Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Per Søltoft

Oprindelige forfattere MeHa og helt

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Per Søltoft, 9.3.1912-24.12.2003, kemiker. Per Søltoft blev student fra Østre Borgerdydskole 1930 og cand.polyt. som fabrikingeniør (nu kemiingeniør) 1935. Efter to års ansættelse ved C. Schous Fabriker kom han 1937 til A/S Dansk Sojakagefabrik hvor han i de følgende 17 år arbejdede inden for området fedtstofkemi og -teknologi. Han kom især til at beskæftige sig med fabrikkens fedthærdningsanlæg hvor flydende fedtstoffer ved optagelse af hydrogen omdannes til faste der finder anvendelse først og fremmest ved margarinefabrikation. Processen, der katalyseres af findelt nikkel, rummer både teoretisk og praktisk mange interessante aspekter, og Per Søltoft erhvervede sig et solidt kendskab til fedtstofkemi og katalyse og dyrkede som teoretisk speciale rheologien, dvs. læren om stoffernes flydeegenskaber, herunder elasticitet, viskositet og plasticitet. Hans studier på dette område resulterede i afhandlingen On the Consistency of Mixtures of Hardened Fats som han 1947 forsvarede for den tekniske doktorgrad. Per Søltoft blev leder af fabrikkens forskningslaboratorium og fik herigennem et indgående kendskab til dens mangeartede produktioner og det hertil hørende tekniske apparatur. Med disse solide kvalifikationer udnævntes han 1954 til professor i teknisk kemi og bestyrer af laboratoriet for almen teknisk kemi ved Danmarks tekniske højskole, og her virkede han til han trak sig tilbage 1977.

Det var en stor opgave der lå foran Per Søltoft ved hans tiltrædelse af professoratet. Hans forgænger P. E. Raaschou havde siddet i embedet i 40 år og havde nok haft svært ved at følge med i den rivende udvikling der foregik inden for den kemiske industri i årene efter krigen. Det lille antal videnskabelige medarbejdere havde en stor undervisningsbyrde, og forskningen var af beskedent omfang. Undervisningen i teknisk kemi var ganske vist solid, men den var traditionelt beskrivende og udnyttede praktisk taget ikke de gode teoretiske forkundskaber de studerende tidligere havde erhvervet sig. Per Søltoft arbejdede fra begyndelsen målbevidst henimod en modernisering af uddannelsen i retning af det fra England og USA kendte begreb Chemical Engineering: en uddannelse af kemiingeniører der ikke blot er kemikere, men som også på et matematisk og fysisk grundlag kan beskrive og studere de industrielle kemiske processer og dimensionere apparaturet til deres gennemførelse. Herved fremstår en række vigtige discipliner inden for teknisk kemi: kemiske enhedsoperationer, teknisk reaktionskinetik, teknisk termodynamik, automatisk procesregulering m.m. Mulighederne for reformer begrænsedes i begyndelsen af den ret stive studieplan, af lokaleforholdene og af de knebne bevillinger til personale og udstyr. Men de eksisterende muligheder udnyttedes fuldtud, samtidig med at der lagdes planer på længere sigt. Til brug i undervisningen udgav Per Søltoft 1958 en bearbejdet udgave af en norsk lærebog i kemiteknik hvis centrale emne var de kemiske enhedsoperationer – fra 1963 erstattedes den af lærebogen Kemiske enhedsoperationer, forfattet af Per Søltoft sammen med ingeniørdocent L. Alfred Hansen. Et hertil hørende praktisk kursus med apparatur i halvteknisk skala kunne Per Søltoft præsentere allerede 1956, men det måtte i de første år tilbydes de studerende som et frivilligt fag der dog blev søgt af mange.

1961 deltes professoratet i to, og laboratoriet for almen teknisk kemi blev opdelt i instituttet for kemiteknik med Per Søltoft som bestyrer og instituttet for kemiindustri med professor Anders Björkman som bestyrer. Dette muliggjorde en vis personaleudvidelse, og Per Søltoft søgte med stort held at skaffe sig medarbejdere der kunne forske og undervise inden for de fagområder der hører under moderne kemiteknik. Gennem inspiration fra udenlandske gæsteprofessorer, internt studiekredsarbejde og studieophold i England og USA for instituttets medarbejdere gennemførtes denne faglige fornyelse der med sig bragte en opblomstring af forskningsvirksomheder. Videregående licentiatstudier blev tilbudt de unge kandidater – i Per Søltofts professortid udgik der i alt 21 licentiater fra instituttet med en uddannelse svarende til den amerikanske Ph. D.-grad. I imponerende grad var Per Søltoft selv i stand til at sætte sig ind i de nye fagområder, men det var ellers hans princip i betydeligt omfang at uddelegere ansvaret for dem til de enkelte medarbejdere. Selv var han den uundværlige igangsætter og koordinator, men det var et typisk udslag af hans personlige beskedenhed at han ved enhver lejlighed fremhævede sine medarbejderes andel i de opnåede resultater.

