede allerede i 1893 at han byggede sine teorier på J.s store eksperimentelle arbejde.

I sine senere år arbejdede J. med historiskkemiske studier. Her skal især fremhæves Om Iltens Opdagelse fra 1907 og det efterladte manuskript, udgivet efter hans død af sønnen Ove J. og S. P. L. Sørensen,Det kemiske Syrebegrebs Udviklingshistorie indtil 1830. Begge afhandlinger viser at J. også på det historiske område var en meget flittig og omhyggeligt arbejdende videnskabsmand. Den første afhandling bev 1909 udgivet på tysk medens den sidste desværre aldrig er blevet oversat. – J. skrev en række udmærkede lærebøger: Veiledning i de uorganiske Stoffers qvantitative Analyse, 1869, Lærebog i organisk Chemi, 1880 (2. udg. 1906), Mindre Lærebog i uorganisk Chemi, 1888 (2. udg. 1896), og han skrev også flere skolebøger: Kortfattet Chemi til Brug for Skoler, 1874, Kemiens Begyndelsesgrunde til Brug for Skoler, 1876 (4. udg. 1896) som blev afløst af Kemiens Grundbegreber, 1902 (2. udg. 1913) der blev oversat til tysk, italiensk, græsk og engelsk. Denne sidste lærebog er sikkert (set i relation til kemiens udviklingsstade) den bedste – men ikke den mest solgte – elementære lærebog der er skrevet i Danmark. – Endvidere bearbejdede J. ca. 2000 sider om de tunge metaller til 6. udg. af Gmelins Handbuch der anorganischen Chemie, 1897.

J. blev 1874 medlem af Videnskabernes selskab og var 1899–1913 formand for selskabets natur-videnskabelige-matematiske klasse. I 1885 blev han medlem af Carlsbergfondets direktion, fra 1909–13 som dets formand. Fra 1889 var han formand for Carlsberg laboratoriets bestyrelse og fra 1886 medlem af direktionen for Selskabet for naturlærens udbredelse. Han var formand for Kemisk forening næsten fra foreningens stiftelse 1879 og ialt i godt 25 år. Endvidere var J. medlem af flere forskellige kommissioner og teknisk konsulent for toldvæsenet og havnevæsenet. Også fra udlandet modtog han anerkendelser; således fik han i 1906 Lavoisiermedaljen af det franske Académie des Sciences, og han blev medlem af flere udenlandske videnskabsselskaber.