Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Søren Sak

Oprindelig forfatter ERMa
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Søren Sak, 13.5.1883-13.9.1950, kemiker. Født i Horsens, død i Kbh., begravet Ordrup kgd. Efter at have bestået præliminæreksamen blev S. discipel på Skt. Jacobs apotek i Kbh. og cand. pharm. 1906. Han besluttede sig til et videregående studium i kemi og blev 1908 student fra Wedins kursus for at kunne studere videre ved universitetet. Imidlertid blev han 1911 uden ny eksamen assistent ved Den polytekniske læreanstalts fysiskkemiske laboratorium. Samtidig (1906–13) manuducerede han i kemi. Den senere direktør i De Danske Spritfabrikker Chr. H. Olesen var 1910 blevet sekretær i dette firma, og han mente at kemien og tekniskkemisk forskning måtte kunne få betydning for fabrikation af sprit og gær. Olesen søgte derfor selv undervisning i kemi, og det blev med S. som manuduktør, og sjældent har et manuduktør-elev-forhold betydet så meget for begge parter. Olesen fik 1913 ansat S. som laboratorieforstander og ledende tekniker ved spritfabrikkerne, og S. gjorde nu opfindelser der revolutionerede den industri, i hvis tjeneste han var gået. Han opfandt og udarbejdede metoder til fabriksmæssig fremstilling af luftgær, især den såkaldte differentiale gæring og visse former for kontinuerlige gæringer. 1918 blev S. teknisk direktør for Spritfabrikkerne og s.å. medstifter af og direktør for datterselskabet Dansk Gærings-Industri. Efter eget ønske forlod S. med udgangen af 1926 disse stillinger, men fortsatte med at arbejde på nye patenter vedrørende fremstilling af gær, ligesom han intensiverede sine forbindelser med udlandet. 1939 flyttede han til Canton de Vaud i Schweiz hvor han blev boende til sin død.

Familie

Forældre: brænderibestyrer, senere i Hobro, Jørgen Petersen (1851–1915) og Anna Nielsine Andersen (1857–1944). Navneforandring fra Petersen, Søren Anker Kaj til S., Søren Anker Kaj 3.12.1908, til S., Søren 16.2.1926. Gift 12.5.1910 på Frbg. (Imm.) med Maria Kirstine Jørgine Antonette Johanne Jespersen, født 19.12.1878 på Højlund, Asmild sg., død 12.9.1956 i Hellerup, d. af murermester Anthon Peter J. (1840–1908) og Johanne Olsen (1843–1915).

Ikonografi

Foto.

Annonce

Bibliografi

Gær- og spiritus-industriens hist. i Danm. A/S De da. spritfabriker 1881–1931, 1931 56–60 176f 335. Studenterne MCMVIII, 1933 272. A/S Dansk gærings-industri 1918–43, 1943 15 24.

Referér til denne tekst ved at skrive:
E. Rancke-Madsen: Søren Sak i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296826