P.E. Raaschou

P.E. Raaschou, Peter Esch Raaschou, 4.10.1883-30.5.1971, kemiker. Født i Charlottenlund, død i Gentofte, begravet Ordrup kgd. R. blev student 1901 fra Borgerdydskolen i Helgolandsgade og cand.polyt. (fabrikingeniør) 1905. Han uddannede sig derefter på Alfred Jørgensens gæringsfysiologiske laboratorium og på Heriot Watt College i Edinburgh hvor han var assistent i teknisk mykologi 1905–07. Derefter virkede han som assistent ved Chemisches Laboratorium Fresenius i Wiesbaden 1907–10 og som driftsbestyrer ved Weimarfarbe GmbH i Weimar 1910–12. Han vendte nu tilbage til Danmark for trods sin unge alder at deltage i konkurrencen om det professorat i teknisk kemi ved Polyteknisk læreanstalt der blev ledigt ved Niels Steenbergs afgang. R. blev den foretrukne blandt konkurrencens fire deltagere og kom til at virke i professoratet i over 40 år, 1913–53. Det var en meget krævende undervisningsopgave han gik ind til. Faget omfattede hele den tekniske kemi hvoraf flere store områder senere blev skilt ud som selvstændige lærestole. Det omfattede desuden kemisk teknologi også for maskin- og elektroingeniører. Lokaleforholdene i bygningen ved Sølvtorvet var beskedne, laboratoriet var et primitivt indrettet kælderrum. 1920 udskiltes en del af faget efter R.s forslag under et nyoprettet professorat i mørtel, glas og keramik, og der udvidedes med et par lokaler i Malmøgade. 1932 blev den nye bygning på Østervold taget i brug med etager til metallære, teknisk biokemi, mørtel, glas og keramik og R.s eget fag som nu blev kaldt almen teknisk kemi. R. stod selv for indretningen af de udmærkede undervisningslaboratorier og driftslaboratoriet der rummede apparatur i halvteknisk skala. Der blev nu virkelig mulighed for at de studerende kunne udføre tekniskkemiske øvelser som forberedelse til det fabriksprojekt der afsluttede studiet. Den danske kemiingeniøruddannelse havde altid ligget på et højt niveau, men den producerede snarere kemikere end. ingeniører. Steenberg havde søgt at bøde på dette ved at inddrage erhvervsøkonomi i sin undervisning. R. valgte at lægge stor vægt på apparatkendskab. Det indgik i betydeligt omfang i hans undervisning, og han gjorde sig efter en studierejse til Massachusetts Institute of Technology til talsmand for at der skulle indføres et praksishalvår i studiet. I diskussionen herom bruger han for første gang udtrykket kemiske enhedsoperationer som siden er blevet noget meget væsentligt i kemiingeniørernes uddannelse.

R. underviste de første år efter tyske lærebøger, derefter udarbejdede han selv forelæsningsmateriale. 1920 udgav han Forelæsninger over teknisk Varmelære og kemisk Teknologi, 1928 Brændsels-midlernes Undersøgelse, og endelig 1949 den omfangsrige bog Forelæsninger over almen teknisk Kemi. Forelæsningerne holdt R. altid selv, og laboratorieøvelserne, der var overladt til hans assistenter, fulgte han med i ved hyppigt at holde "stuegang" på laboratorierne. En ting han lagde meget vægt på var de lærerige fabriksbesøg der indgik som en fast del af hans undervisning. R.s fag spredte sig over et meget bredt område, og det afspejler sig i hans videnskabelige arbejde hvor han tog et større antal emner op som hver for sig kun havde lidt forbindelse med hinanden. Nævnes kan ammoniakfabrikation, farvestoffer, gødningsstoffer, perboratholdige vaskemidler, gasværker og gasværksovne, vejbygningsmaterialer, viskositetsbestemmelser, fremstilling af kaseinuld fra skummetmælk og undersøgelser af kulforekomsterne på Færøerne. Når en del af hans arbejde efter forholdsvis få års forløb måtte forekomme utidssvarende har det nok flere årsager. Den vældige udvikling inden for kemisk industri, især efter anden verdenskrig, har medført at det i dag faktisk er en umulighed at skrive en bog som R.s almen teknisk kemi – ikke desto mindre er denne bog med sit væld af oplysninger stadig en meget benyttet opslagsbog for kemikere og kemiingeniører. I R.s professortid faldt to verdenskrige med store problemer for den kemiske industri der med mangelen på råvarer måtte søge alle mulige nødløsninger som selvfølgelig tabte interessen da normale forhold indtraf igen. Endelig kan det siges at R. fra sin ungdom og gennem mellemkrigstiden især var orienteret mod tysk kemisk industri, men efter anden verdenskrig vendtes interessen meget stærkt mod de engelsktalende lande, især USA, og her kneb det nok for R. på sine ældre dage at omstille sig efter de nye forhold. R. havde en central placering som professor i kemiingeniørernes vigtigste fag. Dette og hans personlige fremtræden, hans høje, ranke skikkelse og hans myndige stemme gav ham anseelse som professor og chef i disse ords bedste gammeldags betydning. Han fik mange tilbud om medlemskab i kommissioner, udvalg og bestyrelser. Blandt de vigtigste hverv kan nævnes: Han var justitsministeriets konsulent i brandfarlige stoffer 1915–55, medlem af kvælstofkommissionen 1918–21, af patentkommissionen 1929–34 samt 1955–62, af forsvarets forskningsråd 1952–58, af bestyrelsen for A/S for kemisk Industri 1916–21, af bestyrelsen for A/S Jens Villadsens Fabrikker 1929–65, af bestyrelsen for De danske Sukkerfabrikker 1941–63, formand for Danmarks tekniske højskoles fond for teknisk kemi 1921–54 og medlem af flere andre legatbestyrelser. Han var medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber fra 1937 og medlem af flere udenlandske videnskabelige selskaber.