Annonce

Alle forberedelser var således gjort da gunstige tider oprandt i forbindelse med højskolens udflytning til Lundtofte i 1960erne. Med en øget medarbejderstab i nye veludstyrede bygninger og med indførelsen af nye stærkt moderniserede studieplaner 1966 (hvor der bl.a. skabtes mulighed for en særlig uddannelse til procesingeniør) og 1972 (hvor modulordningen indførtes) kunne Per Søltoft nu se resultatet af sine anstrengelser. Der var skabt en dansk kemiingeniøruddannelse og et teknisk-kemisk forskningsmiljø der fuldt ud kan måle sig med det bedste man kan finde i udlandet.

Da Per Søltoft tiltrådte 1954 kunne en professor styre sin afdeling næsten enevældigt. Han indførte dog ret omgående en art medarbejderdemokrati således at alle blev taget med på råd og holdt orienteret om udviklingen inden for de forskellige områder. Herved skabtes et forbilledligt arbejdsklima præget af samarbejde og medansvar. Da den nye styrelseslov fik virkning på højskolens ledelsesforhold 1970 var det helt naturligt at Per Søltoft valgtes til fortsat at være institutbestyrer indtil han selv ønskede at afgive dette hverv (1974). De problemer som andre afdelinger oplevede ved overgangen til den nye demokratiske styreform opstod ikke på instituttet for kemiteknik.

For Per Søltoft var det altid en selvfølge at man søger at yde det bedst mulige i det arbejde man får sin løn for, eller det studium man har valgt sig. På sin venlige og hensynsfulde måde stillede han betydelige forventninger til medarbejdere og studerende, men han stillede ikke mindre krav til sig selv. Han har udtalt at efter hans mening er stillingen som professor og institutbestyrer en heltidsbeskæftigelse, og at man mest muligt bør undgå at påtage sig hverv ved siden af den. Med hans placering i et så vigtigt fag med nær tilknytning til industrien og det praktiske liv var det dog uundgåeligt at der fra mange sider var bud efter hans ekspertise og store arbejdsevne, men det var tydeligt at han i ethvert tilfælde nøje havde overvejet om der var tale om en sag af tilstrækkelig vigtighed til at han burde ofre sin tid på den. Han var aktiv ved etableringen af Danmarks Ingeniørakademi 1957 og med i det udvalg der skabte kemiafdelingens studieplan, og han gjorde en stor indsats som medlem af Lundtofteudvalget, der planlagde højskolens nybyggeri og udflytning, en kæmpemæssig opgave under stort tidspres. Han blev medlem af bestyrelsen for Polyteknisk læreanstalts teknisk-kemiske fond 1954 (formand fra 1967), for Polyteknisk understøttelsesforening 1955, for Isotopcentralen 1957, for Asfaltindustriens forskningslaboratorium 1962, for IBM's forskningsfond 1965, medlem af det teknisk-videnskabelige forskningsråd 1968–70 og af De forenede bryggeriers forskningsråd fra 1972. Han var formand for ATV's saltudvalg, der 1959–61 foretog kaliboringerne i Himmerland, og 1957–63 ledede han den teknisk-kemiske afdeling af det af margarineindustrien støttede Dansk fedtforskningsinstitut. I længere perioder deltog han i det internationale samarbejde som dansk repræsentant i The European Federation of Chemical Engineering.

I en tid præget af en intensiv offentlig debat om den kemiske industris forhold til samfundet og miljøet var det naturligt at adskillige virksomheder gjorde brug af Per Søltofts faglige dygtighed og hans evne til objektiv vurdering af problemerne. Han var således medlem af bestyrelsen for Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-fabrik (nu Superfos A/S) 1959-86 (formand 1974–83), for Niro Atomizer fra 1967, for H. Lundbeck & Co. 1978-86 (formand fra 1979), for International Business Machines fra 1975, for Bioteknisk Institut fra 1978. Han var medlem af Miljøankenævnet fra 1978 og rådgiver for det grønlandske mineselskab Greenex. Han blev medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber 1955.

Familie

Per Søltoft blev født i Århus (Skt. Pauls).

Forældre: kaptajn, senere oberst Knud Pedersen S. (1876–1944) og Asta Stilling (1884–1933). -28.6.1935 i Kbh. (b.v.) med Agnete Tove Schrøder, født 7.11.1913 i Kbh., d. af overlæge George Emil S. (1882–1936) og Inger Hertz (1893–1977).

Udnævnelser

R. 1962. R.1 1971. K. 1977.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

P. S. i Dansk kemi LVIII, 1977 350–56. Interview i Ingeniøren III, s.å. nr. 34 8f. – Kemisk månedsbl. XXXIV, 1953 16; XXXV, 1954 34. Chemical engineering with). S., udg. Inst. for kemiteknik, Danm.s tekn. højskole, 1977.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Vagn Helt: Per Søltoft i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298072